Nikotinfri næsehorn - pas på! - (2006)

Jeg er bange for udviklingen. En fornuftig oplysningskampagne ved det skadelige ved tobaksrygning er for længst afløst af en hadefuld hetz, som har givet mig stærkt ubehagelige fornemmelser. Jeg kommer til at tænke på den rumænsk-franske forfatter Ionescos Næsehornene, hvor fornuften går fløjten og folk til sidst stamper af sted i store flokke uden at tænke kritisk.

Er antirygerkampagagnerne ved at udvikle sig til en største åndelige forurening i vore samfund? Er sundhedsbølgen ved at løbe grassat? Efterhånden synes der at være tale om en regulær sundhedssyge, og det er fandme uhyggeligt, du! På et sygehus har jeg som besøgende set rygere sidde udenfor, i portåbningen, og ryge. Pakket ind i tøj og tæpper. Gamle mennesker, syge mennesker. Skubbet ud i kulden. Så kan de lære det! Er det sundhedssystemets stupide filosofi? Hensigten helliger midlet.

      Jeg tænker med gru på den politiske og ideologiske konsekvens af den sidste sundhedsbølge, der gik over Europa - omkring 1900-tallet (det var dengang, at selv den lille Franz Kafka tyggede sin mad 30 gange, det skadede ham nu ikke, han bevarede heldigvis sin sunde dæmoni!) Det startede alt sammen fornuftigt, renoveringer, lys og luft til byerne, og det endte med galopperende sundhedssyge. Fra renlighed til renhedsideologi er der et kort, men grumt spring.

      Kritik skal der til, og dét i tide. Jeg kan ikke lide at se, at videnskabelige undersøgelser om tobakkens skadevirkninger får lov at stå uimodsagte, fordi det åndelige klima ikke tåler kritik eller modsigelse, Det er for tiden, som om alle videnskabelige undersøgelser om rygningens skadelighed har frikort. Ved nytårstid, når rygerne skal stoppes, er der ingen ende på, hvad pressen køber ukritisk. I år stod nytårsmenuen på, at rygere får amputeret arme og ben. Man skulle et stykke ned i teksten for at læse, at amputationen måske også skyldtes sukkersyge og andre forhold.

      Tidligere kunne vi læse, at rygere mister deres hornhinder. Og så var der den med, at rygere var dummere end ikke-rygere (nånå, så skulle Hitler altså have været klog og Churchill dum - men okay, hvis man virkelig mener dét!). Gravide skulle undgå rygning, det skadede fostret, hed det sig. Her for nylig kom det så frem, at de nikotinplastre man har anbefalet som kur mod rygning, gav større skader på fostre end rygning! Jo. Rygere blev også federe, fandt en svensk læge ud af for et par år siden. Det var måske nødvendigt at "bevise" netop dét, da mange kvinder på trods af hetzen holdt fast i at ryge for ikke at blive tykke. Det må dog siges til danske lægers ros, at de ikke hoppede på rygere-bliver-federe-teorien - dén var lidt for tyk!

      Sidste nyt, har jeg hørt, er, at man i USA debatterer, om mordere kan slippe med betinget straf, hvis det kan bevises, at ofret var ryger. Måske er det en vits. Men hvad der er en vits i dag, er alvor i morgen; hvad der var en hyggeligt piberygende bessefar i går, bliver i fremtiden måske betragtet som en kriminel, samfundsskadelig person, som det er i orden at slå ihjel med nedsat straf. Er det for vanvittig en påstand? Åh, jeg ved såmænd ikke, de latterlige restriktioner mod rygere, som vi hidtil har set, får jo intet modspil; ingen siger, at nu er det blevet for groft, for dumt. Så man skal ingenting forsværge.  Antirygerlobbyen er som en flok næsehorn, der lider af galopperende galskab; berusede af kollektivitis, sejrsikre - der er jo ingen, der tør tale dem imod! - gungrer de afsted, der er tale om et vanvid, der breder sig som en steppebrand.

Rygerrum for de urene lærere på en skole. Oppe i klasserne underviste de frelste ikkerygende kolleger om  ghettoen i Warszawa!

Hvor ender det: det er det, man skal spørge sig selv om. Hvad er perspektivet i den syndebukkeagtige jagt på rygere? Skal de sidste rygere interneres, tvangsfjernes, tvangsbehandles, sættes i lejre, kriminaliseres, sættes i ghettoer, skal de tvinges til at bære (nikotin)gule rygerstjerner på overtøjet? Hvor går din grænse, kære læser? Det er et vigtigt spørgsmål.

      Vores gode fiskemand, Dorus, på stranden i Blokhus ved Jammerbugten i Nordjylland, hvor vi har sommerhus, er blevet udspioneret af levnedsmiddelkontrollen og har fået 6000 i bøde - og forbud mod at ryge på sin cerutstump, som er hans kendemærke. Og det er i fri luft, at han ryger, Dorus - ved Vesterhavet! Når vi anbefaler hans gode, friske fisk til andre, omtaler vi ham altid som Fiskemanden med cerutten, sådan har vi altid omtalt ham, han er som et pejlemærke på stranden, et Blokhus-ikon.

      Da jeg første gang hørte om forbudet mod fiskemandens cerutstump, fyrede jeg en flad vits af, at hvis han ikke måtte ryge, hvordan i alverden skulle vi så få en røget sild! Det gør jeg ikke mere. Vitser. Det er frygteligt at komme dertil, at angsten for kræft eller andre sygdomme overskygges af angsten for i nærmeste fremtid at skulle leve i et samfund, hvor sundhedsdyrkelsen har udviklet sig til en totalitær bevægelse og i kampen mod kræften muterer sig selv til en åndelig cancer, der æder sjæle op. Der er nok, der diagnosticerer sygdommen; men hvem diagnosticerer kuren?

      Nej, tobak er sikkert ikke det sundeste på denne jord. Selv om man jo kan opregne mange andre konkurrerende gifte, som ikke får samme opmærksomhed og slyngelstatus. Men tag lige at klappe hysteriet, før det udvikler sig til en syge, der er værre end den stærkeste tobak. Hvad bliver det næste offer? Giftige ord? Meninger, der stinker? Holdninger, der oser?

    
Der værste er, at selv begavede mennesker, belæste, litterært og historisk kyndige, ikke kan - eller vil - se faren. De synes, at kampen mod tobakken er en god sag og har ikke blik for det grimme perspektiv og det omsiggribende vanvid. Men - det er Ionescos næsehorn, der gungrer. Der er garanteret nikotinfri, de næsehorn! De er dog ikke mindre grumme af den grund.

(Trykt i Weekendavisen 20.-26. januar 2006)