House of Essays

House of Essays
www.petermouritzen.dk/

De nødvendige rødder - om Kunta Kinte, kong Minos og kineserdrengen Hans - (1978)



Slægten har altid været et yndet motiv i litteraturen, og det nyeste skud på stammen er den sorte amerikaner Alex Haley´s roman "Rødder", som jeg netop har lagt fra mig efter cirka 700 siders øjenkontakt. Romanen er som bekendt forfatterens egen lange slægtshistorie, strækkende sig over et par hundrede år, lige fra stamfaderen Kunta Kintes fødsel, opvækst og tilfangetagelse som ung mand. Hvide slavejægere førte ham fra Gambia over "det store vand" til det nye land. Slægtens videre udviklingshistorie blev mundtligt repeteret for hver ny generation, der voksede op, indtil Alex Haley af journalistisk nyfigenhed gav sig til at forske i den. Den førte ham bl.a. til en landsby i Gambia, tilbage til en af stammerne, hvor en ældre griot, d.v.s. en indfødt historiefortæller, der kan fortælle stammehistorier flere hundrede år tilbage og tale tre dage i træk uden at gentage sig selv, endelig bekræftede Haley i den mundtlige overleverings sanddruhed. Og Haley, der følte sig "uren", fordi han var brun i løden blandt de kulsorte indfødte, kunne så via tolk fortælle den lyttende stamme, hvordan det var gået Kunta Kinte og hans efterkommere. Cirkelen er sluttet, og det er et bevægende højdepunkt i bogen. For et menneske er det vigtigt at vide noget om sine rødder.
     Hvorfor? Ja, måske simpelt hen fordi det modsatte er rodløshed. Uden at kende sine aner har man ikke kendskab til sin kulturbaggrund, ved ikke i videste betydning hvem man er, kunne for den sags skyld lige så godt være kommet her til jorden som blind passager med et rumskib.
     Selv er jeg, ligesom Alex Haley og andre, en af de heldige, der har en "stamtavle". Ikke sådan at forstå at jeg føler mig raceren af den grund - der er vist både slyngler og hædersmænd iblandt - men det er på en måde et plaster på såret, når man tænker på de kinesiske vidomsord, der siger, at hvis du vil måle betydningen af din eksistens på jorden, skal du blot stikke en finger ned i vand og trække den op igen. Og så studere hullet! Der fik man den at tygge på: Jeg selv er intet. Men ifølge mit stamtræ må jeg alligevel være en del af noget, og for resten har jeg et håndgribeligt bevis på, at jeg står på rod.
     Det er et stort glas af krystal, der har tilhørt min oldefar, endda er det lavet specielt til hans 50 års fødselsdag i 1920.
Hans initialer A.M. og dagen 15.1.1920 står fint ciseleret på glasset, der ellers er yderst maskulint i sin udformning, nærmest lidt klodset at håndtere, men når man med en fingerspids forsigtigt knipser på det, afgiver det en rørende, ren tone, der ekkoer ud over tid og rum, synes jeg. Og således forestiller jeg mig, at jeg signalerer til ham, hvor han end måtte befinde sig, et lidt fortroligt blink med øjet, før jeg langsomt hælder øllet op. Jeg har aldrig kendt ham, han døde i 1941, fem år før jeg blev født, men han var blandt meget andet bagermester på ØK-bådene, sejlede ofte med det kendte skib "Fiona" på Østen, og min far har fortalt, at han engang kom hjem til Aalborg som den store "opdagelsesrejsende", medbringende en sølvurkæde med tre indiske elefanter og en boy, en 10-11 gammel kineserdreng med hårpisk! Min oldefar kaldte ham Hans, og Hans promenerede i Aalborgs gader, trillende min faster i barnevogn, det turde have været et usædvanligt syn. Sandelig, jeg har imperialistiske aner! Men det var glasset jeg kom fra. Det har den imponerende egenskab, at det kan rumme en hel flaske øl, hvilket jeg gerne demonstrerer for undrende gæster. Og ved en særlig anledning for nylig fik jeg det overrakt af min far, der i sin tid fik det af sin far, så traditionen må være, at jeg også en skal give det fra mig en skønne dag. Til min søn, velsagtens, hvis ikke opbruddet i kønsrollemønsteret får kuldkastet alle mandschauvinistiske traditioner. Men under alle omstændigheder har jeg kun denne "rod" til låns.
Frank Jæger fortæller i øvrigt i sin essaysamling "Alvilda" om en bog, der på lignende måde er en vandrepokal. I essayet "En Hundredårsdag" beretter Jæge rom skæbnens krydsspor og åndsslægtsskaber imellem forfatterne Sophus Claussen, Tom Kristensen og Frank Jæger, der skriver: "Nu boer jeg i et Hus, som ligger kun faa Kilometer fra Claussens Fødehjem. Det, der dengang var Stuehus, er nu degraderet til Svinestald, men Murene staar altsaa endnu. Han levede kun sine første fem Aar i Landsbyen Helletofte her paa Langeland, men at han ikke har glemt det Sted han kommer fra, kan man læse i det smukke Essay, "Fabius´ Stamtavle": Jeg er født på en Ø, og der er min Fars og Mors Forfædre utvivlsomt ældre end Runestenene." 
     Det omtalte essay står i Sophus Claussens "Foraarstaler", og netop denne essaysamling var i Frank Jægers besiddelse. Han fik den foræret af Tom Kristensen, der i sin tid fik den af Sophus Claussen selv. Og bogens dedikationer en speciel lille historie om rødder, Frank Jæger fortæller videre: "Paa forreste Titelblad staar med rund, lidt gammelagtig Skrift : Til Tom Kristensen, med venlig Tilknytning fra et ældre Foraar, af Sophus Claussen. Og nedenunder er tilføjet, med den karakteristiske, pertentlige Myggebensskrift, den som Typografer ikke først forlangte omsat via Skrivemaskinens Taster, i endnu ikke falmet Blaat: Til Frank Jæger, med venlig Tilknytning til et ældre Foraar, Tom Kristensen. Men det er jo ikke sådan en Bog man ejer, det er en Bog man har faaet til Laans, en man skal give videre engang."
