House of Essays

House of Essays
www.petermouritzen.dk/

Jeg vil høre sproget gro! - (1992)

Hvad skyldes menneskenes overlevelse og udvikling?
     Den seneste forskning peger på, at det var kvinderne (som samlere), der sørgede for menneskeartens ”succes”, i modsætning til tidligere kanoniserede teorier om, at det var mændene (som jægere). Og det kan vi så skændes om til dommedag!
     Tillad mig derfor et kompromis: Mennesket er en fortæller. Og en fortæller er en livgiver. Har man måske nogen sinde hørt om en lyseslukker, der var god til at fortælle?

     
Som forfatter føler jeg mig i pagt med med børnenes sanseapparat, det er frisk og uspoleret, børnene tager mine fortællinger helt uimponeret, flying. Jeg føler mig af og til som Monty Mouritzens flyvende cirkus blandt børnene, ganske spontant opfanger de utrolig meget sprog, meget mere end man skulle tro.
    Jeg vil høre sproget gro! Selv læser jeg kun bøger, der vækker, stimulerer og udvikler den sans i mig. Jeg vil fange sproget i dets tilblivelse.
    Det jeg kan lide ved at skrive for børn er, at jeg skriver for umiddelbart livfulde og livslystne, sprudlende væsener – en sæk sproglopper. Jeg føler større kunstnerisk fællesskab med børnenes umiddelbare, ”udygtige” fortællekunst og fortælleglæde end med mange professionelle forfattere, der er dygtige til at dreje en historie.
   Sprogets rodpleje er essentiel for mig. Det er jo små ”sprogspirer”, jeg henvender mig til. De har kun en chance for at blive meningsfulde voksne, hvis de ustandseligt akkumulerer deres fortællekraft. Overhovedet at komme til syne som mennesker vil kun lykkes for dem, hvis de udvikler evnen til at ”fortælle sig selv”. Den chance bør være ethvert menneske beskåret. Og som forfatter må man derfor spørge: Gøder jeg den evne, får jeg fortællelysten til at spire og sætte skud? Har jeg den kraft? Det har jeg kun, hvis jeg selv kan høre sproget gro.
    ”Vi har ikke arvet jorden fra vores forældre. Vi har kun lånt den af vores børn,” står der som motto for en miljøbilledbog, der udkom for et par år siden. ”Vi har ikke arvet sproget fra vores forældre. Vi har lånt det af vores børn,” - tillader jeg mig at omskrive det til. Men er der gehør?
    Er der overhovedet gehør for sproget blandt ansvarlige voksne? Måske er sproget for abstrakt til at blive taget alvorligt. Kunne man forestille sig tv-avisens speaker med alvor i stemmen bekendtgøre, at den frodige gevækst sproget med dets mange varianter er truet af konformisme?
    Min filosofi som forfatter er at skrive liv. Det må gerne smitte, det skal ikke bare være sygdom der har den evne.
    De bøger, jeg får tilsendt af skolebørn - antologier med deres egne historier - er skrevet med entusiasme og begejstring. Børn har en naturlig appetit på sproget, de vil hjertens gerne fortælle, det er ingen sur skolepligt. Det er lige før jeg vil kalde det en naturlov.



(1992) - Trykt i bogform i "Pennen og leen", forlaget Alfa 07

Ingen kommentarer:

Send en kommentar