House of Essays

House of Essays
www.petermouritzen.dk/

Livet er ikke lutter logik - en wonderbook af Ralph Steadman - (1987)

Ill. Ralph Steadman

Efter i et par dage at have gennemrodet det juletravle Londons boghandeler, fandt jeg så pludselig den - bogen, der alene var rejsen værd.
     For en Alice-fan som undertegnede er det blevet en tradition, at en rejse til London resulterer i mindst ét "fund" til samlingen af Alice-udgivelser hjemme på boghylden. Min samling består ikke af bibliofile sjældenheder, blot markante nyudgivelser - men de er skam spændende nok. Andre års "skalpe" har været udgaver illustreret af Mervyn Peake og Arthur Rackham - eller faksimile-udgaven (kopien) af det originale, håndskrevne Alice-manuskript fra 1864 - dét, der under titlen "Alice´s Adventures Under Ground" var den personlige julegave til Alice Liddell, med kluntet-naive tegninger af forfatteren Lewis Carroll himself. Eller der har været år, hvor "skalpen" mest har hørt hjemme i spøg & skæmt-afdelingen, såsom en Alice pop-up-bog, hvor alle eventyrlandets herligheder rejser sig i intrikat udskårne systemer ved hver opslag - eller Gerald M. King´s filateli-fantastiske frimærkeversion af bogen.
     Jeg havde egentlig opgivet i år. Men så skulle 1986 alligevel vise sig at byde på en perle til samlingen. Måske den største. Så småt havde jeg slået mig til tåls med et par småkuriøse indkøb, bl.a. årets engelske børnebog - Mirrorstone - der faldt i øjnene overalt, såvel i Children Book Centre på Kensington High Street som i legetøjsforretningen Hamley´s mere supermarkedsagtige børnebogsafdeling - men jo ikke mindst i det holografiske hjørne i Trocadero, butikscentret på Piccadilly Cirkus. "Mirrorstone" har slået sig til tops ved sine effekter, ret så tomme - i form af nogle få ogsmå halløjholografiske spejlflader, i hvilke man kan se mystiske ansigter m.m. - når lyset falder på den rigtige "skæve" måde.
     Men det er unægtelig mere spændende, når skævheden er et kunstnerisk gennemstrømmende princip - og ikke som i "Mirrorstone" nogle påklistrede spejlpåhit. Og hos Puffin´s i Coven Garden - det charmerende kvarter med gadehandlere og gøglere - der bl.a. i den nærliggende Henrietta Street huser et af Londons velrespekterede forlag, Gollancz, med butik og et lille udstillingsvindue til gaden - fandt jeg så, på en af de sidste dage i London, bogen, som måske ikke var årets salgsmæssige hit, men som blev mit.
     Dér, hos Puffin´s, imellem talrige, slet ikke uspændende illustrerede udgaver af Dicken´s "A Christmas Carol", fandt jeg så min Carroll, nemlig Lewis - forfatteren til Alice, i nyillustreret pragtudgave ved den estimerede engelske tegner Ralph Steadman, der har slået sig løs med en lang række vilde og skæve tegninger til Carroll´s tre berømte bøger, nemlig "Alice In Wonderland", "Through The Looking Glass" og "The Hunting of The Snark" - ganske overdådigt illustreret, både kvantitetsmæssigt og kvalitetsmæssigt - i alt omkring 125 illustrationer, sort-hvide såvel som i ejendommeligt dæmpet-æggende farveschatteringer.
     Ralph Steadman påbegyndte sit arbejde med at illustrere Alice i 1968 - og jeg havde set en enkelt af hans illustrationer før - i "The Illustrators Of Alice" af Graham Ovenden og John Davis (Academy Edition, London 1972). I denne bog nævnes Steadman som "den første kunstner, der forsøger sig med en radikal genfortolkning". Han var tidligere ude end både Salvador Dali og Max Ernst, der også har forsøgt sig. Og Steadman betragtes med rette som banebrydende moderne i det efterhånden store og verdensomspændende selskab af tegnere, der har nyillustreret Alice - i Skandinavien har vi bidraget til kulten med svenskeren Robert Högfeldt fra 1945 og danske Lilian Brøgger fra 1982.
     Moderne både i form og indhold er Steadman - her er Coca Cola-flasker og kubisme - og dobbelte billedopslag hvor højre halvdel er et fotografisk negativ af venstre, måske som en hilsen til forfatteren Lewis Carroll, der betragtes som lidt af en pioner inden for fotografering - her er satirisk brod imod tidens galopperende ejendomspriser - og de hjerterknægte, der maler dronningens roser røde, er arbejdere i fagligt møde, klædt i en spillekortdragt af Union Cards. Og tvillingeparret Tweedledee og Tweedledum er et par forretningsfolk fra City - og nogle gange er det som om Ralph Steadman leger "postmodernist" og blot giver sit forlæg, John Tenniels originale tegninger fra 1865, en halv Nelson. Men hvilken én! Der er et sprængt verdensbillede til forskel fra dengang bogen udkom i 1865, og dette sammenbrud viser Steadman - men han forholder sig faktisk samtidig loyalt til traditionen, han har fået fat i kimen hos Carroll og Tenniel, den anden side af de lyse sommerdage, den viktorianske tryghed på kanten til kaos - her hos Steadman orkestreret til det totalt søndersprængte, parodisk forvrængede.
     "I An Artist´s World Two And Two Make Five", siger Raph Steadman i forordet til bogen, hvor han også taler om kunstnerens opgave med hensyn til at lade det fælles ubevidste komme til syne. At give det blot anede mæle - i streg eller ord.
     I en kunstners verden er 2 + 2 aldrig 4, men altid mindst 5! Det kunne godt have været et replikskifte fra Alice, hvor så mange skægge og skæve replikker finder sted - som f.eks. det berømte, hvor den hvide dronning fortæller Alice, at hun - da hun var i Alices alder - undertiden opnåede at tro på seks umulige ting før frokost - det gælder blot om at øve sig i utraditionel tænkning. Livet er ikke lutter logik. Hvad forfatteren Lewis Carroll ganske givet ville have skrevet under på - som måske bekendt var han matematikprofessor i Oxford til daglig - men fjolleonkel og eventyrdigter, når logikkens verden blev ham for trang.
Ill. Ralph Steadman
(Trykt i Weekendavisen 20.2.1987)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar