House of Essays

House of Essays
www.petermouritzen.dk/

Kassaterne







Ingen ved hvad der foregår i en forfatters papirkurv. Der er liv, skjult liv. Men liv. Ikke et liv klædt i pænt tøj, det er tværtimod et sammenkrøllet liv, et iturevet liv, et liv med laser og pjalter, et myldreliv som af lus og lopper. Men liv. Det er et liv ligesom på samfundets bund, et liv der ikke har noget mål, nogen mening, et kasseret liv. Her i papirkurven lever de sølle skæbner, de der ikke rigtig fik chancen, de der ikke rigtig duede, de der måske nok havde evnerne, men som fejlede, de lever som løse hunde og vilde katte, de kæmper for den lille stump liv der er til rest, som for et gammelt kødben, eller afpillet fiskeben, de lever som glemte, hemmelige eksistenser, de lever som forældreløse, som gadebørn og baggårdsrotter; men de lever! Og de kæmper. De har deres stolthed. De pukker på deres ret. De er naragtige og forfængelige, de har stærke følelser, og måske er de stærkest her, på bunden af alt, i det dybeste hul i universet, i den mørkeste afkrog af junglen, i en forfatters papirkurv. De er de forladte tanker, de kasserede ideer, bragt til live og smidt væk igen af en gud de ikke kender, til et liv de ikke forstår. De er små, de er ikke store nok til en bog. Derfor må de føre sig frem. Derfor må de gøre opmærksom på sig selv. Derfor er de misundelige og jaloux på hinanden. Notaterne er finere end notitserne. Bare navnet: Notat. Der er fint, nærmest som en adelsmand, ikke sandt? Men notits: Det er ikke mere end en vits! De lever, og hader, og skændes, forfatterfolket, alle de udstødte, lapperne, papirstumperne, de hele, halve og kvarte ark. De har deres hakkeorden, de konkurrerer om, hvem der har magten. De fører sig frem i al deres ufuldkommenhed som i en skønhedskonkurrence, blot er der intet skønt ved dem målt med almindelige menneskers målestok, snarere er det en opvisning i grimhed, et hæslighedens halloween, et karneval for vanskabninger. Jungleloven gælder her. Og dog er de mærkeligt forbundne med hinanden. De ved det måske knap nok. Men de er en fælles stamme, Kassaterne, det fortabte folk, bundet sammen af det ene at de alle er endt her som rester til hundeskålen, som levninger af en forfatters fantasi. De er strøtanker. Døgnfluer. De lever deres korte, jammerlige liv. Og snart skal de dø. Sammen. Af den samme ild. Når papirkurven tømmes. Men de lever. Endnu. Deres lille, fortvivlede liv.

Man opdager støvmider. Man kan se dem i et mikroskop. Og med et teleskop undersøger man om der er liv på Mars, og på andre planeter. Om der er liv i universet. Men ingen interesserer sig for om der er liv i en papirkurv. Måske skulle man lede der?



(Trykt i ´Monstermail´, Apostrof 2002)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar