De bedste bøger
besvimer man af.
Man skal slet ikke
kunne læse dem, da et forsøg på dette øjeblikkeligt forårsager
kortslutning af bevidstheden. Det er vel kunstens natur.
Det er også
definitionen på den fuldendte læseoplevelse. De bedste bøger får
man slet ikke læst, kun lige akkurat anet, før bevidstheden går i
sort. Resten af livet vender man så tilbage til dem stykkevis, for
ikke at dø af overvældelse – eller lade dem vente, simpelt hen,
som en evig advent.
På mit lokale
bibliotek her i Vrå forstår man min opfattelse af litteraturen. Jeg
er ofte på biblioteket for at låne bøger, som jeg læser, akkurat
som andre lånere; men med års mellemrum sker det jeg stiller mig op
ved skranken, rømmer mig for at tilkendegive at dette er en særlig
dag – og bibliotekaren Vibeke, som kender mig, ved da også straks,
hvad det drejer sig om.
- Dén, siger jeg,
en anelse skamfuld, som var det porno.
- Igen? spørger
Vibeke.
- Dén, gentager
jeg bestemt.
- Den af
besvimelseskunstneren? Vibeke spørger igen, for ligesom en
samvittighedsfuld læge at stille den rette diagnose.
- Ja, siger jeg. –
Dén.
- Er du sikker på,
at du kan tåle den? Allerede? spørger Vibeke bekymret. – Er det
ikke kun syv år siden sidst?
- Jeg tror tiden
atter er inde, svarer jeg.
- Har du taget din
beroligende bogmedicin? vil Vibeke vide. Hun er en ansvarsfuld
bibliotekar, dertil den mest avancerede i Danmark med hensyn til
betjening af ekstreme lånere, hun har haft mig som låner i årevis.
- Jeg ville nu
helst se en lægeattest, indvender Vibeke. Men hun giver sig og
henter bogen til mig. – Den er for resten aldrig udlånt, altid
hjemme, beklager hun.
- Det er klart,
siger jeg. – De fleste låner lort. De er análfabeter, de læser
med røven ikke med hovedet. Men I må ikke kassere denne bog uden at
kontakte mig, formaner jeg Vibeke.
- Jeg kasserer
sandelig ikke Laxness, svarer Vibeke spidst. – Den bog holder nok
længere end både du og jeg.
Så går jeg hjem
med År og dage i Brattekåd. Jeg sætter mig i læsestolen og
slår forventningsfuld op på første side, læser: ”En klog mand
har sagt, at næst efter at miste deres mor er der ikke noget, små
børn har bedre af end at miste deres far.”
Jeg rejser mig med
et sæt. Et elektrisk stød sender mig op, ud af læsestolen, på
vandring rundt i stuen. Min læsestol er ikke nogen uskyldig
størrelse, den er den elektriske stol, intet mindre, og det der
slutter strømmen er altid den strømførende sætning, det
elektrochok der kan springe fra sproget, når forfatteren er en
Edison og kan det med modstand og spændinger, der som bekendt får
glødelampen til at lyse. Ganske vist husker jeg Laxness-ordene
anderledes, således: Det næstbedste der kan ske et barn, næst
efter at miste sin mor, er at miste sin far. Jeg har
strammet Laxness i min hukommelse. Sandsynligvis har jeg – ubevidst
– kørt ham metrisk sammen med et digt, som jeg ikke har kunnet
undgå at læse til ende, fordi det er så kort; et af amerikaneren
Bill Knotts Naomi-digte – det lyder sådan: ”Det eneste man kan
gøre/ved et barns grav er/at lægge sig ned og lege død”. Jeg har
ganske givet flettet de to digtere sammen og kreeret min egen udgave.
Men det gør ikke noget, der er punch nok hos Laxness, han klarer sig
både med og uden podning med Knott.
Hvor længe jeg
vandrer rundt i sprogchok, ved jeg ikke, timer, dage, uger måske;
men jeg genfinder mig selv atter stående ved biblioteksskranken hos
Vibeke.
- Gik det? spørger
hun, deltagende.
Jeg ryster
beklagende på hovedet. – Modet svigtede. Jeg turde ikke. Der var
kniv i sproget. Så det er stadig den næstbedste bog jeg ikke har
læst.
Vibeke vil
naturligvis vide, hvad den bedste er.
- Kanelbutikkerne
af den polske forfatter Bruno Schultz, siger jeg. – Jeg købte den
tilfældigt, antikvarisk, engang. Eller købte og købte … så vidt
jeg husker fik jeg en klækkelig rabat på mit øvrige bogkøb, hvis
jeg tog ”Kanelen” med. Ingen ville eje eller have den. Undtagende
idioten her. Den er helt inappellabel. Den er en dom på livstid. Man
tror man ved, hvad surrealisme er, man tror man ved hvad sproget og
tanken kan i fantastisk henseende, man tror man ved hvad fantastisk
litteratur er, man tror man ved hvad erindringslitteratur er, indtil
man har besøgt Brunos kanelbutik. Man har jo som begejstret
litteraturmenneske læst – eller rettere ikke-læst – en
del mellem år og dag. Kafka, Carroll og så videre – og så kommer
man til Kanelbutikkerne … ja, jeg savner naturligvis ord –
men det er en bog jeg har besvimet mig igennem, jeg ved ikke hvor
længe. Efter 15-20 år er jeg så småt ved at have den koblet til
min bevidsthed, det man kalder læst; men det er klart det er
en langsom proces, når forfatteren er en sabotør mod hjernens
jernbaneskinner, med tankeladet sprængstof og ti tusinde stænger
sprogdynamit.
Vibeke foreslår mig at slappe lidt af og passe på blodtrykket, jeg blev jo snart 50, og jeg skulle nødig gå over en bog. Hun ville trods alt savne mig, jeg er jo vigtig for hendes fortsatte uddannelse.
Jeg takker for
rådet og går så hen til min bookmaker. Jeg sætter en tier på, at
Danmark vinder over Kroatien ved europamesterskabet i fodbold.4-1 til
Danmark. Jeg kan godt lide at spille, sådan for sjov. Det giver et
ekstra gys, når man sidder og ser kampen. Et hyggeligt gys, hvis man
kan kontrollere sin spillemani – og dén har jeg ingen problemer
med.
Min bookmaker er et
afslappet sted, helt uden litterære sindsbevægelser. Ganske vist er
det officielt en boghandel; men hele centralområdet i butikken er
domineret af spil – oddset, tips, lotto, skrabelodder etcetera. Der
er On Line-maskiner i gang hele tiden, og et stort tv kører nonstop
med informationer om de seneste odds og resultater. Det er
beroligende, at det alt sammen er så strømlinet, det er sandelig
ikke nogen kanelbutik!
Jeg indleverer min
kupon og får en kvittering. Der er store odds på 4-1 til Danmark,
man får pengene 25 igen. Jeg diskuterer fodbold med bookmakeren. Han
mener jeg satser for vildt. En livlig diskussion udspiller sig mellem
os. Jeg har glemt alt om Laxness´ litteraturchok.
- Det skal være
vildt, livet er for kort til normalprosa, påstår jeg. Og i et
anfald af overmod spørger jeg bookmakeren – der jo altså som
nævnt også er boghandler – om han har nogle bøger man kan
besvime af. Bookie peger på disken med bestsellere og populære
nyheder. Der står en uhyggelig en af Valery Martin – Mary
Reilly hedder den, og den skulle ifølge bagsiden være en
vellykket gyser om en tjenestepiges oplevelse af at tjene hos den
berømte/berygtede Dr. Jekyll/Mr. Hyde.
Jeg køber den. Det
er klart. Stevensons klassiske historie om den dæmoniske doktormand
har altid fascineret mig. Jeg husker fra barndommen, hvordan jeg
gysende måtte lægge den ulæst væk, langt ind under sengen, for at
kunne falde i søvn.
