House of Essays

House of Essays
www.petermouritzen.dk/

Kunst, Kölner Wasser og et vandtårn i Vrå - (1990)



Bor man i Vrå, bor man godt. God by, rar atmosfære, gode og venlige handlende, der opfylder ens daglige behov og mere end det - også for en åndeligt tørstende er der noget at hente, arrangementer på højskolen, et godt bibliotek, en boghandel der ekspanderer, den landskendte maleriudstilling hver sensommer - ikke at forglemme - og den daglige glæde ved at beskue Tøjmagasinet Ekmans altid smukke vinduesudstilling; jeg kan ikke gå forbi uden at falde i staver over en habit, en slåbrok, en skjorte, et slips.
    Der er egentlig ingen tvingende grund til at forlade Vrå. Som hjemmefødning gør jeg det også kun nødigt. men som forfatter er det nødvendigt at rejse. For at gøre studier i det fremmede, for at få inspiration ud over det daglige, for at afprøve sig selv og ens grænser under andre forhold - men til dette formål byder Vrå for resten også på et plus. Det er nemlig en stationsby, kun få skridt fra mit hus kan jeg stige på toget og køre til f.eks. Köln, der - indrømmet - har noget Vrå ikke har, nemlig en domkirke, Kölner Dom, et ypperligt stykke tysk højgotik, på én gang tiltrækkende og gyseligt frastødende.
    Flere gange i år har jeg besøgt den. Det tager faktisk ikke lang tid fra Vrå! Stiger man på toget kort før klokken syv om morgenen, ankommer man til Köln ved halvotte-tiden om aftenen, og som sådan er jeg efterhånden kommet til at betragte Köln som en forstad til Vrå. Verden er jo lille, når det kommer til stykket, og turen Vrå-Köln kun en dagsrejse.
    Når man ankommer til Köln med tog, er noget af det første man ser en høj bygning med det magiske tal 4711 lysende i klare neonfarver fra toppen: Köln er nemlig Kölner Wasser, bl.a. - og når jeg fra mit kupévindue ser parfumetårnet lyse til velkomst, synes jeg ikke det er mere end et øjeblik siden jeg sagde godnat til vandtårnet i Vrå med sin lysende kant og kalot, der udgør natteudsigten fra mit hjemlige vindue.
Først og fremmest er Köln dog byen med Domen, som sagt - og når man er kørt ind ad Hohenzollerbrügge til hovedbanegården, har man allerede fået et glimt af "dyret" - og når man kommer ud fra banegården, ligger Domen over en som noget rugende og truende, noget ubeskriveligt som fra et mareridt og alt for stort og dystert.
    Ligegyldig på hvilken måde man nærmer sig Domen - selv ad den hyggelige gågade, der fører dertil - er den monstrøs. Stor, som den er, og skidensort i kuløren, for voldsom for det lille menneskesyn og uhyggelig over al forstand.
    At den også har en historie og et indhold - den siges at indeholde de jordiske rester af de hellige tre konger, interesserer mig mindre! Som forfatter rejser jeg til den for synets og gysets skyld. Den er en skrækkatedral til fantasien.
    Som sagt er jeg begyndt at vænne mig til turen og betragter vel efterhånden Kölner Dom som domkirken i Vrå. Kun beliggende cirka 12 timers kørsel fra Vrå Hauptbahnhof. Og for at understrege det lokale i det globale udstiller maleren Poul Anker Bech for tiden i Köln. Bech bor i Bastholm, ikke langt fra Vrå og er for resten medlem af Vrå-udstillingen.
    Men han har udstillet talrige andre steder, også i udlandet, eksempelvis Paris, New York og Sao Paolo - og nu er turen kommet til Köln, hvor han udstiller i Galleri Werner Melletin i Kamekestrasse 12. Her præsenterer han sig smukt med en samling oliemalerier og kridttegninger samlet under titlen "Magische Horizonte - Landschaften aus Dänemark". Som gammel fan af Bech og supporter deltog jeg i ferniseringen, som var velbesøgt. Tyske stemmer blandede sig med danske - af hvilke der var en del, da en kunstforeningen fra det midtjyske havde taget turen med for at studere et par yngre, danske malere i Tyskland, heriblandt Bech.
    Poul Anker Bech var en veloplagt vært - men da den værste travlhed var overstået, fik jeg ham trængt op i et uferniseret hjørne til en snak om betydningen af at have kunst for en by - eller et vartegn - noget specielt at byde på?
    Bechs eget særkende er jo bruddet på den genkendelige virkelighed, en skævhed, en forrykkethed, en underlig figur midt i det ellers så naturalistiske - og som sådan er hans billeder lidt af et chok for syn og sanser, som det hed i min barndoms annoncer for gyserfilm i biografen.
    Og naturligvis er Bach også sært fascineret af Kölner Dom, men som ægte hjemmefødninge gik vores snak snart til de hjemlige græsgange.
    - Hvorfor maler du ikke det gamle vandtårn i Vrå? spurgte jeg Bech. Det er sådan en fiks idé, jeg længe har haft.
    Og Bech syntes ikke at være uinteresseret. I hvert fald ville han da gerne overveje det. Hvis det var muligt - på den ene eller anden måde.
    Så ideen er hermed givet videre: Fra Köln til Vrå! Hvem det måtte vedrøre! Lad os få et vartegn i Vrå - og hvorfor ikke det gamle vandtårn, bemalet af Bech - lad os få en lille "vandkatedral", skabt af en markant, yngre, nutidig kunstner, oven i købet fra egnen. Da ville Vrå blive en endnu bedre - og frem for alt tydeligere by at bo i.
    Dagen efter, da jeg ankom til Paris for at samle stof til en ny roman, blev jeg klar over, hvad det betyder for en by at have kunst og arkitektur. Hvilken by er Paris ikke! Jeg havde været der én gang før, for mange år siden, men glemt hvor smuk den er. Måske verdens smukkeste metropol - men målestokken behøver ikke være Paris. Mindre kan naturligvis gøre det.
    Stor eller lille - det der gør en by til noget særligt, det der tegner den udadtil, er altid dens kunstneriske og kulturelle anstrengelser. Og det betaler sig, vær vis på det!


(Oprindelig trykt i Vendsyssel Tidende d. 16.12.1990)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar