House of Essays

House of Essays
www.petermouritzen.dk/

Sig det med gys - (2004)


Hvis man - som jeg - mener, at et godt gys tilbyder katarsis, dvs. en rensende, lutrende effekt, må man nødvendigvis betragte gyset som en etisk handling. Gyset er som en skærsild i levende live, et purgatorium, en rituel renselse før vi får lov til at slippe ud i lyset.


Dannelse er ikke blot at løfte sig mod det skjønne. Det er også at dykke ned i dybet og kende det grumme, dannelse går også gennem gys. Hvis vi taler om ånd, bør vi huske på, at der er to ”ånder” - skønånd og grimånd. Og de hænger sammen som siamesiske tvillinger. Svaner og tyfus kommer samme sted fra, som Hannibal the Cannibal siger i Ondskabens øjne.    


Angst hører sammen med anelsen om, at man som menneske er større end det synlige og målelige, materien. Det er ånden, der spøger. Angsten er jo karakteriseret derved, at det velkendte bliver fremmed og skræmmende, selv sollyset falder på en truende måde. En gyser gør det samme, den går ind og ”farver” ens bevidsthed. Da jeg fyldte fjorten i 1960, fik jeg - som jazzinteresseret knægt - en plade med Count Basie og hans orkester - Basie plays Hefti (komponisten Neal Hefti). Samme aften så jeg Psycho, der havde premiere det år, og fik et chok. Siden har jeg ikke kunnet lytte til Basies orkester uden samtidig at høre psyko-apokalyptiske toner! Bernard Hermanns hvinende uhyggelige lydkulisse af knivstik, som han komponerede til badescenen i Hitchcocks gyser, er i mit hoved smeltet sammen med Basies swingmusik. Basies musik er blevet morderisk - knivstikmusik! Når jeg hører Basies orkester, får jeg et jag af angst. Jeg nyder nu helst Count Basie i små grupper, som Kansas City Five! 



Et godt gys rammer rent og skarpt som en skalpel, som en hjernekirurg der rører ved angstens centrum under en hjerneoperation. Det er altid udført af en kunstner, der kender sig selv og med en pinefuld præcision måler sin egen skræk, og som kan sit håndværk. Som kunstner skal man skabe gys som var det en kærlighedshandling. Passionen må ikke være mindre end hvis man skrev et glødende kærlighedsbrev til sin elskede! Eller - med den den rene, troskyldige kærlighed som hører barnet til. 
Sleepy Hollow Bridge

Et eksempel på dette er filmen Sleepy Hollow, instrueret af den syrede Tim Burton (Batman, Edward Saksehånd m.fl.) Filmen bygger på en klassisk, amerikansk halloween-historie af forfatteren Washington Irving, der i dag mest er kendt for sin rejse til Granada og fortællinger om Alhambra (et hotel lige over for Alhambra er opkaldt efter Irving). Historien i Sleepy Hollow handler om en hovedløs rytter, der hærger en lille flække i slutningen af 1800-tallets USA. Spøgelsesrytteren hugger hovederne af folk. Johnny Depp kommer - som politimanden Crane - til den lille, søvnige by Sleepy Hollow for at opklare mordene. Crane er den ny tids detektiv, optaget af videnskabelige metoder og med foragt over for overtro og overnaturlige hændelser. Dette er psykologisk begrundet i, at han som barn har oplevet sin livsglade mor blive torteret og myrdet på bestialsk, middelalderlig vis (for at frelse hendes sjæl spidder Cranes far moderen i det torturinstrument, der vist nok hedder en "jernjomfru"). Men i Sleepy Hollow får Depp-Crane sin sag for. Vi er langt fra New York, og skrækromantikken vinder med et par hestelængder! Filmen er som en kærlighedsgestus over for gysergenren. En slags Thanksgiving for horror. Det er ”barnet” Tim Burton, og »barnet« Johnny Depp, og andre barnligt-glade medvirkende, der betaler deres gæld til genren tilbage. De giver kærligheden videre, fryden ved det gys de selv fik som børn, da de hørte historien om den hovedløse rytter og andre halloweengysere. Filmen er en fest. Og en fejring af gyset som genre. Den er både uhyggelig, og meget morsom, men først og fremmest uskyldsren. Hovederne ruller, og blodet sprøjter; men instruktøren Tim Burton arbejder distant, med underfundig distance, med pokerfjæs og tungen lige i munden og humoren boblende under alle uhyrlighederne, det er som om han hvisker fortroligt til en: kære venner, det her er et spil! Nyd det! Og som tilskuer får man en æstetisk og artistisk nydelse - og en frydefuld fornemmelse af at være med - i en leg. Og man tænker - ja, sådan skal det være. Det er i litteraturen og i filmen, vi skal gennemleve det værste. Vi skal lege rædsel. Johnny Depps detektiv Crane vender tilbage til New York, med sin unge brud fra Sleepy Hollow (Christina Ricci), efter at have overlevet rædslerne. De går et nyt liv og en ny tid i møde. Du lærer hurtigt at orientere dig, trøster Depp sin lidt betuttede kæreste: The Bronx is up, the Battery´s down, and home is this way. Vi andre smiler - måske lidt smertefuldt bedrevidende - men ønsker dem af hjertet det bedste. Sådan er filmens ånd


Et andet eksempel på et filmgys, der er båret af en kunstners kærlighed til skrækken er Amenábars The Others. Den er også gotisk og et godt gys, men gennemført alvorlig i modsætning til Sleepy Hollow. Slutningen er overraskende - og indlysende. Når vi ikke gætter pointen undervejs, er det fordi instruktøren med en (trylle)kunstners dygtighed får os til at fokusere på tre mystiske tjenestefolk: Er de levende eller døde? Vi stiller det rigtige spørgsmål, til de forkerte personer! Enkelt. Og mesterligt gjort af Amenábar. Filmen er en fornem variation over det klassiske motiv med et haunted house. De gamle klicheer får nyt liv her. Derimod var jeg skuffet over The Ring. Jeg har dog kun set den amerikanske udgave. Selvfølgelig spjættede man i sædet, det manglede også bare! - men filmen virkede historiemæssigt leddeløs og kunstnerisk uforløst. Den lokkede med mystiske tegn og symboler, surrealistiske og psykedeliske billeder; men bagefter sad man med en fornemmelse af postulerede og påklistrede effekter og alt for spektakulære gys. Man var ikke rigtig bange for, at telefonen skulle ringe. Men historiens pointe og budskab var egentlig spændende nok. Pigens lidelser i brønden er et billede på menneskets (menneskebarnets) dybeste smerte. Og Ringen er en grusom udgave af børnesangen. Tag den ring og lad den vandre ... Hvis vi ikke, som medmennesker, viderebringer pigens smertefulde budskab, er vi hjemfaldne til straf. Altså, vi skal kopiere båndet og viderekolportere det. Gyset er således en nødvendighed, dets budskab er at vi skal lide med og dermed blive bedre mennesker. Måske er filmen bedre i den originale, japanske version. Måske byder den med sin fremmede kultur på det mere foruroligende, på mere ægte mystik.

Stillet lidt firkantet op vil jeg sige, at Psycho er den gyser jeg frygter mest, The Others den gyser jeg beundrer mest, Roegs Rødt chok den gyser der forundrer mig mest - og Sleepy Hollow den gyser jeg elsker. 
Rødt chok
                    
Det, der drager mig mod gyset, er angsten for det ukendte land, som gyset repræsenterer. Jeg kan ikke andet end modtage udfordringen. Jeg bryder mig - som de fleste andre - egentlig ikke om at blive skræmt; men det er værre at undvige udfordringen. Ex. - den skrækfilm, som jeg ikke tør se, vil vise sig at pine mig mere i min fantasi end hvis jeg tog mig sammen og så den. Anelsen er værre. Når man har gennemgået gyset, kommer man ud i lyset. Det, der skræmmer, styrer en. Som Kierkegaard siger i Begrebet Angest - man skal ikke flygte fra angsten, men byde dem velkommen. Da kan den blive ens tjener, i stedet for tyran.


