House of Essays

House of Essays
www.petermouritzen.dk/

De forkerte rundkørsler - mindeord til maleren Poul Anker Bech - (2009)



Vi kender alle Poul Ankers mærkelige billeder; men det mest mærkelige er, at vi også kender de billeder han aldrig har malet.
   Når Birgit og jeg kører fra Vrå til Blokhus, kommer vi til rundkørselen før Fårup Sommerland. – Den har Poul Anker malet, siger vi. Hver gang. Det har han ikke. Men hans måde at se på gør, at vi andre maler med.
   Rundkørsler kræver mindst fire ”fingre” for at give mening. Fårups har kun tre. Sandsynligvis er der en fornuft bag anlæggelsen af rundkørslen, men den forekommer absurd. Sådan er det også med Poul Ankers billeder, de er rundkørsler der egentlig ikke burde være der. Men uden dem ville livet være lineært, forudsigeligt, kedeligt. Og kedeligt har det aldrig været i Poul Ankers verden, hverken den i hans billeder eller i det venskabelige og sociale samvær gennem 30 år.
   Det er ikke bare det, at han kunne male. Som forfatter kunne man også godt misunde ham hans evne som fortæller. Ikke blot var han god til at fortælle en historie, men han evnede også at arrangere historier. Selskabeligheden hos Lisbeth og Poul Anker på Bastholm Møllevej var også en selskabsleg af sjove påfund og skøre ideer, man blev godt beværtet og gevaldig fornøjet. Og selv om der kunne være en vis drilagtighed i iscenesættelsen af løjerne, boede der inde i Poul Anker et fintfølende menneske med en gentlemans sans for situationen. Han var en god vært. Man tabte ikke ansigt i hans selskab og venskab.
   Et eksempel: Poul Anker havde i 2001 lavet omslag til min roman ”Den tavse bas”. Han malede jo bogomslag som rigtige malerier på lærred, og han ville, at jeg skulle have maleriet. Men for ikke at gøre mig forlegen og sætte mig i en taknemmelighedsgæld, bad han mig gøre ham en gentjeneste. Poul Anker havde på det tidspunkt som opgave at male et ministerportræt af Niels Helveg til ophængning på Christiansborg. I maleriet skulle der indgå et skakmotiv, da Helveg var en ivrig skakspiller. Og min opgave blev at sætte Poul Anker ind i skakkens verden, og at sætte brikker op til en opstilling, der kunne indgå i portrættet af Helveg.
    Det var en opgave vi tog meget alvorligt. Poul Anker kom til Vrå med fotografiapparat, og jeg havde forberedt en opstilling på skakbordet i stuen, et af de mest berømte partier i skakhistorien. Partiet udspillede sig i 1858 i Den Italienske Opera i Paris i en loge under opførelsen af Rossinis ”Barberen i Sevilla”: skakgeniet Paul Morphy mod to modspillere, The Duke of Brunswick and Count Isouard.
   Vi måtte dog flytte skakbord og parti udenfor, i sollyset, så det bedre kunne fotograferes. Opstillingen af brikker ramlede sammen under flytningen og måtte møjsommeligt genetableres, samtidig med at jeg med stor entusiasme forklarede Poul Anker de geniale træk.
    Selv om Poul Anker var en omhyggelig mand, stod det nok hurtigt klart for ham, at dette var overomstændeligt til formålet, Helveg skulle kun bruge et par brikker at flytte med. Men Poul Anker lyttede høfligt og fotograferede, mens jeg forklarede, indtil det gik op for mig, hvor konstrueret og visuelt uoverskueligt det alt sammen var. Pludselig opgav vi. Vi sagde ikke noget. Pakkede bare skak og fotografiapparat sammen. Poul Anker og jeg satte os ind til køkkenbordet og drak kaffe og beklagede os over tidens dårskab, som vi plejede.
   Det var en rolle, vi godt kunne lide at spille. To Grumpy Old Men, der var svært enige om tidernes forfald. Og sådan var det også den sidste gang jeg mødte Poul Anker, her i sommer, i Blokhus; efter en god frokost på ”Futten”, gik vi op til vores sommerhus Bag Sømærket, hvor vi tog kaffen, konstaterede det absurde i at der ikke var noget sømærke på en vej der hed Bag Sømærket, diskuterede gnosticisme - vi havde en lille forening, kun bestående af os to, Gnostisk Selskab, det var et ord vi kunne lide, da det klang af gnæggeri! - her sad vi så som sædvanlig og gnæggede og ”gnoskede”, det var et fast ritual, og det endte altid med, at Poul Anker sagde: Vi er vist to Jeronimusser, der har set os gale på, at ungdommen går til maskerade!
   Det var en smuk sommerdag. Men denne gang lurede der en undertone af torden i det fjerne. Og tordenbraget kom så i sidste uge.
   Minderne og billederne har vi tilbage. Edward Hopper, den amerikanske, nyrealistiske maler, som Poul Anker satte højt, har udtalt: The only real influence I've ever had was myself. Sådan er det, for en kunstner. Selvportrætter har Poul Anker vist aldrig rigtig dyrket. Men vi ved, hvordan en Poul Anker ser ud. Manden og maleriet er ét. Og det er i grunden ikke så lidt. Tak.


(Hotel Kirkedal i Lønstrup efter begravelsen. Poul Anker Bech blev onsdag d. 14. 10. 2009  stedt til hvile hos sin hustru Lisbeth på kirkegården i Vrejlev, Vendsyssel)


Den tavse bas, oliemaleri af Poul Anker Bech

3 kommentarer:

  1. - der kan man se, det er godt vi har Internet, ellers havde jeg jo ikke læst med her!

    SvarSlet
  2. Tak for at læse med. ked af, at det har taget mig 3 år at erfare om Poul Anker Bechs død. Ovenstående er smukt og bevægende skrevet om en ener i kunsten og en begavet underviser. Ære være hans minde

    SvarSlet
  3. Smukt og poetisk skrevet som afsked med en stor ener i malerkunsten. Sørgeligt, at han skulle dø så tidligt. Jeg har først erfaret om Poul Anker Bechs død nu 3 år efter takket være facebook.

    SvarSlet