I øvrigt var Frank Jæger en stor jazzfan, som læsere af hans essays vil vide, for slet ikke at tale om novellen "Djævelens Instrument", hvor fortælleren er en af de bedste jazzbassister i Nordeuropa og afslører et imponerende greb om instrumentet, der imidlertid er ligeså forhekset som den berømte Pagaginis violin, hvilket afsløres, da fortælleren tager pigen Sille med hjem efter at have fortøjet sin uhandy gulvviolin med et frakkebælte i Silles trappeomgang. Det udvikler sig til en amourøs nat på fortællerens værelse, men da morgenen kommer, og han følger Sille hjem, er det pigen, der står bastet og bundet i trappeopgangen, og gulvviolinen han kærligt har omfavnet på vejen. Men det er lidt af et sidespring i denne sammenhæng om rødder, og dog, for indledningsvis i novellen har Jæger talt om tingenes tyranni og citeret den kinesiske nomade Po Chü-i for opskriften på, hvordan man som menneske undgår dette, nemlig ved aldrig at slå sine teltpæle så fast i steppens overflade, at de ikke allerede ved første daggry lader sig rykke op. Thi det bofaste menneske samler på ting! Og Frank Jæger samlede sig bl.a. en skat af jazzplader. I førnævnte "Alvilda" har han nogle betragtninger over jazzmusikkens rødder: "En geografisk Fornemmelse: Trækket er gaaet fra Nordamerika imod Nordøst: England, Nordfrankrig, Nordtyskland, Polen, Skandinavien. Den, som har hørt Middelhavsjazz, ved, hvad jeg mener. Den har Tilknytning til Cirkus ... Selvfølgelig spiller danske Jazzmusikere (som har Carl Nielsen og Højt fra Træets" hængende i Ørerne) anderledes end amerikanske og svenske (som ikke har det)."
     Det kan der nok ikke være to meninger om, det har nemlig også noget at gøre med de forskellige landes sproglige klangbunde. Jeg er ikke selv en rutineret udlandsrejsende, faktisk har jeg kun været i "let genkendelige sprogområder" såsom Paris og London indtil jeg for ganske nylig med familien tog på en tur til Kreta. Kreta er ikke voldsomt oversvømmet af turister, i hvert fald ikke i sammenligning med de populære feriesteder som f.eks. den anden græske ø, Rhodos, og faktisk var der mange steder i "hovedstaden" Heraklion, men især i en mindre provinsby som Rethymnon, hvor man godt kunne føle sig noget ene og forladt. I Rethymnon kunne man for resten tydeligt se "rødder" fra øens italienske og tyrkiske dominanser, en venetiansk loge og minareter. Og når man så på gadeskiltene og butiksskiltene med deres for nordeuropæere uforståelige "hieroglyffer", blev fremmedfølelsen yderligere forstærket. det blev for mig således ganske klart demonstreret - som også de "skriftkloge" inden for moderne digtning har påpeget - at det at bo og have rod i et land i høj grad er ensbetydende med at bo og have rod i et sprog, sådan som sproget på alle måder betinger og er betinget af vor tankevirksomhed, vor abstraktionsevne, vores gøremål og laden, skikke og kulturelle habitus. Jeg kom til at tænke på to danske forfattere i den forbindelse, prosaisten Svend Åge Madsen og lyrikeren Henrik Nordbrandt, der i øvrigt er velbevandret i det græske. Nordbrandt henter mange af sine indfald fra Det Græske Øhav og Grækenland i det hele taget, og i digtet "Baklava" fra samlingen "Opbrud og ankomster" kommer der som output en fremmedgjort stemning:
Jeg føler mig utilpas i Athen,
Istanbul,
såvel som i Beirut. Folk der
synes at vide et eller andet
om mig
som jeg aldrig selv forstod,
noget tillokkende og dødsens
farligt ...
Men i et andet digt, "Fædrelandssange", fra samme bog forbander han på det nærmeste sin danske herkomst og sammenligner Danmark med et skelet, om hvilket han hævder: "Afrikas floder kan ikke drukne det, og Asiens bjærgtinder ikke løfte det/og selv ikke Ægæerhavets solopgange er stærke nok/til at få det til at lyse, for det er skabt af mudder, skabt af tusmørke/af sleske kristne, af slimede grundtvigianerhænder/der aldrig har kendt behaget ved at strejfe et undersøisk marmoransigt/eller fulgt rytmen i en slynget arabisk håndskrift ... Og Norbrandt konkluderer: "Danmark, hvor dine knogler er tunge ... Av, han er ikke til sinds at visne på sin højskoledanske rod!
     Den sproglige følelse af fremmedhed har Svend Åge Madsen givet udtryk for i romanen "Tredje gange så ta´r vi ham ..."hvor hovedpersonen netop er en udlandsrejsende, der langsomt bliver truet af en identitetsmæssig udviskning, her begyndende med navneproblemer i paskontrollen: "Manden i tolden sad længe og prøvede at sige mit navn. Til sidst rystede han på hovedet og sagde: Det kan jeg ikke udtale. Så det er der ikke nogen der kan her. Intet navn og intet sted at bo, det dur ikke! Så skrev han mine forbogstaver et par gange og føjede et par nuller ind: De kan kalde Dem det dér, mens De opholder Dem her! Der stod Brobro, så vidt jeg kan læse deres bogstaver. Så det hedder jeg altså for øjeblikket. Jeg ved ikke hvordan det kan være bedre end mit oprindelige navn."
     Så galt går det næppe, når man på alverdens rejsedestinationer er omgivet af Tjæreborg-guider med deres forbrugervenlige interskandinaviske sprog. Men apropos turen til Kreta, så var det - på trods af glimtvis fremmedfølelse og rådvildhed - en smuk og næsten sakral fornemmelse endelig at nå frem til kongepaladset i Knossos, den minoiske kulturs perle, der så sent som omkring år 1900 blev udgravet og restaureret af englænderen Sir Arthur Evans. 
    Paladsområdet viste sig at være af imponerende dimensioner, og selv om det kunne være svært at orientere sig i ruinerne, fik man indtryk af virkelig storhed, "just great", som en "nybygger" af en amerikanske turist udtrykte det. Men det var faktisk på det lille, hyggelige arkæologiske museum inde i Heraklion, vi for alvor fik dannet os et billede af paladset som bygningsværk, her står det nemlig opført som en model i træ.

