House of Essays

House of Essays
www.petermouritzen.dk/

Kan du lide æbler? - et essay for børn



Jeg er skam et godt menneske; men jeg har ondt i min ryg.
     Og jeg kan godt lide æbler; men det er som om æblerne ikke kan lide mig. De tager ikke hensyn til min ryg. I september dratter de ned på plænen, og ligger der til besvær for mig, når jeg skal slå græs.
     Og nu skal plænen slås. Måske for sidste gang i år. Det er blevet september, og i september begynder frostnætterne, siger man. Så skal græsset ikke mere slås, til gengæld kan der snart komme sne, måske allerede i november, og så skal der skovles sne, også det gør ondt i min ryg. Jeg ved ikke, hvad der er værst, sne eller nedfaldne æbler.
     Min ømme ryg nægter at samle dem op. De er mange, æblerne, skræmmende mange; som en hær på en slagmark, æblehæren, ligger de der og er en trussel mod min ryg og min smertende lænd. Bare tanken om at samle dem op er en pine! Jeg bøjer mig ikke for dem.
     Tværtimod! Med græsplæneklipperen fræser jeg over dem, jeg slår to fluer med ét smæk, græs og æbler, ubarmhjertigt. Jeg smadrer dem, hensynsløst, lemlæster dem, molesterer dem til æblesplatter. Æblegrød er et kønt syn sammenlignet med min plæne i september.
     Bagefter får jeg æbleanger. Skammer mig. Jeg er som sagt et godt menneske. Men hvordan må æblerne ikke se på mig? Som en æblemorder af værste slags, som en seriemorder med forkærlighed for små, uskyldige æbler, Apple Killer, som en sadist der får tilfredsstillet sine perverse lyster med en græsslåmaskine, en mordermaskine, en æblekværn. Æblerne må se på mig som Æbledjævelen selv. Som en Hitler for æbler. Jeg har den sorteste samvittighed.
     Måske skulle jeg skåne æblerne og i stedet gå til ondets rod. Fjerne æbletræet, som er den rette skyldige, før næste september? Men på den anden side – jeg har heller ikke noget imod æbletræer. At fælde et træ, det er lidt drastisk, som en motorsavsmassakre, mod et pænt træ. Hvad vil æbletræet ikke tænke om mig?
     En træmorder!
     Nu har jeg slået græsset, tilbage ligger det løse græs, det afskårne som skal rives sammen med en rive. Strengt taget er det lig jeg river sammen. Græs der ikke mere skal gro. Dødt græs. Hø. Dø. Hvordan må de små græsstrå ikke se på mig?
     Nej, der er ingen undskyldning. Man kan ligeså godt indrømme det med det samme. Som menneske er man en morder.
     Jeg plukker et af de æbler, der stadig hænger på træet, gnider det min min trøje og spiser med velbehag. Jeg vil vise over æblerne, at jeg ikke har noget imod dem, at jeg sætter pris på dem, ja, at jeg elsker dem.
     Jeg elsker et godt æble.
     Jeg har skam ingen fordomme mod æbler! Jeg gnasker det vellystigt i mig, nyder kødet, suger saften, æder det helt ind til skroget. Så står jeg med æbleskroget i hånden, som om det var et kranium. Det ser på mig, og jeg ser på det og tænker, at jeg vel egentlig er en kannibal set fra et æbles synspunkt.
     Måske kan jeg alligevel bedst lide at skovle sne. Sne er sne. Måske får man ondt i sin ryg; men ens samvittighed er ren som sne.
     Kan du lide æbler? 


(Ikke tidligere trykt)

3 kommentarer:

  1. Sjovt og velskrevet. Kender du den gribetang for folk med dårlige rygge. Den kan samle alt op.Kan købes hos Poul Nyborg for omkring 50 kr.

    SvarSlet
  2. Super godt "Græder"

    SvarSlet