Kein Schlüssel - en nat i Wildeshausen - (1991)

Gl. ill. af Gudmund Hentze

I de seneste år har jeg tvunget mig til at rejse. Jeg er ikke særlig vild med rejseri, ikke forud i hvert fald - men desværre er man nødt til at udsætte sig for rejselivets strabadser for bagefter at kunne synes, det da egentlig var sjovt.
      Og for en forfatter kan fantasien ikke spire uden at få gødning fra virkeligheden. Til det formål er rejseri fremragende . for man kommer uvægerlig i clinch med en masse af den virkelighed, man ikke støder på til daglig.
      Nu for eksempel den tyske autobahn - en masse virkelige mennesker i en masse virkelige biler; det er som om autobahn repræsenterer livet i alt dets mangfoldighed. Her er BMW´er og Mercedes´er - det såkaldte autobahn-aristokrati - og langt m,ere ydmyge vogne som østtyske Trabier, samt hele lastvognsfolket ikke at forglemme, med vidt forskellige laster og af forskellig længde, heriblandt en enkelt potenspraler med vulgær-humoristisk hilsen til de kvindelige bilister på sin bagsmæk: Pas på - min er 18 meter lang!
      En bekendt af mig, en forfatterkollega, havde inviteret mig til Luxembourg, hvor han for tiden er bosat. I det nordøstlige Luxembourg havde han fundet et vaskeægte torturkammer på slotsruinen i Beaufort - og det, mente han, kunne være noget for mig at opleve og få inspiration af, da jeg i de senere år har beskæftiget mig med gysergenren.
      Så jeg besluttede mig for at "gøre" autobahn derned, og denne gang sammen med min kone, der er fremragende til at huske oplevelserne - og derudover har endnu en fortræffelig rejse-egenskab: hun er uenig med mig i stort set alt, ikke mindst med hensyn til valg af hotel undervejs, hvilket flere gange har givet os nogle usædvanlige hoteloplevelser, i første omgang til stort surmuleri fra min side, da jeg som kronisk nervøs rejsende altid ønsker alt planlagt, i mindste detalje.
      Min kone er således min sikreste garanti for, at tingene ikke udvikler sig alt for planmæssigt kedeligt, og selv på noget så ensformigt og ueksotisk som den tyske autobahn kommer vi ud for et og andet.
      Således også denne gang. Vi var altså på vej til et middelaldertorturkammer i Luxembourg, men kom undervejs til at opleve et moderne tysk. Der skete nemlig det. at vi kørte ind i Bremen uden forudbestilling af hotel. Vi regnede med at vi kunne få det hotel, vi tidligere havde boet på, et udmærket, billigt og centralt beliggende hotel - og det kunne vi, måske, men desværre var hele den inderste kerne af Bremen på det nærmeste totalspærret af vejarbejde.
      Hotellet var plat umuligt at komme til - det ved jeg - for vi prøvede at "angribe" det fra alle mulige vinkler, nordfra, sydfra, østfra, vestfra - uden held. Det eneste, der lykkedes os, var at køre mere og mere fortvivlet ind i de bremerske "vejarbejdsfælder". Til sidst var det et problem overhovedet at komme ud af byen.
      Det var efterhånden blevet sent på aftenen, og de få hoteller af overkommelig prisklasse, vi passerede på vor vej i "Bremer-labyrinten", var enten lukkede for natten eller på grund af forståelig ringe turisttilslutning.
      Endelig lykkedes det os at finde autobahn igen, og bange anelser begyndte at fylde mig, for dette her lignede en gentagelse af et gyseragtigt overnatningseventyr for et par år siden, da vi også havde kørt for længe, var blevet for trætte, ikke havde noget ordentligt hotel og derfor måtte tage havdsomhelst, vi fik tilbudt.
      Og historien gentog sig ganske rigtigt - på den første rasteplads vi kom til, var der nok en restaurant, men ingen værelser.
      Da vi var for trætte til at køre vide, måtte vi bide i det sure æble og spørge den heksemutteragtige servitrice (sidste gang var det en Frankeinstein-agtig afrydder), om hun kendte nogen, der havde et dobbeltværelse for natten. Det gjorde hun (det gør de jo altid!) - jo, hun kendte et lille pensionat i nærheden, vi skulle bare følge med hende, når hun kørte, så ville hun vise os vej.
     Som sagt har jeg prøvet situationen før  - og jeg hader den! Det er altid en mystisk køretur bag ud af reastepladsen, ad mørke skovveje med talrige sving, indtil man kommer til et mystisk sted, hvor der ligger et Hitchcock-agtigt "Psycho-motel" med en vært, der ser én an som en kannibal en missionær.
     Denne gang var det knap så slemt - skovvejene var der, men byen vi kom til, Wildeshausen, var da oplyst og så ud til at huse pæne mennesker. Indtil jeg kom til at tænke på, at det da ikke var nogen garanti!
     Snarere tværtimod - er det måske ikke netop sådan en ordentlig gyser af Stephen King eller David "Twin Peak" Lynch begynder? Man tager en pæn, lille by og skraber lidt i overfladen, og så ...
     Nu var min fantasi begyndt at galoppere - og bedre blev det ikke, da jeg så pensionatværelset. Det var da rent nok, det var ikke det, det var faktisk mistænkeligt rent - og radiatoren var plomberet, og selv om det var maj, var rumtemperaturen som i et ishus.
     Og værten var efter min mening foruroligende venlig - han bedyrede, at han sad oppe hele natten og passede på os; vi skulle ikke være bange, selv om vores dør desværre ikke kunne låses, Kein Schlüssel, men han skulle sidde vagt.
     Så fortalte han os om de andre pensionærer, især vor nabopensionær - han skulle op klokken halv seks og på badeværelset og ville måske støje lidt - det påstod min kone senere han havde sagt. Jeg hørte det, som om han - og jeg mener bestemt hans navn var Herr Krummsabel! - ikke tålte støj fra andre pensionærer. Det gik ham i den grad på nerverne, at han regelmæssigt skar halsen over støjende nabopensionærer.
     Jeg fik ikke lukket et øje den nat. Det var nemlig anstrengende at skulle holde munden lukket, så tænderne ikke klaprede i ishuskulden, så Herr Krummsabel blev vækket og kom farende ind ad min ulåste dør. Men min kone sov naturligvis godt, og det sidste, hun sagde til mig, var:
     - Pjat, du har en for livlig fantasi, især når du rejser, og desuden kan du for lidt tysk.
     Og dermed faldt hun i søvn og overlod mig til mine tankers slagtehuskolde torturkammer, der - som natten gik - blev mere og mere befolket af kanniballignende størrelser med krumsabler.
     Vi overlevede, som læseren nok har gættet. Og senere, da vi ankom til slotsruinen i Beaufort og fik forevist det omtalte torturkammer med autentisk pinebænk med pigge, tommeskruer og stige til strækning og radbrækning af lemmer, spurgte min bekendt mig spøgefuldt, om jeg turde overnatte i dette kammer for 10.000 kr.
     Med en vis overlegenhed i stemmen - og ærlighed - kunne jeg fortælle ham, at dette her egentlig ikke var noget. Det var for realistisk. Havde jeg måske ikke lige betalt 65 D-mark for en overnatning i fantasiens torturkammer. Med morgenmad, tilføjede jeg.
     Den var forresten udmærket.




(Trykt med titlen "To torturkamre" i Vendsyssel Tidende, 7.6.1991)