Den effekt melder
sig desværre ikke med denne ”ny-Hyde” om tjenestepigen Mary. Jeg
opdager, at jeg læser den! Jeg læser denne opkomling af en nygyser
ubesværet, med normal puls, måske endda let gabende, jeg er ikke på
besvimelsens rand, selv om bogens optakt er en gruelig historie om en
lille pige, der lukkes inde i et garderobeskab sammen med en rotte,
der skambider hende.
Men det er så pænt
og gennemskueligt skrevet, nydelig skolestil, forfatterskoledygtigt
til karakteren 10 med en pil opad, og med en krog eller klo, hook,
(rotteskabet) til at gribe læseren i kraven fra begyndelsen. Fint
nok, hvis det virker. Det gør det ikke her, ikke for alvor, jo måske
for yngre, utrænede, uerfarne læsere, men ikke for en voksen med
læser-erfaring. Der mangler fortættet fortællekraft, der er intet
urovækkende her, intet lurende, truende angreb på tanke og sind,
rotten er et nydeligt tamgys som man kan slappe af med. Bogen er
tilsyneladende skrevet til filmatisering, det er den da også blevet
med blandt andre Julia Roberts og Glenn Close. Måske har billedsiden
chok.
Jeg lægger bogen
fra mig efter 40-50 sider. Jeg vil bestemt læse den til ende, den er
tilpas underholdende. Og måske får den mere bid undervejs. Men det
er rart, at der findes bøger med rotter der bider børn i
garderobeskabe, som man roligt kan læse videre i, som man ikke skal
besvime sig igennem. Det giver fred til nervesystemet. Det sande gys,
den sande sindsbevægelse får man af sprogkniven. Hos Valery Martin
er der intet knivsprog, intet chokerende lynnedslag i hjernen, i
denne gyser er der fred og ingen fare, det er et guvernantegys helt
uden kunstnerisk investering, det er ligesom at spille oddset, gys
for sjov.
Jeg sender en
nostalgisk tanke til Poe, Lovecraft, Stevenson – de kunne være
omstændelige i deres optakt, filosofisk-pedantiske, de kunne være
tørre, måske endda lidt kedelige; men der var tale om en
fortællemæssig opbygning, en opladning, en langsom koncentrering af
et spændingsfelt, en fælde læseren lod sig lokke i, man anede at
noget forfærdeligt ville komme, man anede at man blev ladet op til
selve gysets indsigt. De var anelsens gysermestre – læste
man dem ikke, arbejdede ens fantasi så meget desto værre og panisk,
læste man dem døde man af skræk! Jeg sukker, erkender at jeg er
reaktionær og romantiker, ikke halvtreds, men 150!
Jeg tænder for tv
og ser, at Danmark er ved at tabe til Kroatien. 3-0. Min tier er
tabt, heldigvis spiller jeg kun for sjov. Danmark er ude af EM. Hvis
fodbold er kunst, er kunsten så sandelig kort! Jeg fisker Stevenson,
originalen, ud af reolen og læser fra den omhyggelige beskrivelse
af sagføreren Mr. Utterson: ”Han var en nøjsom natur, drak gin
når han var alene for ikke at give efter for en forkærlighed for
gode årgange, og skønt han elskede teateret, havde han ikke sat
sine ben i et de sidste tyve år. Men overfor andre var han
overbærende og kunne undertiden næsten med misundelse undres over
den forfærdelige kraft, der rummedes i deres misgerninger – og når
det kom så vidt, var han den mand, der hellere gav en håndsrækning
end en bebrejdelse. ’Jeg føler med Cain og hans kætteri,’ sagde
han på sin sære facon: ’jeg lader min broder gå ad helvede til
på sin egen maner’ – ”
Længere når jeg
ikke. Jeg må op at vandre, jeg vandrer en lang tur, for ordentlig at
give plads til blodtrykkets stigen. Heldigvis er himmelen høj over
Vendsyssel, her er rum til ordenes højtryk. Og gode ord vinder hver
gang. Gode ord taber aldrig. Spil på Gode Ord-Oddset, der er gevinst
hver gang, og odds er svimlende!
Trykt i "Pennen og leen", forlaget Alfa 2007.
Oprindelig trykt i bogbladet Griflen nr. 25/96 under titlen "Den store Bogstávian".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar