House of Essays

House of Essays
www.petermouritzen.dk/

En begmand og en bøhmand - (1995)


Hvad er ligheden mellem skakspillere og forfattere?
     Der er sikkert flere; men den mest iøjnefaldende er, at både skakspillere og forfattere kender betydningen af en god åbning.
     I skakkens verden har åbningsspillet ligefrem fået navne. Mange af disse er eksotiske og gådefulde, de vækker ens nysgerrighed. Hvad med Nimzoindisk f.eks.? Eller Siciliansk Parti? Eller Caro-Kann. Eller Aljechins Forsvar? Jeg ser såvel buddhaer og som mafiosoer, samt mystiske egyptere og medicin til bekæmpelse af alvorlige sygdomme, når jeg hører sådanne navne på åbningsspil i skak. Man kan fristes til at lære disse spil at kende. Hvad er deres hemmelighed, deres historie? På samme måde med litteratur. En god titel er guld værd, det ved vi; men en god begyndelseslinje er sandelig heller ikke at foragte. Som en af personerne i Arturo Pérez-Revertes roman ”Dumas-klubben”, en bibliofil, siger: Altid disse enestående begyndelseslinjer … Husker de vores samtale om Scaramouche? ”Han blev født med latterens gave”. Der findes begyndelseslinjer, der af og til kan sætte deres spor på et helt liv, synes De ikke?
     Til dette udsagn kan jeg kun nikke bekræftende. I min opvækst citerede min far altid én bestemt begyndelseslinje fra en bog. Citatet var på engelsk og lød: ”They threw me off the haytruck about noon”.
   
Sådan. Det er begyndelseslinjen i James M. Cains ”The Postman Always Rings Twice” - ”Postbudet ringer altid to gange”. Tilsyneladende er linjen måske ikke særlig original. Men den virker. Den smider os, læserne, hovedkulds ind i en historie, som intoneres, kort og godt, kontant, myndigt og markant. Her er vi nu, kastet ud i et fremmed tekstlandskab, som vi først skal lære at kende, sammen med hovedpersonen, som vi også først skal lære at kende, i et eventyr, hvor vi har fælles skæbne. Vor elementære nysgerrighed er vakt, appetitten skærpet fra starten. Vi er smidt af høvognen og er som vagabonden i Cains klassiker parate til at ”bumle” videre til et nyt liv, en ny historie.
     Cains begyndelseslinje er en åbning til det gemte barn i os voksne. Det er vor indre Tom Sawyer, der bliver kaldt på og som lader sig lokke. Det er barnets lyst til at gå på eventyr og udforske verden. Og barndommen er i sig selv som en begyndelseslinje, barnet repræsenterer den umiddelbare lyst til nyt, nye eventyr – en medfødt, naturlig egenskab som vi så ofte glemmer som voksne. Barnet skal bo i en, i et centralt værelse i ens bevidsthed, hele livet, leve med i en, som et korrektiv til det stive, forstenede voksenliv.
     For nogle år siden var jeg på Louisiana til den store René Magritte-udstilling, og en dreng udbrød til sin far – Hun er blød, far! De stod foran Magrittes maleri fra 48, ”Erindringen – (Memory)”, der forestiller et kvindehoved, en buste, med blod om det ene øje. Faderen rettede drengen – Nej, hun bløder. Men det var barnets impulsive sprog, der gav Magrittes billede sit sande, sproglige udtryk. Det var faderens korrekte sprog, der var forkert, her, i denne sammenhæng.

Det var barnet på Louisiana, der gav normalsproget en begmand og åbnede til et nysyn. På samme måde som da mit barnebarn – netop fyldt ét – for nylig var på besøg, mens jeg med stenansigt og gravalvorlig sad og studerede skakåbninger ved mit skakbord. Malte Menneskebarn kom stavrende hen til skakbordet med de fristende brik-figurer, og med et snuptag trak han en bonde et par felter frem og sagde BØH!
     Det er skak i en nøddeskal. Selvfølgelig. Skak er kamp – og angst for modstanderens næste træk. Ethvert skakparti bør derfor åbnes med et højt BØH! Det er ligheden mellem skak, litteratur – og livet, hver ny dag, hvert nyt år. Der bør altid åbnes, så det siger bøh i en. Sådan undgår man forkalkning i utide.

1995 - Trykt i bogform i "Pennen og leen", forlaget Alfa 2007


Ingen kommentarer:

Send en kommentar