Herman Melbolle, Mobbe Dick og andre nyskabninger

Der har været skrevet en del om politisk korrekt litteratur, forkortet til PC. Der findes som bekendt en anden slags pc, tekstbehandlingsanlægget eller computeren – og også den kan have en korreksende funktion. Jeg tænker på den stavekontrol, der ofte er indbygget programmerne.

     Det er ganske praktisk at have en sådan kontrol koblet til teksten. Ikke mindst fordi den fanger småfejl i de almindelige ord, som man normalt ikke kontrollerer. Til et hurtigt staveeftersyn kan den således både være nyttig og dygtig.             Men for nylig erfarede jeg, at stavekontrollen kan meget mere end sit stavekorrekte fadervor – jeg opdagede, at kontrollen kan digte!

     Jeg troede det ikke muligt. Ganske vist har jeg hørt om computerprogrammer, der kunne skrive bøger efter modeller fra alverdens litteratur; men resultatet skulle vist også blive derefter, nemlig skabelonlitteratur kemisk renset for personlighed og kunstnertemperament.

     Min erfaring med stavekontrollen har imidlertid gjort, at jeg er parat til at revidere denne negative vurdering af computerprogrammernes evne til nyskabelse. Under et arbejde med forfatternavne og bogtitler meldte der sig de mest forbløffende forslag til rettelser. Litteraturhistorien er ikke mere den samme, efter at være kørt igennem den stavekontrollerende instans.

     Forfatteren til de kendte Robin Hood-bøger hedder normalt – som vi bogfolk ved – Howard Pyle. Men ikke længere; for ved mødet med min pc´ers stavekontrol er hans gode navn rettet tilo Howard Pylr! Og han har i øvrigt slet ikke skrevet Robin Hood, som vi troede, men derimod Robin 
Hook! – altså ifølge stavekontrollen.

     
Tilsyneladende har computeren tænkt en selvstændig tanke og og foretaget en litterær gensplejsning. Helt af sig selv har den blandet to børnebogsklassikere og gjort dem til én; for Hook – Kaptajn Klo på dansk – er jo en af hovedpersonerne i ”Peter Pan”. Som for resten slet ikke hedder Peter Pan i mit staveprogram, men Peter Pæn. Hvilket for så vidt er godt og originalt set af stavekontrollen, da Peter – i hvert fald i Disneys tegnefilmversion – er mere pæn end Pan.

     

I det hele taget forekommer det mig, at der er en nisse eller drilleånd på spil i pc´erens stavekontrol. Jeg har oplevet det før med skakcomputere.

    Dengang var jeg sikker på, at der sad et skakfantom, en ånd-der-gik-igen i skakprogrammet, sandsynligvis var der tale om en for længst afdød skakmester, der ikke kunne finde hvile, men gik igen som spøgelse og havde taget bo i en skakmaskine.

    I tilfældet med den computerstyrede stavekontrol forestiller jeg mig, at noget lignende er sket: at der måske er en afdød dansklærer på spil, frustreret over sit frugtesløse virke blandt illitterære og dumrianer – måske en djævel af en degn, der har taget skikkelse af af pc-poltergeist. Det var i hvert fald som om kontrollen ofte kommenterede ironisk, satirisk eller måske ligefrem sarkastisk ondskabsfuldt.

     Sir Walther Scott, forfatteren til så noble bøger som ”Ivanhoe” og ”Talismanen”, kaldte pc´eren konsekvent for      Sir Walter Snot – og vi taler om en adlet mand! Selv var jeg – i god overensstemmelse med tidens politiske korrekthed – først overordentlig forarget over denne respektløshed, men gøede så af fryd og overgav mig til gadedrengen. Og der kom mere kød til den køter.

    En anden adelig i litteraturen, Sir Arthur Conan Doyle, fik dog knap så fræk en behandling af den egensindige stavekorrekser. Sir Arthur Kanon Doble blev han til, hvilket gav mig Wimbledon-associationer. Alternativt foreslog maskinen Sir Arthur Conga Doble. Det var lidt mere Monty Pythonsk i sit (van)vid, men såre britisk og som sådan i orden.

    Stavekontrollens forslag til korrekt stavning af Gustave Flaubert var derimod mere litterært bevidst og gennemtænkt: Gustav Flabet, kom han til at hedde, forfatteren til en af verdenslitteraturens skandalesucceser, ”Madame Bovary”. Godt set, pc!

    Jeg burde være advaret, da Stevensons klassiske gyser om Dr. Jekyll og Mr. Hyde fik navneforandring til Dr. Rekyl og Mr. Yde, samtidig med at den skotske forfatter blev gjort dansk og omdøbt til Steffensen. Men det ramte mig alligevel hårdt og gjorde mig personlig ondt, må jeg indrømme, da en af mine husguder, Edgar Poe, fik navneforandring til Edvard Pog. Pog! En betegnelse for de yngste spejdere i FDF – en spejderdreng – en grønskolling! Og dette foreslået som en passende navneforandring til den narkotiserede gysermester, der havde farven sort som en signet i sit sind.

Her gik stavekontrollen sandelig ud over sit kompetenceområde og blev politisk korrekt i et forsøg på at hvidtvætte og opdrage en outsider-poet, hvor den blot skulle være stavekorrigerende. Jeg appellerede til pc´eren, talte indtrængende til dens værre jeg, betonede at grænsen var nået for min medvirken, hvis dette missionerende korstog skulle fortsætte.

     
Med bæven aflæste jeg så dens forslag til en af Poes mestergysere, ”Den sorte kat”. Jeg frygtede stavekontrollen ville fortsætte ydmygelsen, måske foreslå noget povlkjøllersk som ”Min søde missekat”. Min frygt viste sig at være ubegrundet. ”Den sorte kat” gik glat igennem. Hvilket ikke var tilfældet med en anden af Poes mesternoveller, ”Huset Usher”. Det blev til ”Huset Pusher”; men det fandt jeg var rimeligt kongenialt tænkt af maskinen.

     Det gav et blasfemisk gib i mig, da Herman Melville blev døbt Herman Melbolle; men jeg må da indrømme, at den gamle fanden i mig gnæggede en kende. Og denne hr. Melbolles berømte hvide hval hed nu ikke længere Moby Dick, men Mobbe Dick; det er der en vis mening i, for med nutidens udtryk kan man da vist godt sige, at Moby mobbede og selv blev mobbet.

     I det hele taget var det, som om pc-stavekorrektøren havde en vis sans for moderniseringer af ord og begreber, hvilket jeg fik bekræftet, da Voltaires ”Candide” blev omdøbt til ”Caddie”. Først var jeg ét stort spørgsmålstegn, men fattede efterhånden pointen. Det måtte være en brod mod den ny, omsiggribende kult af golfdyrkere, der bedyrer at golfbanen er den bedste af alle verdener. Det er sikkert det, Computer-Voltaires ny-Candide skulle handle om, hvis pc´eren blev sat til at skrive den; det ville givetvis blive en moderne satire over golf-idiotien.

     Og filosoffen Leibniz, der var det satiriske mål for Voltaire i den gamle ”Candide”, får også latterens bid at mærke af den moderne pc´er; for de monader, som ifølge Leibniz var små atomare kraftenheder, som det guddommeligt gode univers var opbygget af, er til spot og spe hos min stavekontrol – den kalder monaderne for mænader, dvs. vilde og løsslupne fruentimmere!

     Måske det dæmoniske dyr i maskinen har en anima-side, tænkte jeg – et andet jeg, et andet køn som den lader komme frem i sig. Måske er den alligevel ikke – som før foreslået – en mandlig danskdegn, der afreagerer sin dannelse med en parodisk, Bakhtin´sk karnevals-latter fra det hinsides, men derimod en drillepind af en kvinde.

     Noget kunne tyde på det, da den stakkels Carit Etlar, forfatter til mande- og røverhistorien ”Gøngehøvdingen”, af maskinen blev udsat for voldtægt og dertil den regulær kønsskifteoperation. Skal man tro kontrollens staveoperatør, findes der nemlig slet ikke nogen Carit Etlar – eller måske har han blot været ghostwriter for den rigtige forfatter til ”Gøngehøvdingen”; det rette navn angives i hvert fald som Karin Ettaler! Værsgo! Her faldt vist mandens sidste bastion.

     Det kan være, at jeg giver maskinen for lidt kredit, når jeg siger den er up-to-date, jævnfør golfmotivet, samt kvindernes overtagelse af forfatterrollen. Den peger faktisk videre, fremad, ind i fremtiden, forsøger i det mindste på det ved at være direkte sprogligt nyskabende, som vist i det følgende eksempel – samtidig med at den kommenterer en aktuel problemstilling omkring indvandrere; men den grænser nok – i dette tilfælde – til det racistiske. I Poul Martin Møllers digt ”Glæde over Danmark” findes som bekendt linjen ”Klærken raaber i Manillas Rønner”. Pc´eren foreslår ”raaber” erstattet med ”araber” og har dermed skabt et nyt dansk verbum, at arabe. Man forestiller sig vel en lidt, om jeg så må sige, varmblodet gestikuleren og tilsvarende livlig tale, måske lidt i retning af at skabe sig; men jeg tvivler på, at verbet – skønt det er farverigt og som sådan kunne bidrage til det danske sprogs udvikling i retning af det mere eksotiske – vil vinde indpas i det danske sprog. Her vil tidens PC-politisk korrekte indstilling sandsynligvis vinde over en pc-stavekorrigering. Kunne man f.eks. forestille sig en lærer skælde en hyperaktiv knægt ud med ordene: ”Hvis du araber dig mere, så er det ud!”

     Men min beundring for maskinens evne til på forskellig vis at kommentere navne og titler, samt modernisering og opdatering, steg, da operatøren gik i gang med et staveeftersyn af første vers af ovennævnte digt af Poul Martin Møller; det blev skrevet under hans berømte Kina-rejse og trykt i 1823.

     ”Rosen blusser alt i Danas Have, Lifligt fløiter vist den sorte Stær, Bier deres brune Nectar lave, Hingsten græsser stolt på Fædres Grave, Drengen plukker af de røde Bær”.

Det var naturligvis barnemad for pc´eren at ændre de gamle stavemåder ”fløiter” og ”Nectar” til ”fløjter” og ”Nektar”; men så kom det totalt overrumplende – Pc´eren rummede også litterær indsigt i nutiden, i vore dages digtning. For hvad skete der med allerførste linje, den med Danas Have?

Denne linje ændrede maskinens stavekontrol til … Dannys Have. Den kendte sgu Onkel Danny! Den vidste, hvad han har betydet for dansk digtning og for det danske folk. Og samtidig med at den smukt opdaterede Poul Møllers gamle glædesdigt, gav den Onkel Danny et smukt, smukt eftermæle: Rosen blusser alt i Dannys Have.

     

Dan Turélls grav

Jeg har – som det måske forstås af ovenstående eksempler – omdøbt min computers stavekontrol til ”Stavetrold”. Ingen skal herefter komme og fortælle mig, at en computer ikke ejer skabende evner. Samtidig ejer den en kreativ fantasi, den kan frembringe nye forfattere, den kan digte nye historier for gamle og lave gamle, velkendte skikkelser om til interessante nyskabninger.

     Det forholder sig faktisk modsat med hensyn til hvad man almindeligvis påstår om computere, at de er gode til det faktuelle, men mangler fantasi; for når min pc´er skriver ”Stavekontrollen er færdig”, så skal jeg først til at menneskekontrollere dens resultater. Den har sine mangler ved korrekte navne og titler, mildest talt. Som stavekontrol er den kun betinget pålidelig. Men som trold er den helt suveræn.

(Trykt i Weekendavisen 9.8. 1996, genoptrykt i essaysamlingen "Pennen og leen",  forlaget Alfa 2007)