House of Essays

House of Essays
www.petermouritzen.dk/

Chok-biografen eller Kunsten at flyve - (1984)





Det var billedet "Biografen" fra 1975, der første gang fik mig til at standse op ved navnet Poul Anker Bech.
      Ved første, flygtige øjekast en lille, uanselig provinsbiograf - en hvid mur, med et udhængsskab med billeder fra filmen.
      Men hvad var det mon for en film? Selv med mine øjne knebet sammen var det ikke til at se. Senere har jeg drømt den - filmen. Det var en meget ubehagelig film, et mareridt af de værste. Men jeg er stadig ikke i stand til at gengive den, drømmen, filmen, med ord. Det eneste jeg er sikker på, at det var den film Poul Anker Bechs biograf spillede.
      Hans lille provinsbiograf er naturligvis - ganske banalt - min underbevidsthed, mit sinds provins. I min barndom boede jeg i en ejendom, i hvilken en biograf havde til huse. Alle de film jeg så ( og det var mange!), drømmer jeg aldrig om. Men ikke så snart har jeg stiftet bekendtskab med Bechs billede, før jeg drømmer om en film, jeg aldrig har set.
      Og det er vel netop pointen: Billedet i "Biografen" viser den film, jeg aldrig fik set. Og et skridt videre: Kunsten er at vise os de billeder, som vi ellers aldrig får at se.
      Kan det siges så enkelt?
      I hvert fald - forekommer det mig - er det, hvad Poul Anker Bech altid gør. Viset os billeder, vi ellers ikke ser. Ofte kan de virke ubehagelige, måske ligefrem skrækindjagende, som i mit tilfælde med "Biografen", der viste sig at føre ind til et rent torturkammer, en slagtehal - det er det nærmeste, jeg kan komme drømmen med ord.
      Jeg har ikke noget ønske om reprise!
      Men måske er det en fejl? Da en meget menneskelig fejl, denne fejhed, så sandt som vi alle - eller i hvert fald de fleste af os - er kujoner for Herren, når det værste står for døren.  Men måske burde vi træne vores mod? - for jeg er slet ikke utilbøjelig til at tro, at vi med tilstrækkelig opbydelse af mod - med forbillede i eventyret om drengen, der drog ud for at lære angsten at kende - kunne lykkes os at afsløre, dvs. demaskere underbevidsthedens gru, angstens mange monstre, ondskabens sump med alle dens skrækkelige og mærkelige væsener, som teatertorden, vaklende kulisser, hul latter, i bund og grund latterlige pap-rekvisitter etc. - altsammen noget indbildt, noget der er for let påført af os selv eller andre, men som med tilstrækkelig indsigt, vilje og mod kan krænges af og smides væk som et gammelt pjaltet kostume.
     Men mod kræves der, selvfølgelig. Bl.a.
     Man kan træne sig ved hjælp af kunsten. Kunsten hjælper jo menneskene ved f.eks. at give skikkelse til det, der ellers ikke har nogen form - det uhyrlige, navnløse, det som vi ikke kan se og derfor er det værste af alt. Ligesom de utydelige billeder i udhængsskabet på Bechs "Biografen".
     I første omgang var det som sagt disse billeder, der tiltrak mig. Fordi det sorte, tågede, ubevidste i mig var den stærkeste kraft. Derfor havde jeg i første omgang slet ikke øje for, at der bag biografen var en himmel med et landskab af hvide skyer, kun adskilt fra biografen af en lav mur.
     Lige på den anden side af mit mareridts klaustrofobiske rum var altså himmelen!
     Det er næppe tilfældigt, at Poul Anker Bech er pilot. Og at han også har malet en del "himmel-billeder", flyvebilleder. Hans billeder forekommer mig egentlig alle at være hængt op i et spænd imellem himmel og helvede.
     Nu, ved nærmere eftertanke.
     Jeg tror minsandten, han træner mig til at flyve!


(Oprindelig skrevet som en katalogtekst til en Poul Anker Bech-udstilling i Rennes og Paris, 1984, oversat til fransk med titlen "L´art de voler" - genoptrykt i min essaysamling "Uskyldens øjne", Apostrof 1992.)

1 kommentar:

  1. Herligt med din friskhed i et emne som dette. Jeg har kun snuset til Poul Anker Bech, men det kan ikke blive ved det. Tak for din vedholdenhed i din opmærksomhedsskaben mht. en mand som ham - og hans tematiseringer af sindets landskaber, som jeg også selv forsøger at tage livtag med i mine fortællinger.

    SvarSlet