Gyset er som en religiøs sekt, der har en hemmelig viden. Som publikum vil vi gerne indvies i denne viden. Men det koster! Gyserens hemmelighed er, at den er ”fremmedsproget”. Dens lokkemad - bogomslag, filmplakat etc. - er truende tegn, som vi ikke kan tyde. Først når vi har læst bogen eller set filmen og begynder at genfortælle den med vore egne ord og begreber, får vi sat chokket på en sproglig formel og hegnet ind til en fold. Her bliver vildhesten langsomt humaniseret, sådan at vi kan omgås den. Det er det gamle, græske ideal om at ritualisere Dionysos, så han ikke råder kaotisk og ødelæggende, men disciplineret, apollinsk, figurligt fremstillet i kentauren. Det er det samme med en ond drøm - først når vi får tolket den og bragt den fra billedligt kaos til sproglig orden, letter angsten.


De forfattere, der har betydet mest for mig, er eksempelvis Poe og Lovecraft. Poe er kunstneren, Lovecraft en forfatter med én gal idé, som han manisk gennemspiller, igen og igen; men hvilken idé! Hans uhyrer stammer fra en anden dimension, de er før-sproglige, de er før-logikken, de er fra kaos, før verdensordenen blev etableret. De kan ikke indfanges af sproget, de kan ikke ses med et normalt syn. Blot tanken om dem kan gøre en vanvittig. Og hvilket skræmsel er det ikke for en læser - og for en forfatter: Et monster uden for sproglig rækkevidde! Borges nedgør Lovecraft. I sin bog, Bogen af sand, kalder han ham for en ufrivilligt komisk epigon af Poe. Det synes jeg ikke Lovecraft er. Lovecraft er lidt støvet og knirkende, hans gys går med fjederstøvler, men om nogen repræsenterer han tanken om den navnløse rædsel, og sammenholder man Lovecrafts univers, som er befolket med ”u-guder”, med Wittgensteins berømte udsagn om det man ikke kan tale, må man tie, rives tæppet væk under en, og der åbner sig pludselig en skræmmende skakt ned til et ordløst dyb, hvor det bobler af horror-lava, hvor den rene angst bor, uden form og struktur. Det er dér Lovecraft residerer. Poe har sin brønd og sit pendul og sin malstrøm, men han er mere moderne, neurotisk, han er formsøgende, formbevidst. Lovecraft er mytisk, arketypisk, og han er ingen stilist. Ønsker vel heller ikke at være det. Han er blot en forvalter af sin gale (og sande?) idé. Sammenligningen mellem de to er for letkøbt og forkert af Borges. Dog - man er lidt usikker med Borges. Er han en filur, der også driller sig selv? Samtidig med at han mobber, skriver han nemlig en Lovecraftsk ”kopi-historie”: There Are More Things. Om det fra Borges side er ment som en lidt ondskabsfuld travesti, parodi - eller som en trods alt respektfuld pastiche - det er man som læser lidt usikker på!
Lovecraftt

Og Kafka! Kafka er jeg blevet tilbøjelig til at indplacere i galleriet af mine horror-forfattere. Som ung læste jeg ham traditionelt, ærbødigt, alvorstungt, efter bogen, som man jo skulle - men nye oplysninger og nye læsninger har givet mig et andet syn på ham. Kafka var jo som barn fascineret af vulgære gøglerier, som han var tilskuer til, når teatertrupper med dukker kom til Prag fra Polen. Disse omrejsende teaterfolk blev betragtet som østjøder med dårlig smag - deres dukketeaterforestillinger var Schmalz (fedtflomme). Men den lille Franz var begejstret og sugede til sig. Jeg forestiller mig, at han som den kunstnersjæl han var, instinktivt og intuitivt sugede næring fra disse sumpplanter (for at bruge et udtryk fra Enquists Fra regnormenes liv). Det er for mig hele hemmeligheden ved at skrive godt og kraftfuldt, at turde være sine sumpplanter bekendt og raffinere dem. I sumpen er kraften, den kraft der skal til, råstyrken og råstoffet. Svaner og tyfus kommer samme sted fra!

(2004) - Trykt i bogform i "Pennen og leen", forlaget Alfa 07

Ingen kommentarer:

Send en kommentar