House of Essays

House of Essays
www.petermouritzen.dk/

Vi vil se giraffen! - (1994)



For mig som forfatter betyder zoo-dyrene noget særligt. De repræsenterer fantasien. Det er fantastiske dyr, dyr som man har svært ved at tro virkelig findes - hvis det altså ikke var fordi man kunne se dem lyslevende.
           Giraffen f.eks. - hvis giraffer ikke fandtes i virkeligheden og aldrig havde eksisteret, ville en fantasifuld forfatter straks opdigte dyret med den lange hals, med forskellige tankevækkende reaktioner til følge. De sure og fantasifjendtlige ville indvende, at nu gik forfatterens fantasi over gevind, et dyr med så lang en hals, det ville aldrig kunne overleve i den virkelige verden, pjat! Og de, der kunne lide digteri og fantasi, ville sige: Hvor mageløst! Sikke en vidunderlig fantasi den forfatter har! Og børnene ville ønske, at dyret med den lange hals fandtes i virkeligheden, så de kunne se den med deres egne, store øjne.
         

Hvis giraffen ikke fandtes, måtte en digter straks opdigte den. Men giraffen findes som bekendt, og den er som et levende, virkeligt eksisterende fabeldyr. Ligesom myreslugeren, f.eks. Når jeg i zoo en kold januar-formiddag ser myreslugeren løbe spillevende rundt på den hvide jord uden for sit hus, må jeg tænke. Jamen, den er jo fra Mars, den er jo en marsmands hund! Og elefanten med den fantastiske snabel - som barn mente jeg den var en trold! - og hvad med alle de andre, de mange, mange andre zoo-dyr? - de er jo lige så mærkelige, ja mere mærkelige end f.eks. det fabeldyr vi kalder enhjørningen, hesten med det lange, spidse, snoede horn i panden.


Enhjørningen findes jo ikke, men hvis vi gør os det tankeeksperiment, at en lille flok enhjørninge pludselig dukkede op et sted i verden - da ville det være en sensation, der ryddede alle avisforsider, alle medier ville strømme til, ingen politisk begivenhed, selv om den var nok så vigtig, ville kunne konkurrere med nyheden om, at enhjørningen virkelig fandtes og kunne ses levende.
        På samme måde med Loch Ness-søslangen. Den har en kolossal tiltrækningskraft. Og populær er den, selv om den vel nærmest opfattes som et monster - så populær, at den har fået et sødt kælenavn, Nessie. Tænk om den virkelig dukkede op, bevisligt, tænk om den virkelig kom til syne og kunne beses - hele Skotland ville næppe kunne rumme mængden af nysgerrige mennesker!
         Hvorfor vil vi se giraffen?
         Fordi fantasien er en stærk kraft i mennesket. Vi drages mod fabeldyr - og giraffen og de andre mærkelige dyr er en slags levende udgaver af fabeldyrene.
         Ganske vist har vi vænnet os til zoo-dyrene, men ikke mere end at vi stadig tiltrækkes og fascineres af deres mærkværdige udseende og former. Vi vil se dem i naturudsendelser i TV, og vi vil se dem i zoo. Mere blaserte er vi trods alt ikke blevet. Og heldigvis for det. For uden fantasi ville alt være gråt, trist, ensformigt, konformt.
Zoo-dyrene er de fornemste repræsentanter for fantasien. De beriger vort liv, de fortæller os det vigtigste af alt - at eventyrlige dyr findes, at eventyret findes. At eventyret er virkeligt, til stede blandt os. De fortæller os, at vort liv, som vi så ofte finder gråt i gråt og rutinemæssigt trist, også er et zebrastribet, leopardskindsplettet, kvælerslangespraglet liv, et broget skue, et farverigt og festligt eventyr. De sætter kulør på livet, alle de fantasifulde dyr. De er som et karneval, de pirrer vor fantasi. De vidner om livets storhed, livets mangfoldighed, de får os til at undres, til at tænke på livet som noget underfuldt, et under.
         Det er derfor vi vil se giraffen.

(Trykt i Jyllands-Posten 8.3.94)

Kassaterne







Ingen ved hvad der foregår i en forfatters papirkurv. Der er liv, skjult liv. Men liv. Ikke et liv klædt i pænt tøj, det er tværtimod et sammenkrøllet liv, et iturevet liv, et liv med laser og pjalter, et myldreliv som af lus og lopper. Men liv. Det er et liv ligesom på samfundets bund, et liv der ikke har noget mål, nogen mening, et kasseret liv. Her i papirkurven lever de sølle skæbner, de der ikke rigtig fik chancen, de der ikke rigtig duede, de der måske nok havde evnerne, men som fejlede, de lever som løse hunde og vilde katte, de kæmper for den lille stump liv der er til rest, som for et gammelt kødben, eller afpillet fiskeben, de lever som glemte, hemmelige eksistenser, de lever som forældreløse, som gadebørn og baggårdsrotter; men de lever! Og de kæmper. De har deres stolthed. De pukker på deres ret. De er naragtige og forfængelige, de har stærke følelser, og måske er de stærkest her, på bunden af alt, i det dybeste hul i universet, i den mørkeste afkrog af junglen, i en forfatters papirkurv. De er de forladte tanker, de kasserede ideer, bragt til live og smidt væk igen af en gud de ikke kender, til et liv de ikke forstår. De er små, de er ikke store nok til en bog. Derfor må de føre sig frem. Derfor må de gøre opmærksom på sig selv. Derfor er de misundelige og jaloux på hinanden. Notaterne er finere end notitserne. Bare navnet: Notat. Der er fint, nærmest som en adelsmand, ikke sandt? Men notits: Det er ikke mere end en vits! De lever, og hader, og skændes, forfatterfolket, alle de udstødte, lapperne, papirstumperne, de hele, halve og kvarte ark. De har deres hakkeorden, de konkurrerer om, hvem der har magten. De fører sig frem i al deres ufuldkommenhed som i en skønhedskonkurrence, blot er der intet skønt ved dem målt med almindelige menneskers målestok, snarere er det en opvisning i grimhed, et hæslighedens halloween, et karneval for vanskabninger. Jungleloven gælder her. Og dog er de mærkeligt forbundne med hinanden. De ved det måske knap nok. Men de er en fælles stamme, Kassaterne, det fortabte folk, bundet sammen af det ene at de alle er endt her som rester til hundeskålen, som levninger af en forfatters fantasi. De er strøtanker. Døgnfluer. De lever deres korte, jammerlige liv. Og snart skal de dø. Sammen. Af den samme ild. Når papirkurven tømmes. Men de lever. Endnu. Deres lille, fortvivlede liv.

Man opdager støvmider. Man kan se dem i et mikroskop. Og med et teleskop undersøger man om der er liv på Mars, og på andre planeter. Om der er liv i universet. Men ingen interesserer sig for om der er liv i en papirkurv. Måske skulle man lede der?



(Trykt i ´Monstermail´, Apostrof 2002)

Historien der blev et hoved kortere



Den, der gør en rejse, har noget at fortolde: Var i Istanbul og gik gennem tolden i Aalborg Lufthavn, da jeg kom tilbage. Har De noget at fortolde? spurgte tolderen. Kun en idé til en historie, svarede jeg. Jeg troede, at jeg var morsom. Det er forbudt at medbringe ideer fra lande uden for EU, svarede tolderen. Hvor har De ideen? Jamen, i mit hoved selvfølgelig. Så er vi desværre nødt til at skære Deres hoved af, sagde tolderen. Og så blev jeg ført ind i et lille værelse med en guillotine, hvor de huggede mit hoved af. Det går for så vidt udmærket uden, man kan sagtens klare sig uden hoved i Danmark. Men jeg kan jo ikke huske min idé. Jeg tror det var en gyser.


Det uventede




Man rejser med visse mål for øje. Man har forberedt sig på Det Skæve Tårn, på Uffizi, på Piazza del Campo og domkirken i Siena. Men de store gevinster er ofte de uventede oplevelser, som man ikke har beredt sig på at møde hjemmefra. 





Steve McCurry



Da jeg på en rejse i Toscana i juni 2013 tilfældigt faldt over en Steve McCurry fotoudstilling på domkirkepladsen i Siena, i Santa Maria della Scala, det gamle hospital, der nu er museum. spændende sat op i underjordiske, mørke, labyrintiske gange, kom jeg til at tænke på en tilsvarende "overraskelse" i 2011 i Barcelonas MACBA-museum i det gamle, fattige, men nu renoverede Raval-kvarter i nærheden af vores lejlighed nær Ramblaen. 

     
Vi gik efter katalansk kunst, men pludselig var der et "sort hul" i det moderne museum, Fra rummet blev vi suget ind til lyden af løbende trin og musik af Tjajkovskij. Inde i det, lille mørke rum med et lærred så stort som en galakse, blev der vist en film af den albansk-franske videokunstner Anri Sala, 1395 Days Without Red.  

Vi var selv små i rummet og blev (for)ført til en fremmed planet, som i begyndelsen var svær at stedfæste og kun langsomt lod sig lokalisere til et for os nok fremmed miljø, men dog på vor egen klode. I filmen følger vi en ung kvinde i gang og løb gennem Sarajevos gader under belejringen, samtidig med at vi ser og hører byens symfoniorkester øve Tjajkovskijs 6. symfoni, Pathetique. Der klippes mellem de to ´forløb´. Musik, rytme, pause, repetitioner er filmens nerve og puls. Langsomt smelter kvinden og musikken sammen, hun nynner musikken, mens hun sprinter af sted, mod Snipers Alley, et gadekryds med snigskytter.

Hun møder andre mennesker, men ingen siger noget, kun lyden af åndedræt, forpustethed, musik. Vi ser kvinden stå ved gadekrydset, ventende sammen med andre,  meget forskellige mennesker. De tager tilløb, hver på sin måde. Nogle tøver. En tager pludselig mod til sig og spurter over, en anden går uanfægtet, fatalistisk, med stoisk ro.

Sjældent har jeg været så grebet af et moderne kunstværk. Et eksempel på at ens opfattelse af virkeligheden kan kæntres/ændres ved det uventede møde mellem et gadekryds og et symfoniorkester.



1395 Days Without Red

Rammer klæ´r folk





Med kulturen er vi dus. Det er, som det skal være; men man skal være De´s med et kunstværk.
    For at følelser kan overføres til andre kræver det form. Følelser skal tøjles. Dutteri duer ikke i kunsten. Følelser virker kun i et spænd mellem følelsen – og dens strenge beherskelse.
    Dette gælder for kunst såvel som for klovner. De store klovner – som Grock i sin tid – opererer med dette spænd. Det komiske hos Grock var spændt op på en (usynlig) baggrundshorisont af sin modsætning, smerte, tragik. Jo større modpoler, jo stærkere spænding – og jo stærkere er følelsen ud over rampen.
    Hos Grock fødtes humor. Ikke falden-på-halen-morskab som hos mere almindelige klovner, men humor! Humor gør altid ondt, det er det mærkelige ved humor. Det er det, der adskiller humor fra almindelig komik.
    

Humor kommer af alvor, ligesom lys kommer af modstand; og for at komme ud af skoven, må man først gå ind. For at lære sig selv at kende, må man først konfronteres med det fremmede i en.      
   Man bliver først dus med sig selv, når man har truffet sit De. På samme måde med kunsten. Den kunst, der duer, siger De til en. Hvis den ikke har den ”De-stance”, har den heller ingen anelse at tilbyde. Og det er anelsen, der er værket bag værket. På den måde er et kunstværk at sammenligne med et spøgelse. Har den intet fantom i sig, skjult, usynligt, virker det ikke. Anelsen er kunstens gejst.
    Som kunstner skal man være De´s med sit publikum. Der skal være modstand, distance. Uden distance er der ingen modstand. Uden modstand ingen spænding. Uden spænding ingen gnist. Uden gnist intet lys, intet liv, ingen gejst.
    Som publikum skal man være De´s med sin kunstner. Man skal ane følelsens vældighed, man skal ane bag kunstnerens beherskelse, bag masken, bag formen. Det er derfor der skal distance til.
    Flauberts romanskikkelse Madame Bovary døde af mangel på form – i forfatteren Lise Sørensens tolkning. Det betyder, at Madame ikke formåede at blive ét med sine følelser, at få dem ”smedet sammen” med sin person. Hun formåede ikke at beherske sin natur, og med beherskelsen at skabe sin personlighed, at kanalisere sine følelser ud i en form der gjorde hende helstøbt og dannede hendes karakter – tværtimod. Følelser åd hende op, bogstavelig talt.
    Som menneske skal man ikke være sig selv. Det er for dovent. Man skal blive sig selv. Det er næsten det samme; men den lille forskel er altafgørende, som et krydderi der skærper selvet. Når man bliver sig selv, har man fundet den form, der rammer ens natur og følelser ind.
    Først da, rammet ind, kommer man til syne, først da kan man ses – og føles – af andre. Ram jer ind og bliv til levende billeder!


(Holdt som åbningstale ved Kunstudstillingen i Vrå, august 1997. Optrykt i "Pennen og leen", forlaget Alfa 2007)

De dværge der rider på horn


Digteren Per Højholt døde for nylig. Han satte sig spor, også i børnelitteraturen. Han ruskede. Hans kritik var som en efterårsstorm, der fejer de visne blade væk. De, der havde et udvandet forhold til kunst, gav han tørt på. Han ville have rene linjer. Giv kejseren, hvad kejserens er. Gud, hvad Guds er. Han rørte ved tabu. Begrebet kunst. Det gør man ikke ustraffet i Danmark. Han sagde de forkerte ting og blev en Uf-mand i børnelitterære kredse. Det er værre end bøhmand.


Hvordan er det åndelige klima så – i Børnebogsdanmark anno 1 efter Højholt?
    Det er at ligne med et næsehorn i zoo. Det har det godt. Det står og gnubber sig op ad cementmuren. Så løber det pludselig en lille runde og stopper samme sted som før. Hvor det igen gnubber sig.
    Forfatteren Sven Holm har skrevet en novelle, ”Rhinoceros”. Den handler om en flok drenge, der står i zoo og studerer næsehornet over cementmuren. De diskuterer det farlige, foruroligende dyr, de snakker frem og tilbage, vi ved ikke hvad de pønser på, de ved det vel knap nok selv. Vi ved heller ikke rigtig som læsere, hvad historien er ude på. Da sker der pludselig noget forkert. En dværg dukker op. Og historien eksploderer.

    
Jeg skal ikke røbe udgangen på Holms novelle. Den kan man selv læse og tolke. Det væsentlige i denne sammenhæng er, at en dværg dukker op med en katalyserende kraft. Og at historien bryder i brand.
    Brand står ikke på dagsordenen i det danske børnebogsmiljø. Her er man mere til hyggepejs. Alle i branchen gnubber sig op ad hinanden, så løber man en lille runde og kommer tilbage til udgangspunktet. Hvor man gnubber sig lidt igen. Man er én stor familie. Man synger fællessang og står sammen, det giver en god staldvarme, men ingen feber. Hvor er de dværge, der rider på horn?
     Jeg bliver med mellemrum præsenteret for et udvalg af tidens børne- og ungdomsbøger. Jeg ser naturligvis ikke alt, der er jo en syndflod af skrifter; men det jeg ser, frister man sjældent til nærmere studium. Bøgerne appellerer ikke til mit litterære temperament, ikke til min læsetemperatur, som er fyrre i feber i feber, mindst. Jeg er jo heller ikke målgruppen, indrømmet. Og jeg lider af allergi over for rigtighed. Som stortrives i børnelitteraturen. Så jeg er næppe den rette til at bedømme alt det gode, der kan siges om børnelitteraturen. Jeg elsker det forkerte.
    Jeg er ikke ene. De, der læser på tværs, findes også blandt børnelæsere. Måske især blandt drenge. De bliver ladt i stikken af den skønne litteratur. Jo! Vanartede læsere eksisterer; de vil hellere have grimlitteratur. Af en tolvårs dreng fik jeg engang stillet det hårdtslående spørgsmål: Hvorfor skriver du ikke en historie, der ender ondt? Ham har jeg måttet skuffe. Også jeg har naturligvis mine begrænsninger. Selv om jeg synes, at jeg gør mit værste.
    Mit indtryk er, at tidens børnebøger mestendels er fermt skrevet, gode skoleridt, dygtigt håndværk, professionelt arbejde, rigtige holdninger, det er alt sammen rigtigt;
    Nogle jagter målrettet den kommercielle succes, med henblik på udlandet, der er forfattere der deltager i The Gold Rush, hvor få finder guld og de fleste får en lang næse. Især fantasy-genren synes at have det godt for tiden, måske fordi den er en litterær opiumsplante, den døver og sløver sansen for en mere kras fantastik. Fantasy er den mest fantasiforladte genre, der findes. Den dyrker fantasien, som var den en dyd. Det er den ikke. Ikke hvis man dyrker den.
    Muren fra socialrealismens åndløse, grå konformitet er for længst faldet, og fantasien sat fri. Også i den grad. Men hvad er i grunden forskellen på 70ernes betonlitteratur og tidens trendy fantasi? Kun én, når det kommer til stykket, nemlig at de rigtige meninger er flyttet fra betonslummen ind i slotte og paladser. Hvad mangler der? Ikke fantasivæsener, ikke engang dværge. Og så alligevel, én. En bestemt. Den lille, mystiske dværg, måske. Som kommer af den kunstneriske kraft. Hvad er det for en størrelse? Det er de ti tommer, der er koncentreret til én.
    Denne dværg er ingen havenisse. Den er ikke dekorativ. Den er ikke designet. Det er den dværg, der ændrer sind, den er mystificerende; men dens mystik er af den fortryllende art, den får os til at føle os større. Det er hemmeligheden ved den lille næsehornsrytter, dens kunst og magi. Den sidder ikke altid på nakken af næsehorn; den kan også bo i en kuffert – i skikkelse af en kridhvid mand – som i Pia Juuls novelle ”Den uudholdelige danske sang”. Den synger andre sange end dem, vi kender. Altid andre sange. De handler om, at indholdet i en kuffert ikke altid er til at stole på. Rigtighed kan lyve. Forkert tale sandt. Ondt kan gøre godt. Godt kan være dumt som snot. Livet er ikke nogen let ligning. Det kræver sin kunstner at skrive for børn. Hvis det skal være kunst.
    Min regnelærer på Silkeborg seminarium, Jens Ejsing, gav os lærerstuderende så svære regnestykker, at selv klassens matematiske studenter stønnede. – Hvorfor skal vi løse så svære opgaver, klagede vi i kor, sproglige og matematikere i skøn forening. – Vi skal ud i Folkeskolen og undervise. Vi kommer aldrig til at undervise i så svær regning i Folkeskolen! Vi får ikke brug for det! Ejsings svar kom kontant, kort og godt, uden mindste tøven: - For at undervise én tomme, skal man kunne ti, sagde Den store regnemester.
    Og han havde ret. Det gælder ikke blot materien, men også ånden. Man skal kunne en kæmpe for at skrive en dværg. Hvem er da den største børnebogsforfatter i moderne danske børnelitteratur? Per Højholt, naturligvis! Jamen, han har da ikke skrevet børnebøger! Nej. Det giver jeg pokker i. Jeg spurgte ham engang, hvorfor han ikke skrev en børnebog, nu han var så skarp og begavet en kritiker af børnelitteraturen. Svaret var overrumplende. Det var ikke hovskisnovski, som nogle måske ville tro. Det var ingen ringeagt for børnebogen. Tværtimod. Han svar var ydmygt, i ordets bedste betydning, den ydmyghed der kendetegner et begavet menneske og en sand kunstner. Gud har ikke ladet en idé falde, sagde Højholt.
    Måske er det godt nok. Klogt nok. Af Højholts gud. Jeg vil egentlig også helst eje den i fantasien, den børnebog, som Højholt aldrig fik skrevet. Måske ville den falde dårligt ud. Jeg sagde ikke, at han var den bedste. Jeg sagde, at han var den største. Ånden er nok.

Skrevet til tidsskriftet "Passage", foråret 2005, senere optrykt i "Pennen og leen", forlaget Alfa 2007.

Byen der myrdede sig selv - en essaynovelle



Der var engang en by, Mûrd. Tilbage står nu kun et gammelt æbletræ. Det blomstrer hvert år med blodrøde farver, det bærer ikke æbler, men æbleskrog.
Mûrd var en by, der havde sin storhed – og sit fald. Man mener, at de første bosættere stammede fra Kain, der som bekendt slog sin bror Abel ihjel på marken. 
I begyndelsen var Mûrd blot et lille samfund af stammefolk, mûrdere. De boede i hytter, og bosættelsen hed ingenting. Men den udviklede sig, som tiden gik.
Stammefolkene var oprindelig tabere, udstødte af andre stammer, udskud; de var bunden, men energien var høj, ligeledes spændingen; man tændte på det mindste, man ragede til sig det lidt der var, og myrdede hinanden for et godt ord. Man skulle tro, at det var skidt, men nej, sjovt nok, lovløsheden fik det lille samfund til at blomstre. Det blev et sted for overlevere.
            Kulturer er vidt forskellige, og kun energiens lov kan vel forklare, at stammefolk andre steder fra flyttede til det lille, livlige sted, der langsomt voksede sig stort. De svage blev elimineret, de stærke blev tilbage, og fornuften vandt, den viste sig at være den stærkeste, man fandt det bedst at enes, fælles, der var mere end nok til alle, blot man bar sig klogt af.
Jord blev opdyrket og plantager plantet. Korn høstet. Vilde dyr blev tæmmet. Fisk fanget. Frugt plukket. Håndværk kom til. Arbejdspladser. Der kom masser af jobs. Håndværk. Skoler blev bygget. Institutioner. Fabrikker. Krematorier. Kirkegårde, men ikke kirker. For nok blev Mûrd mindre og mindre lovløs, men gudløs var og blev den. I stedet for kirker blev der bygget gravpaladser, for rigdommen blev stor. Masser af gravpaladser; fra at være en lille, indavlet samfund udelukkende befolket af mûrdere, udviklede det sig nu til en stor og driftig by, Mûrd, med høje, høje huse.
Et gravmæle rejst på byens torv, det var et monument for Kain, den første mûrder; han rakte sin højre arm op som et spir i triumf. På marmorstenen stod der skrevet: Er jeg måske min brors vogter? Nu fik han sin oprejsning, Kain, så mange Herrens år efter. Det var den katedral, der var i Mûrd.
I forhold til indbyggertallet udgjorde mûrderne nu en mindre procent. Og de myrdede ikke mere, metoderne blev mere raffinerede. Magt havde de stadig. Man betragtede mûrderne som byens stamme, den gamle kerne, med den egennyttige moral der havde grundlagt og betinget byens succes. De oprindelige mûrdere blev regnet for byens førende familier, de var byens aristokrati, og de sad på pengemagten, de var byens bank; navnet Mûrder vakte respekt overalt, Mûrder Money kunne bruges overalt, også uden for de mure man havde bygget for at holde fjender ude; for Mûrd var i alt væsentligt selvforsynende og vidste, at misundelse lurede fra alle verdenshjørner. Mûrder-familien fik monopol på penge, og kom en ung mand i lære i en Mûrder-bank, var det som at vinde i lotteriet. Der var lange ventelister på lærepladser.
          Det gav dog problemer i længden. Unge, ambitiøse mænd med appetit på hurtige penge, ville ikke underkaste sig de gamle. De unge begyndte at tjene penge selv. Blot for at vise at det var let. Og det var det. Griskhed blev ophøjet til lov. Men det udløste anarkistiske tilstande, som – naturligvis – det gamle Mûrder-dynasti fik til opgave at løse.



I begyndelsen gik det også godt. Man købte de unge, oprørske. Men problemet voksede til uforudsete proportioner. For at kunne købe alle de nye, unge pengemænd, måtte man have flere penge end der var i banken. Man begyndte at trykke flere penge, mange flere penge. Pengesystemet blev langsomt, men sikkert udvandet. Til sidst var pengene ikke noget værd. Der kom kritik af systemet, undergrundsgrupper dannedes, oprør, man ville have lov til at dyrke Abel for at råde bod på fortids synder og bede Gud om nåde og tilgivelse. Men det var for sent. Sulten var nu blevet herre. Man begyndte at myrde hinanden for halen af en rotte. Til sidst havde alle myrdet hinanden; der var dog – naturligvis – én tilbage.



Den sidste mand i byen, Magnus von Mûrder var ulykkelig. Han opholdt sig i sin penthouselejlighed i byens højeste hus, der var så højt at det rakte op i skyerne. Onde tunger kaldte det for Abels-tårnet for at drille den herskende klasse, der boede her, og som alle var Kainsdyrkere. Der stod Magnus med en blodig kniv i hånden. Han havde myrdet sin tjener, der havde været tro til det sidste, men nu, af sult, havde villet stjæle et æble fra ham. Det var selvforsvar; men det var lige meget, for der var ingen til at dømme ham, ingen til at anklage eller forsvare ham; men hvad værre var: nu var der ingen tilbage at handle med, da der skal to til en handel. Han ville nu selv dø. Men der var heller ingen tilbage til at slå ham ihjel, da der også skal mindst to til et mord. Hvad gjorde han? Det eneste mulige. Det eneste der gav mening.
- Jeg tilhører en gammel slægt af mûrdere, sagde Magnus. - Vi har altid haft motiv til mord, men aldrig et motiv til livet. Tilbage til rødderne, de er rådne: Jeg soner nu endelig Kains forbrydelse over for Abel. Jeg hænger mig selv.
Og så forlod han sin penthouse i Abels-tårnet, tog elevatoren ned og gik - gnaskende på sit æble - gennem de ligfyldte gader hen til Kains-monumentet på torvet, hvor han hængte han sig selv i et reb fra Kains højre arm. Under hans livløse krop lå der et æbleskrog.


(Ikke tidligere trykt)


De bedste bøger besvimer man af



De bedste bøger besvimer man af.
    Man skal slet ikke kunne læse dem, da et forsøg på dette øjeblikkeligt forårsager kortslutning af bevidstheden. Det er vel kunstens natur.
    Det er også definitionen på den fuldendte læseoplevelse. De bedste bøger får man slet ikke læst, kun lige akkurat anet, før bevidstheden går i sort. Resten af livet vender man så tilbage til dem stykkevis, for ikke at dø af overvældelse – eller lade dem vente, simpelt hen, som en evig advent.
    På mit lokale bibliotek her i Vrå forstår man min opfattelse af litteraturen. Jeg er ofte på biblioteket for at låne bøger, som jeg læser, akkurat som andre lånere; men med års mellemrum sker det jeg stiller mig op ved skranken, rømmer mig for at tilkendegive at dette er en særlig dag – og bibliotekaren Vibeke, som kender mig, ved da også straks, hvad det drejer sig om.
    - Dén, siger jeg, en anelse skamfuld, som var det porno.
    - Igen? spørger Vibeke.
    - Dén, gentager jeg bestemt.
    - Den af besvimelseskunstneren? Vibeke spørger igen, for ligesom en samvittighedsfuld læge at stille den rette diagnose.
    - Ja, siger jeg. – Dén.
    - Er du sikker på, at du kan tåle den? Allerede? spørger Vibeke bekymret. – Er det ikke kun syv år siden sidst?
    - Jeg tror tiden atter er inde, svarer jeg.
    - Har du taget din beroligende bogmedicin? vil Vibeke vide. Hun er en ansvarsfuld bibliotekar, dertil den mest avancerede i Danmark med hensyn til betjening af ekstreme lånere, hun har haft mig som låner i årevis.
    - Jeg ville nu helst se en lægeattest, indvender Vibeke. Men hun giver sig og henter bogen til mig. – Den er for resten aldrig udlånt, altid hjemme, beklager hun.
    - Det er klart, siger jeg. – De fleste låner lort. De er análfabeter, de læser med røven ikke med hovedet. Men I må ikke kassere denne bog uden at kontakte mig, formaner jeg Vibeke.
    - Jeg kasserer sandelig ikke Laxness, svarer Vibeke spidst. – Den bog holder nok længere end både du og jeg.
    Så går jeg hjem med År og dage i Brattekåd. Jeg sætter mig i læsestolen og slår forventningsfuld op på første side, læser: ”En klog mand har sagt, at næst efter at miste deres mor er der ikke noget, små børn har bedre af end at miste deres far.”
    Jeg rejser mig med et sæt. Et elektrisk stød sender mig op, ud af læsestolen, på vandring rundt i stuen. Min læsestol er ikke nogen uskyldig størrelse, den er den elektriske stol, intet mindre, og det der slutter strømmen er altid den strømførende sætning, det elektrochok der kan springe fra sproget, når forfatteren er en Edison og kan det med modstand og spændinger, der som bekendt får glødelampen til at lyse. Ganske vist husker jeg Laxness-ordene anderledes, således: Det næstbedste der kan ske et barn, næst efter at miste sin mor, er at miste sin far. Jeg har strammet Laxness i min hukommelse. Sandsynligvis har jeg – ubevidst – kørt ham metrisk sammen med et digt, som jeg ikke har kunnet undgå at læse til ende, fordi det er så kort; et af amerikaneren Bill Knotts Naomi-digte – det lyder sådan: ”Det eneste man kan gøre/ved et barns grav er/at lægge sig ned og lege død”. Jeg har ganske givet flettet de to digtere sammen og kreeret min egen udgave. Men det gør ikke noget, der er punch nok hos Laxness, han klarer sig både med og uden podning med Knott.
    Hvor længe jeg vandrer rundt i sprogchok, ved jeg ikke, timer, dage, uger måske; men jeg genfinder mig selv atter stående ved biblioteksskranken hos Vibeke.
    - Gik det? spørger hun, deltagende.
    Jeg ryster beklagende på hovedet. – Modet svigtede. Jeg turde ikke. Der var kniv i sproget. Så det er stadig den næstbedste bog jeg ikke har læst.
    Vibeke vil naturligvis vide, hvad den bedste er.
    - Kanelbutikkerne af den polske forfatter Bruno Schultz, siger jeg. – Jeg købte den tilfældigt, antikvarisk, engang. Eller købte og købte … så vidt jeg husker fik jeg en klækkelig rabat på mit øvrige bogkøb, hvis jeg tog ”Kanelen” med. Ingen ville eje eller have den. Undtagende idioten her. Den er helt inappellabel. Den er en dom på livstid. Man tror man ved, hvad surrealisme er, man tror man ved hvad sproget og tanken kan i fantastisk henseende, man tror man ved hvad fantastisk litteratur er, man tror man ved hvad erindringslitteratur er, indtil man har besøgt Brunos kanelbutik. Man har jo som begejstret litteraturmenneske læst – eller rettere ikke-læst – en del mellem år og dag. Kafka, Carroll og så videre – og så kommer man til Kanelbutikkerne … ja, jeg savner naturligvis ord – men det er en bog jeg har besvimet mig igennem, jeg ved ikke hvor længe. Efter 15-20 år er jeg så småt ved at have den koblet til min bevidsthed, det man kalder læst; men det er klart det er en langsom proces, når forfatteren er en sabotør mod hjernens jernbaneskinner, med tankeladet sprængstof og ti tusinde stænger sprogdynamit.

  
Vibeke foreslår mig at slappe lidt af og passe på blodtrykket, jeg blev jo snart 50, og jeg skulle nødig gå over en bog. Hun ville trods alt savne mig, jeg er jo vigtig for hendes fortsatte uddannelse.
    Jeg takker for rådet og går så hen til min bookmaker. Jeg sætter en tier på, at Danmark vinder over Kroatien ved europamesterskabet i fodbold.4-1 til Danmark. Jeg kan godt lide at spille, sådan for sjov. Det giver et ekstra gys, når man sidder og ser kampen. Et hyggeligt gys, hvis man kan kontrollere sin spillemani – og dén har jeg ingen problemer med.
    Min bookmaker er et afslappet sted, helt uden litterære sindsbevægelser. Ganske vist er det officielt en boghandel; men hele centralområdet i butikken er domineret af spil – oddset, tips, lotto, skrabelodder etcetera. Der er On Line-maskiner i gang hele tiden, og et stort tv kører nonstop med informationer om de seneste odds og resultater. Det er beroligende, at det alt sammen er så strømlinet, det er sandelig ikke nogen kanelbutik!
    Jeg indleverer min kupon og får en kvittering. Der er store odds på 4-1 til Danmark, man får pengene 25 igen. Jeg diskuterer fodbold med bookmakeren. Han mener jeg satser for vildt. En livlig diskussion udspiller sig mellem os. Jeg har glemt alt om Laxness´ litteraturchok.
   - Det skal være vildt, livet er for kort til normalprosa, påstår jeg. Og i et anfald af overmod spørger jeg bookmakeren – der jo altså som nævnt også er boghandler – om han har nogle bøger man kan besvime af. Bookie peger på disken med bestsellere og populære nyheder. Der står en uhyggelig en af Valery Martin – Mary Reilly hedder den, og den skulle ifølge bagsiden være en vellykket gyser om en tjenestepiges oplevelse af at tjene hos den berømte/berygtede Dr. Jekyll/Mr. Hyde.
    Jeg køber den. Det er klart. Stevensons klassiske historie om den dæmoniske doktormand har altid fascineret mig. Jeg husker fra barndommen, hvordan jeg gysende måtte lægge den ulæst væk, langt ind under sengen, for at kunne falde i søvn.
    Den effekt melder sig desværre ikke med denne ”ny-Hyde” om tjenestepigen Mary. Jeg opdager, at jeg læser den! Jeg læser denne opkomling af en nygyser ubesværet, med normal puls, måske endda let gabende, jeg er ikke på besvimelsens rand, selv om bogens optakt er en gruelig historie om en lille pige, der lukkes inde i et garderobeskab sammen med en rotte, der skambider hende.
    Men det er så pænt og gennemskueligt skrevet, nydelig skolestil, forfatterskoledygtigt til karakteren 10 med en pil opad, og med en krog eller klo, hook, (rotteskabet) til at gribe læseren i kraven fra begyndelsen. Fint nok, hvis det virker.   Det gør det ikke her, ikke for alvor, jo måske for yngre, utrænede, uerfarne læsere, men ikke for en voksen med læser-erfaring. Der mangler fortættet fortællekraft, der er intet urovækkende her, intet lurende, truende angreb på tanke og sind, rotten er et nydeligt tamgys som man kan slappe af med. Bogen er tilsyneladende skrevet til filmatisering, det er den da også blevet med blandt andre Julia Roberts og Glenn Close. Måske har billedsiden chok.
    Jeg lægger bogen fra mig efter 40-50 sider. Jeg vil bestemt læse den til ende, den er tilpas underholdende. Og måske får den mere bid undervejs. Men det er rart, at der findes bøger med rotter der bider børn i garderobeskabe, som man roligt kan læse videre i, som man ikke skal besvime sig igennem. Det giver fred til nervesystemet. Det sande gys, den sande sindsbevægelse får man af sprogkniven. Hos Valery Martin er der intet knivsprog, intet chokerende lynnedslag i hjernen, i denne gyser er der fred og ingen fare, det er et guvernantegys helt uden kunstnerisk investering, det er ligesom at spille oddset, gys for sjov.
    Jeg sender en nostalgisk tanke til Poe, Lovecraft, Stevenson – de kunne være omstændelige i deres optakt, filosofisk-pedantiske, de kunne være tørre, måske endda lidt kedelige; men der var tale om en fortællemæssig opbygning, en opladning, en langsom koncentrering af et spændingsfelt, en fælde læseren lod sig lokke i, man anede at noget forfærdeligt ville komme, man anede at man blev ladet op til selve gysets indsigt. De var anelsens gysermestre – læste man dem ikke, arbejdede ens fantasi så meget desto værre og panisk, læste man dem døde man af skræk! Jeg sukker, erkender at jeg er reaktionær og romantiker, ikke halvtreds, men 150!
    Jeg tænder for tv og ser, at Danmark er ved at tabe til Kroatien. 3-0. Min tier er tabt, heldigvis spiller jeg kun for sjov. Danmark er ude af EM. Hvis fodbold er kunst, er kunsten så sandelig kort! Jeg fisker Stevenson, originalen, ud af reolen og læser fra den omhyggelige beskrivelse af sagføreren Mr. Utterson: ”Han var en nøjsom natur, drak gin når han var alene for ikke at give efter for en forkærlighed for gode årgange, og skønt han elskede teateret, havde han ikke sat sine ben i et de sidste tyve år. Men overfor andre var han overbærende og kunne undertiden næsten med misundelse undres over den forfærdelige kraft, der rummedes i deres misgerninger – og når det kom så vidt, var han den mand, der hellere gav en håndsrækning end en bebrejdelse. ’Jeg føler med Cain og hans kætteri,’ sagde han på sin sære facon: ’jeg lader min broder gå ad helvede til på sin egen maner’ – ”
    Længere når jeg ikke. Jeg må op at vandre, jeg vandrer en lang tur, for ordentlig at give plads til blodtrykkets stigen.   Heldigvis er himmelen høj over Vendsyssel, her er rum til ordenes højtryk. Og gode ord vinder hver gang. Gode ord taber aldrig. Spil på Gode Ord-Oddset, der er gevinst hver gang, og odds er svimlende!

Trykt i "Pennen og leen", forlaget Alfa 2007.
Oprindelig trykt i bogbladet Griflen nr. 25/96 under titlen "Den store Bogstávian".

Herman Melbolle, Mobbe Dick og andre nyskabninger




Der har været skrevet en del om politisk korrekt litteratur, forkortet til PC. Der findes som bekendt en anden slags pc, tekstbehandlingsanlægget eller computeren – og også den kan have en korreksende funktion. Jeg tænker på den stavekontrol, der ofte er indbygget programmerne.
     Det er ganske praktisk at have en sådan kontrol koblet til teksten. Ikke mindst fordi den fanger småfejl i de almindelige ord, som man normalt ikke kontrollerer. Til et hurtigt staveeftersyn kan den således både være nyttig og dygtig.             Men for nylig erfarede jeg, at stavekontrollen kan meget mere end sit stavekorrekte fadervor – jeg opdagede, at kontrollen kan digte!
     Jeg troede det ikke muligt. Ganske vist har jeg hørt om computerprogrammer, der kunne skrive bøger efter modeller fra alverdens litteratur; men resultatet skulle vist også blive derefter, nemlig skabelonlitteratur kemisk renset for personlighed og kunstnertemperament.
     Min erfaring med stavekontrollen har imidlertid gjort, at jeg er parat til at revidere denne negative vurdering af computerprogrammernes evne til nyskabelse. Under et arbejde med forfatternavne og bogtitler meldte der sig de mest forbløffende forslag til rettelser. Litteraturhistorien er ikke mere den samme, efter at være kørt igennem den stavekontrollerende instans.
     Forfatteren til de kendte Robin Hood-bøger hedder normalt – som vi bogfolk ved – Howard Pyle. Men ikke længere; for ved mødet med min pc´ers stavekontrol er hans gode navn rettet tilo Howard Pylr! Og han har i øvrigt slet ikke skrevet Robin Hood, som vi troede, men derimod Robin 
Hook! – altså ifølge stavekontrollen.

     
Tilsyneladende har computeren tænkt en selvstændig tanke og og foretaget en litterær gensplejsning. Helt af sig selv har den blandet to børnebogsklassikere og gjort dem til én; for Hook – Kaptajn Klo på dansk – er jo en af hovedpersonerne i ”Peter Pan”. Som for resten slet ikke hedder Peter Pan i mit staveprogram, men Peter Pæn. Hvilket for så vidt er godt og originalt set af stavekontrollen, da Peter – i hvert fald i Disneys tegnefilmversion – er mere pæn end Pan.
     


I det hele taget forekommer det mig, at der er en nisse eller drilleånd på spil i pc´erens stavekontrol. Jeg har oplevet det før med skakcomputere.
    Dengang var jeg sikker på, at der sad et skakfantom, en ånd-der-gik-igen i skakprogrammet, sandsynligvis var der tale om en for længst afdød skakmester, der ikke kunne finde hvile, men gik igen som spøgelse og havde taget bo i en skakmaskine.
    I tilfældet med den computerstyrede stavekontrol forestiller jeg mig, at noget lignende er sket: at der måske er en afdød dansklærer på spil, frustreret over sit frugtesløse virke blandt illitterære og dumrianer – måske en djævel af en degn, der har taget skikkelse af af pc-poltergeist. Det var i hvert fald som om kontrollen ofte kommenterede ironisk, satirisk eller måske ligefrem sarkastisk ondskabsfuldt.
     Sir Walther Scott, forfatteren til så noble bøger som ”Ivanhoe” og ”Talismanen”, kaldte pc´eren konsekvent for      Sir Walter Snot – og vi taler om en adlet mand! Selv var jeg – i god overensstemmelse med tidens politiske korrekthed – først overordentlig forarget over denne respektløshed, men gøede så af fryd og overgav mig til gadedrengen. Og der kom mere kød til den køter.
    En anden adelig i litteraturen, Sir Arthur Conan Doyle, fik dog knap så fræk en behandling af den egensindige stavekorrekser. Sir Arthur Kanon Doble blev han til, hvilket gav mig Wimbledon-associationer. Alternativt foreslog maskinen Sir Arthur Conga Doble. Det var lidt mere Monty Pythonsk i sit (van)vid, men såre britisk og som sådan i orden.
    Stavekontrollens forslag til korrekt stavning af Gustave Flaubert var derimod mere litterært bevidst og gennemtænkt: Gustav Flabet, kom han til at hedde, forfatteren til en af verdenslitteraturens skandalesucceser, ”Madame Bovary”. Godt set, pc!
    Jeg burde være advaret, da Stevensons klassiske gyser om Dr. Jekyll og Mr. Hyde fik navneforandring til Dr. Rekyl og Mr. Yde, samtidig med at den skotske forfatter blev gjort dansk og omdøbt til Steffensen. Men det ramte mig alligevel hårdt og gjorde mig personlig ondt, må jeg indrømme, da en af mine husguder, Edgar Poe, fik navneforandring til Edvard Pog. Pog! En betegnelse for de yngste spejdere i FDF – en spejderdreng – en grønskolling! Og dette foreslået som en passende navneforandring til den narkotiserede gysermester, der havde farven sort som en signet i sit sind.
Her gik stavekontrollen sandelig ud over sit kompetenceområde og blev politisk korrekt i et forsøg på at hvidtvætte og opdrage en outsider-poet, hvor den blot skulle være stavekorrigerende. Jeg appellerede til pc´eren, talte indtrængende til dens værre jeg, betonede at grænsen var nået for min medvirken, hvis dette missionerende korstog skulle fortsætte.

     
Med bæven aflæste jeg så dens forslag til en af Poes mestergysere, ”Den sorte kat”. Jeg frygtede stavekontrollen ville fortsætte ydmygelsen, måske foreslå noget povlkjøllersk som ”Min søde missekat”. Min frygt viste sig at være ubegrundet. ”Den sorte kat” gik glat igennem. Hvilket ikke var tilfældet med en anden af Poes mesternoveller, ”Huset Usher”. Det blev til ”Huset Pusher”; men det fandt jeg var rimeligt kongenialt tænkt af maskinen.
     Det gav et blasfemisk gib i mig, da Herman Melville blev døbt Herman Melbolle; men jeg må da indrømme, at den gamle fanden i mig gnæggede en kende. Og denne hr. Melbolles berømte hvide hval hed nu ikke længere Moby Dick, men Mobbe Dick; det er der en vis mening i, for med nutidens udtryk kan man da vist godt sige, at Moby mobbede og selv blev mobbet.
     I det hele taget var det, som om pc-stavekorrektøren havde en vis sans for moderniseringer af ord og begreber, hvilket jeg fik bekræftet, da Voltaires ”Candide” blev omdøbt til ”Caddie”. Først var jeg ét stort spørgsmålstegn, men fattede efterhånden pointen. Det måtte være en brod mod den ny, omsiggribende kult af golfdyrkere, der bedyrer at golfbanen er den bedste af alle verdener. Det er sikkert det, Computer-Voltaires ny-Candide skulle handle om, hvis pc´eren blev sat til at skrive den; det ville givetvis blive en moderne satire over golf-idiotien.
     Og filosoffen Leibniz, der var det satiriske mål for Voltaire i den gamle ”Candide”, får også latterens bid at mærke af den moderne pc´er; for de monader, som ifølge Leibniz var små atomare kraftenheder, som det guddommeligt gode univers var opbygget af, er til spot og spe hos min stavekontrol – den kalder monaderne for mænader, dvs. vilde og løsslupne fruentimmere!
     Måske det dæmoniske dyr i maskinen har en anima-side, tænkte jeg – et andet jeg, et andet køn som den lader komme frem i sig. Måske er den alligevel ikke – som før foreslået – en mandlig danskdegn, der afreagerer sin dannelse med en parodisk, Bakhtin´sk karnevals-latter fra det hinsides, men derimod en drillepind af en kvinde.
     Noget kunne tyde på det, da den stakkels Carit Etlar, forfatter til mande- og røverhistorien ”Gøngehøvdingen”, af maskinen blev udsat for voldtægt og dertil den regulær kønsskifteoperation. Skal man tro kontrollens staveoperatør, findes der nemlig slet ikke nogen Carit Etlar – eller måske har han blot været ghostwriter for den rigtige forfatter til ”Gøngehøvdingen”; det rette navn angives i hvert fald som Karin Ettaler! Værsgo! Her faldt vist mandens sidste bastion.
     Det kan være, at jeg giver maskinen for lidt kredit, når jeg siger den er up-to-date, jævnfør golfmotivet, samt kvindernes overtagelse af forfatterrollen. Den peger faktisk videre, fremad, ind i fremtiden, forsøger i det mindste på det ved at være direkte sprogligt nyskabende, som vist i det følgende eksempel – samtidig med at den kommenterer en aktuel problemstilling omkring indvandrere; men den grænser nok – i dette tilfælde – til det racistiske. I Poul Martin Møllers digt ”Glæde over Danmark” findes som bekendt linjen ”Klærken raaber i Manillas Rønner”. Pc´eren foreslår ”raaber” erstattet med ”araber” og har dermed skabt et nyt dansk verbum, at arabe. Man forestiller sig vel en lidt, om jeg så må sige, varmblodet gestikuleren og tilsvarende livlig tale, måske lidt i retning af at skabe sig; men jeg tvivler på, at verbet – skønt det er farverigt og som sådan kunne bidrage til det danske sprogs udvikling i retning af det mere eksotiske – vil vinde indpas i det danske sprog. Her vil tidens PC-politisk korrekte indstilling sandsynligvis vinde over en pc-stavekorrigering. Kunne man f.eks. forestille sig en lærer skælde en hyperaktiv knægt ud med ordene: ”Hvis du araber dig mere, så er det ud!”
     Men min beundring for maskinens evne til på forskellig vis at kommentere navne og titler, samt modernisering og opdatering, steg, da operatøren gik i gang med et staveeftersyn af første vers af ovennævnte digt af Poul Martin Møller; det blev skrevet under hans berømte Kina-rejse og trykt i 1823.
     ”Rosen blusser alt i Danas Have, Lifligt fløiter vist den sorte Stær, Bier deres brune Nectar lave, Hingsten græsser stolt på Fædres Grave, Drengen plukker af de røde Bær”.
Det var naturligvis barnemad for pc´eren at ændre de gamle stavemåder ”fløiter” og ”Nectar” til ”fløjter” og ”Nektar”; men så kom det totalt overrumplende – Pc´eren rummede også litterær indsigt i nutiden, i vore dages digtning. For hvad skete der med allerførste linje, den med Danas Have?
Denne linje ændrede maskinens stavekontrol til … Dannys Have. Den kendte sgu Onkel Danny! Den vidste, hvad han har betydet for dansk digtning og for det danske folk. Og samtidig med at den smukt opdaterede Poul Møllers gamle glædesdigt, gav den Onkel Danny et smukt, smukt eftermæle: Rosen blusser alt i Dannys Have.
     
Dan Turélls grav


Jeg har – som det måske forstås af ovenstående eksempler – omdøbt min computers stavekontrol til ”Stavetrold”. Ingen skal herefter komme og fortælle mig, at en computer ikke ejer skabende evner. Samtidig ejer den en kreativ fantasi, den kan frembringe nye forfattere, den kan digte nye historier for gamle og lave gamle, velkendte skikkelser om til interessante nyskabninger.
     Det forholder sig faktisk modsat med hensyn til hvad man almindeligvis påstår om computere, at de er gode til det faktuelle, men mangler fantasi; for når min pc´er skriver ”Stavekontrollen er færdig”, så skal jeg først til at menneskekontrollere dens resultater. Den har sine mangler ved korrekte navne og titler, mildest talt. Som stavekontrol er den kun betinget pålidelig. Men som trold er den helt suveræn.

(Trykt i Weekendavisen 9.8. 1996, genoptrykt i essaysamlingen "Pennen og leen",  forlaget Alfa 2007)

Chok-biografen eller Kunsten at flyve - (1984)





Det var billedet "Biografen" fra 1975, der første gang fik mig til at standse op ved navnet Poul Anker Bech.
      Ved første, flygtige øjekast en lille, uanselig provinsbiograf - en hvid mur, med et udhængsskab med billeder fra filmen.
      Men hvad var det mon for en film? Selv med mine øjne knebet sammen var det ikke til at se. Senere har jeg drømt den - filmen. Det var en meget ubehagelig film, et mareridt af de værste. Men jeg er stadig ikke i stand til at gengive den, drømmen, filmen, med ord. Det eneste jeg er sikker på, at det var den film Poul Anker Bechs biograf spillede.
      Hans lille provinsbiograf er naturligvis - ganske banalt - min underbevidsthed, mit sinds provins. I min barndom boede jeg i en ejendom, i hvilken en biograf havde til huse. Alle de film jeg så ( og det var mange!), drømmer jeg aldrig om. Men ikke så snart har jeg stiftet bekendtskab med Bechs billede, før jeg drømmer om en film, jeg aldrig har set.
      Og det er vel netop pointen: Billedet i "Biografen" viser den film, jeg aldrig fik set. Og et skridt videre: Kunsten er at vise os de billeder, som vi ellers aldrig får at se.
      Kan det siges så enkelt?
      I hvert fald - forekommer det mig - er det, hvad Poul Anker Bech altid gør. Viset os billeder, vi ellers ikke ser. Ofte kan de virke ubehagelige, måske ligefrem skrækindjagende, som i mit tilfælde med "Biografen", der viste sig at føre ind til et rent torturkammer, en slagtehal - det er det nærmeste, jeg kan komme drømmen med ord.
      Jeg har ikke noget ønske om reprise!
      Men måske er det en fejl? Da en meget menneskelig fejl, denne fejhed, så sandt som vi alle - eller i hvert fald de fleste af os - er kujoner for Herren, når det værste står for døren.  Men måske burde vi træne vores mod? - for jeg er slet ikke utilbøjelig til at tro, at vi med tilstrækkelig opbydelse af mod - med forbillede i eventyret om drengen, der drog ud for at lære angsten at kende - kunne lykkes os at afsløre, dvs. demaskere underbevidsthedens gru, angstens mange monstre, ondskabens sump med alle dens skrækkelige og mærkelige væsener, som teatertorden, vaklende kulisser, hul latter, i bund og grund latterlige pap-rekvisitter etc. - altsammen noget indbildt, noget der er for let påført af os selv eller andre, men som med tilstrækkelig indsigt, vilje og mod kan krænges af og smides væk som et gammelt pjaltet kostume.
     Men mod kræves der, selvfølgelig. Bl.a.
     Man kan træne sig ved hjælp af kunsten. Kunsten hjælper jo menneskene ved f.eks. at give skikkelse til det, der ellers ikke har nogen form - det uhyrlige, navnløse, det som vi ikke kan se og derfor er det værste af alt. Ligesom de utydelige billeder i udhængsskabet på Bechs "Biografen".
     I første omgang var det som sagt disse billeder, der tiltrak mig. Fordi det sorte, tågede, ubevidste i mig var den stærkeste kraft. Derfor havde jeg i første omgang slet ikke øje for, at der bag biografen var en himmel med et landskab af hvide skyer, kun adskilt fra biografen af en lav mur.
     Lige på den anden side af mit mareridts klaustrofobiske rum var altså himmelen!
     Det er næppe tilfældigt, at Poul Anker Bech er pilot. Og at han også har malet en del "himmel-billeder", flyvebilleder. Hans billeder forekommer mig egentlig alle at være hængt op i et spænd imellem himmel og helvede.
     Nu, ved nærmere eftertanke.
     Jeg tror minsandten, han træner mig til at flyve!


(Oprindelig skrevet som en katalogtekst til en Poul Anker Bech-udstilling i Rennes og Paris, 1984, oversat til fransk med titlen "L´art de voler" - genoptrykt i min essaysamling "Uskyldens øjne", Apostrof 1992.)

Skattene ligger ikke på Main Street - Skæv tale til skolebibliotekarernes pris - (2007)


Da formand Odgaard, også kaldet Karen, ringede i maj og meddelte mig prisen, affødte det 3 sindsstemninger hos mig.
     Første stemning var en middelsvær depression. Det er nok fordi man tror jeg snart skal herfra, var min umiddelbare tanke. Og jeg er for resten også for gammel til at nyde den ære, det er for sent, tænkte jeg, for sent, som Stig Lommer i sin tid sang.
     Men - min her til festen medbragte private skolebibliotekar, det er min kone, og min sygeplejerske og psykolog - det er også min kone - har dog lært mig at vende depressionen 180 grader. Nu kan jeg sige: Bedre sent end aldrig. Og tak for det.
     Den anden reaktion var – at det er næsten for meget: Jeg syntes ved nærmere eftertanke, at jeg i skolebibliotekssammenhæng var blevet prist flere hundrede gange før, nemlig af de skolebibliotekarer der i de sidste 25 år har hyret mig som gæsteforfatter til deres skoler, til veltilrettelagte, gæstfri arrangementer; ude i det praktiske skoleliv har man mange gange sat pris på mig. Det har været gode dage i klasserne. Det vil jeg gerne også takke de mange skoler og de mange tusinde skolebørn for.
     Den tredje reaktion var – glæde. Glæde, fordi det er en god, gammeldags, klassisk pris jeg får her i aften. Ikke en larmende, spektakulær vox populi-pris - men en stille hæder givet af fornuftsvæsener, tildelt ex catedra som det sømmer sig for dannelse.
     For jeg tilhører jo en anden tid og er for gammel til at lege stjerne for en aften og deltage i populistiske afstemninger, som det er blevet så moderne også i den litterære verden. Også forfattere skal nu til Oscar & Orla-fest eller BG-Banko – events som sagtens kan have deres berettigelse, ikke mindst som underholdning.
     For pludselig er kunsten blevet til Gladiatorkamp, og hvis man vil være overleve som forfatter skal man lefle for Kejser Populus og underkaste sig; man skal råbe Morituri te salutant, de-der-skal-dø-hilser-dig, og med hånden på hjertet bedyre, at det kun er tommelfingre op eller ned der skal stemme og bestemme, om en bog skal leve eller ej; det er blevet et bogmarked med arena-mentalitet og blod i savsmuldet – og børnene, de små pus, skal sandelig have hvad de kan lide, og ingen synes at stille det nærliggende spørgsmål, hvad der ville ske, hvis man afgjorde deres ernæring og spisevaner på samme måde.
     Vi har faktisk som voksne et ansvar for den åndelige føde også, og litteraturpædagogik kan være en lang og sej vej. Som jeg har sagt ved tidligere lejligheder, ligger skattene ikke på Main Street eller motorvejen, ikke engang på den brede vej til Forum, nej, skattene er skjult på Treasure Island og kun den kyndige skolebibliotekar har kortet over den ø.
     Det er kommet i miskredit, at litteratur skal formidles. Også bøgerne skal i dag tjene hurtige og lette penge, der er gået Gold Rush i alt, også i åndslivet. Er man ikke toppen af poppen, er man ude i kulden.
     Men det kan lønne sig oliere nøglehullet og holde det rustfrit. Jeg øjner endnu en lille dør, sagde Bertolt Brecht i sit eksil, hans studerede et landkort og så en åbning i Det Nordlige Ishav. Det kalder jeg en digter med is i maven.
     Og mens vi venter på et sindelagsskift hen imod det mere begavede, kan man måske sende en venlig tanke tilbage til skolens kulturliv og de lærere, der gav deres elever en nøgle til nysyn. Som det skete for mig, da jeg i 2.g fik en rolle i En sælgers død og lærte, at det dummeste i livet var at tro på en vinder-ideologi. Gjorde man det, ville man ende som en taber. Eller da vi blev sendt i Aalborg Teater, hvor spændende, nye perspektiver udfoldede sig i 60erne med absurdismens fremkomst - eller da min lærer i latin og oldævl opfordrede os unge til at købe en bifbillet til Astoria Bio, der spillede tragedien Elektra; billetten kostede jo mindre en ti styks cigaretter, var lærerens argument. Og vi fem drenge i nysproglig gik i biffen og så – bagefter gik vi på Duus og drak øl og røg en tyve styks og talte henrevet om den græske skuespillerinde Irene Papas. Og vi lærte, at kvinder også kunne have et Ødipus-kompleks, det hed bare Elektra-kompleks; det var i sandhed en elektrisk aften!
     We called him the Tortoise because he taught us, sagde vi om en anden af vore lærere – med et citat fra Alice in Wonderland. Han var elskværdig, derfor elskede vi ham. Han havde humor, derfor lo vi med ham. Han lærte os Skildpaddens sprog. Det er det langsomste sprog i verden. Men også det klogeste. Det har skjold mod livets lunefulde omskifteligheder, valgflæsk og vås. Det er nonsense, poesi i sig selv.
     Selv havde jeg en sjov oplevelse for nogle år siden, da min folkeskoleklasse havde 25 års jubilæum. En gammel elev sagde: Lærer Mouritzen, jeg forstod ikke en skid af det stykke du tvang os til at spille – (det var Henning Nielsens Vejrmøllerne!) – om paraplyer, ikke før mange år efter, da forstod jeg at det handlede om magt og magtmisbrug. Hvad skete der da? spurgte jeg interesseret. Jeg gik ind i politik, svarede eleven.
     Jeg var stolt af mit arbejde som opdrager. Indtil min elev afslørede, hvad det var for et parti han tilhørte. Det parti var ikke lige min kop te! Men – som lærer skal jeg jo ikke bestemme, hvordan børnenes liv skal forme sig, og hvad de skal tro på. At formidle litteratur i skolen kræver sin mester: I skolen er man som lærer den herre - der siden i livet viser sig blot at have været en tjener i lang og tro tjeneste.
     I har givet prisen i dag til en sær fanden, som har kætterske tanker og som skriver skæve bøger. Jeg takker jer for jeres rummelighed og generøse gestus: At I har plads i skolebiblioteket og storsind til at prise sådan en skævert som mig. Jeg skal gøre mit bedste for at leve op til mit værste.   Tak!


(Tale holdt i anledning af Skolebibliotekarernes Børnebogspris, Gl. Avernæs, ultimo oktober 2007)