     
På museet fandt vi i øvrigt mange vidnesbyrd om, at den minoiske kultur i høj grad kan betragtes som en europæiske kulturs vugge. Der var jo næbkanden med de svajende siv, slangegudinderne af fajance, Tyrespringeren af elfenben og Toreadorfresken, altsammen udført med den plasticitet og poetiske bevægelighed, der - ligesom de springende delfiner i dronningens megaron ude i paladset - er ret enesteående i ynde og på afgørende vis distancerer sig fra den mere stive egyptiske kunst. Og det var også her, vi så de små lertavler med linear A og B-skriften, der for resten spiller en stor rolle i Jens Smærup Sørensens sprogeksistentielle roman "At ende som eneboer" - der foregår dels i Danmark i nutiden, dels på Kreta i oldtiden, men hele tiden i hovedet på hovedpersonen. Den tidlige skrift, linear A, er ikke tydet, mens den senere, linear B, er tydet som værende paladsets inventarlister, hvilket er et tegn på, at kongepaladset har været en centrum for handel og kongen således overhovedet for et købmandsdynasti.

Før vi tog ud til paladset i Knossos, ville jeg på hotellet - som den rigtige pædagog - motivere min 10-årige datter for turen ved at fortælle hendes sagnet om kong Minos, men jeg var ikke kommet meget længere end til at nævne kong Minos´ navn, da min datter afbrød mig og fortalte hele historien fra A til Z, gik endda ud i detaljer, som jeg havde glemt. De havde fået hele myten gennemgået i 3. klasse!
     Så når man betænker faget histories urimelige udlugning i den nuværende skolelov, kunne jeg ikke lade være med at fryde mig over trenigheden dér på Kreta i sommeren 1978: Mig, min datter og den minoiske kultur. Vi er ikke sådan at rykke op med rod!

(Oprindelig trykt i Aalborg Stiftstidende, 28.8.1978)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar