House of Essays

House of Essays
www.petermouritzen.dk/

Skræk for skak



Min skakroman fra 1995 udgivet hos Samleren



I en moden alder har jeg lært et nyt monster at kende. Jeg fik dets skrækkelige fjæs at se, men først lidt forhistorie. 
Det begyndte med en skakpassion. Det var spændingsromanen ”Det flamske maleri” af Arturo Pérez-Reverte, der vakte min nysgerrighed med hensyn til det klassiske spil. Romanen handler om et mystisk skakspil; men skakspillet i sig selv var et mysterium, forekom det mig. Det ejede en hemmelighed. Det var som et fremmed, skakternet land, jeg endnu ikke havde besøgt, men som jeg nu pludselig fik en uimodståelig trang til at udforske.
”Nu gælder det jo for skak som for kærlighed, at en partner er uundværlig,” siger fortælleren i Stefan Zweigs klassiker ”Skaknovelle”. Det er et udsagn fra en svunden tid, en Verden Af I Går, som Zweigs selvbiografi hedder. Sådan forholder tingene sig ikke mere, i hvert fald ikke hvad angår skak. Og som barn af en ny tid anskaffede jeg mig en skakcomputer, så jeg kunne sidde og spille mod en elektronisk modstander, når det nu passede mig. Desuden bildte jeg mig ind, at det var mere afslappende at spille mod en computer end mod en person, da jeg over for en maskine ikke kunne dumme mig eller tabe ansigt.
Jeg skulle blive klogere. Jeg blev vred på mig selv, jeg blev flov, ja skamfuld, når jeg trak et dumt træk og maskinen øjeblikkeligt satte mig til vægs med et klogt modtræk. Det var akkurat, som om der sad en levende modstander over for mig, usynlig ganske vist, men ikke mindre irriterende af den grund. Min ”ånd” var ekstremt drilagtig og ondskabsfuld. Han manglede et menneskeligt ansigt. Jeg gav ham et kombineret lærer- og bøddelnavn. Jeg kaldte ham Skakretteren, fordi han rettede mine fejl ved at sætte mig skak.
Skakretteren var en hård læremester, uden nåde og barmhjertighed. Hvis jeg havde haft en levende skaklærer, ville jeg vel som begynder kunne forvente lidt pædagogisk vejledning, hjælp og opmuntring. Ikke her. Det var den hårde skole, hvor Skakretteren gjorde kort proces og mit hoved kortere! Han rådede over et stort skakbibliotek indbygget i sine computerchips, hvorimod jeg selv var henvist til at prøve mig frem, det vil sige dumme mig, den ene gang efter den anden. Jeg opdagede sider af mig selv, som jeg enten ikke tidligere havde kendt eller som i det mindste ikke troet var så fremherskende i min karakter, bl.a. stædighed og utilbøjelighed til at lytte til sund fornuft.
I den periode jeg spillede, læste jeg i tilfældigt i en avis en kvinde udtale, at skak var det rene tidsspilde og mandeidioti, da man(d) bare sad der og lukkede sig inde i sig selv. Ganske uret har hun ikke. Idiotien er bestemt en risiko ved skakspillet. Med fordybelsen i spillemønstrene og skaklabyrinterne risikerer man nemt at gå i fælden og lade sig fange ind i et autistisk lukket univers. Men hvis man som skakspiller er indstillet på – og har mod til – at lære sig selv at kende, er skakspillet faktisk en fremragende læremester og karakterdanner!
På grund af fordybelsen og den stærke koncentration spillet kræver af en, bliver de følelser og tanker man rummer tilsvarende tydelige. Man sætter sig selv på spil – og på spidsen! Jeg har nævnt vrede, flovhed, skamfuldhed, men også ”grimmere” følelser som trang til at hovere, når det endelig lykkes at besejre bæstet. Og overmod – hybris – der også i skak straffes med nemesis, gengældelse. Man kan opdage spillelidenskab hos en selv, af ludomanisk art. Og man kan oparbejde et hadefuldt raseri mod monsteret, der koldt og beregnende ”halshugger” en den ene gang efter den anden. Der er skam lidenskab i det kultiverede spil!
Men også borgerlige dyder kommer til orde: Man erfarer, at man spiller bedst, hvis man er velforberedt, at ens psyke og fysik skal være i harmoni – og at man vinder i spillestyrke efter et bad og en barbering. Man opdager, at viljestyrke er et stærkere våben end man måske troede. Hvis man ikke går i panik, kan man ved udholdenhed, koncentration – samt en knivspids fantasi – spille sig ud af vanskelige situationer og slå maskinen.
For mig er det sket, at jeg er kommet stærkt igen, efter svære vanskeligheder. Det er sket undtagelsesvist, indrømmet, men alligevel. Kloge hoveder vil hævde, at det er fordi min maskine ikke er avanceret nok, og at der findes skakcomputere, der er umulige at besejre, selv for store skakspillere. Men på det personlige ”lilleplan” kan man glæde sig over, at det umulige kan ske. Det bestyrker en i troen på, at man med ukuelighed, kreativitet og fantasi, med en skæv og uortodoks spillestil kan vinde over maskinen, ligesom Klods-Hans i eventyret – bare man går til den med den indstilling, at her kommer jeg og gør det umulige. Klods-Hans-tanken er måske menneskets bedste magiske kraft.

Min skakgyser for børn og unge udgivet hos Dansklærerforeningen i 1997

Men den vigtigste erfaring fik jeg, da Skakretteren kastede masken og viste mig sit sande ansigt. Det var mit. Det var mig selv og min egen begrænsning jeg spillede mod. Jeg blev konfronteret med min egen afmagt. Jeg, der ellers er boglig og sproglig, kom til kort, alt i alt, på et område der ellers er beslægtet med min normale styrke, sprogligt-logisk, intellektuelt, teoretisk. Jeg stod pludselig i andre menneskers situation, dem for hvem sprog er forvirrende fluer. Den lektion fik jeg – også – at være sproglig handicappet.
Dette er en af den menneskelige dannelses grundpiller – lære den basale afmagt at kende. Kun på baggrund af den kan man lære sig selv at kende som menneske. Og det er forbløffende hvilken styrke man kan opnå, når man opgiver at binde sine kræfter til opretholdelse af en ydre styrke, facade. De kræfter, der frigøres, kan man indvinde til indre styrke, sand styrke. Ligesom i Grimms eventyr om drengen, der gik ud for at lære angsten at kende, lærte jeg afmagten at kende. Jeg lærte måske nok skaksproget, men egentlig ikke bedre end en øvet begynder.
Denne afmagt er sund, fordi den er realistisk, fordi den fortæller noget fundamentalt om det at være menneske, og fordi den er sat i relief af, at skakspillet i sig selv, som ”spilopfindelse” er fuldendt.Det er både enkelt og kompliceret. Det er mytologisk, litterært, ikonisk, filosofisk, symbolsk, historisk betydningsladet. Kongespillet (skak betyder konge, af det persiske ord shah), åbenbarer essensen af menneskelivet, af eksistensen: Spillet er fuldkomment, som kun Gud og Universet kan være det, så fuldendt sig selv, at det må drage os ufuldkomne mennesker, i en længsel efter at forstå og beherske spillet – livet. Det holder os søgende. Og det er måske skakspillets hele hemmelighed.
(1995)




Ingen kommentarer:

Send en kommentar