House of Essays

House of Essays
www.petermouritzen.dk/

De bedste bøger besvimer man af



De bedste bøger besvimer man af.
    Man skal slet ikke kunne læse dem, da et forsøg på dette øjeblikkeligt forårsager kortslutning af bevidstheden. Det er vel kunstens natur.
    Det er også definitionen på den fuldendte læseoplevelse. De bedste bøger får man slet ikke læst, kun lige akkurat anet, før bevidstheden går i sort. Resten af livet vender man så tilbage til dem stykkevis, for ikke at dø af overvældelse – eller lade dem vente, simpelt hen, som en evig advent.
    På mit lokale bibliotek her i Vrå forstår man min opfattelse af litteraturen. Jeg er ofte på biblioteket for at låne bøger, som jeg læser, akkurat som andre lånere; men med års mellemrum sker det jeg stiller mig op ved skranken, rømmer mig for at tilkendegive at dette er en særlig dag – og bibliotekaren Vibeke, som kender mig, ved da også straks, hvad det drejer sig om.
    - Dén, siger jeg, en anelse skamfuld, som var det porno.
    - Igen? spørger Vibeke.
    - Dén, gentager jeg bestemt.
    - Den af besvimelseskunstneren? Vibeke spørger igen, for ligesom en samvittighedsfuld læge at stille den rette diagnose.
    - Ja, siger jeg. – Dén.
    - Er du sikker på, at du kan tåle den? Allerede? spørger Vibeke bekymret. – Er det ikke kun syv år siden sidst?
    - Jeg tror tiden atter er inde, svarer jeg.
    - Har du taget din beroligende bogmedicin? vil Vibeke vide. Hun er en ansvarsfuld bibliotekar, dertil den mest avancerede i Danmark med hensyn til betjening af ekstreme lånere, hun har haft mig som låner i årevis.
    - Jeg ville nu helst se en lægeattest, indvender Vibeke. Men hun giver sig og henter bogen til mig. – Den er for resten aldrig udlånt, altid hjemme, beklager hun.
    - Det er klart, siger jeg. – De fleste låner lort. De er análfabeter, de læser med røven ikke med hovedet. Men I må ikke kassere denne bog uden at kontakte mig, formaner jeg Vibeke.
    - Jeg kasserer sandelig ikke Laxness, svarer Vibeke spidst. – Den bog holder nok længere end både du og jeg.
    Så går jeg hjem med År og dage i Brattekåd. Jeg sætter mig i læsestolen og slår forventningsfuld op på første side, læser: ”En klog mand har sagt, at næst efter at miste deres mor er der ikke noget, små børn har bedre af end at miste deres far.”
    Jeg rejser mig med et sæt. Et elektrisk stød sender mig op, ud af læsestolen, på vandring rundt i stuen. Min læsestol er ikke nogen uskyldig størrelse, den er den elektriske stol, intet mindre, og det der slutter strømmen er altid den strømførende sætning, det elektrochok der kan springe fra sproget, når forfatteren er en Edison og kan det med modstand og spændinger, der som bekendt får glødelampen til at lyse. Ganske vist husker jeg Laxness-ordene anderledes, således: Det næstbedste der kan ske et barn, næst efter at miste sin mor, er at miste sin far. Jeg har strammet Laxness i min hukommelse. Sandsynligvis har jeg – ubevidst – kørt ham metrisk sammen med et digt, som jeg ikke har kunnet undgå at læse til ende, fordi det er så kort; et af amerikaneren Bill Knotts Naomi-digte – det lyder sådan: ”Det eneste man kan gøre/ved et barns grav er/at lægge sig ned og lege død”. Jeg har ganske givet flettet de to digtere sammen og kreeret min egen udgave. Men det gør ikke noget, der er punch nok hos Laxness, han klarer sig både med og uden podning med Knott.
    Hvor længe jeg vandrer rundt i sprogchok, ved jeg ikke, timer, dage, uger måske; men jeg genfinder mig selv atter stående ved biblioteksskranken hos Vibeke.
    - Gik det? spørger hun, deltagende.
    Jeg ryster beklagende på hovedet. – Modet svigtede. Jeg turde ikke. Der var kniv i sproget. Så det er stadig den næstbedste bog jeg ikke har læst.
    Vibeke vil naturligvis vide, hvad den bedste er.
    - Kanelbutikkerne af den polske forfatter Bruno Schultz, siger jeg. – Jeg købte den tilfældigt, antikvarisk, engang. Eller købte og købte … så vidt jeg husker fik jeg en klækkelig rabat på mit øvrige bogkøb, hvis jeg tog ”Kanelen” med. Ingen ville eje eller have den. Undtagende idioten her. Den er helt inappellabel. Den er en dom på livstid. Man tror man ved, hvad surrealisme er, man tror man ved hvad sproget og tanken kan i fantastisk henseende, man tror man ved hvad fantastisk litteratur er, man tror man ved hvad erindringslitteratur er, indtil man har besøgt Brunos kanelbutik. Man har jo som begejstret litteraturmenneske læst – eller rettere ikke-læst – en del mellem år og dag. Kafka, Carroll og så videre – og så kommer man til Kanelbutikkerne … ja, jeg savner naturligvis ord – men det er en bog jeg har besvimet mig igennem, jeg ved ikke hvor længe. Efter 15-20 år er jeg så småt ved at have den koblet til min bevidsthed, det man kalder læst; men det er klart det er en langsom proces, når forfatteren er en sabotør mod hjernens jernbaneskinner, med tankeladet sprængstof og ti tusinde stænger sprogdynamit.

  
Vibeke foreslår mig at slappe lidt af og passe på blodtrykket, jeg blev jo snart 50, og jeg skulle nødig gå over en bog. Hun ville trods alt savne mig, jeg er jo vigtig for hendes fortsatte uddannelse.
    Jeg takker for rådet og går så hen til min bookmaker. Jeg sætter en tier på, at Danmark vinder over Kroatien ved europamesterskabet i fodbold.4-1 til Danmark. Jeg kan godt lide at spille, sådan for sjov. Det giver et ekstra gys, når man sidder og ser kampen. Et hyggeligt gys, hvis man kan kontrollere sin spillemani – og dén har jeg ingen problemer med.
    Min bookmaker er et afslappet sted, helt uden litterære sindsbevægelser. Ganske vist er det officielt en boghandel; men hele centralområdet i butikken er domineret af spil – oddset, tips, lotto, skrabelodder etcetera. Der er On Line-maskiner i gang hele tiden, og et stort tv kører nonstop med informationer om de seneste odds og resultater. Det er beroligende, at det alt sammen er så strømlinet, det er sandelig ikke nogen kanelbutik!
    Jeg indleverer min kupon og får en kvittering. Der er store odds på 4-1 til Danmark, man får pengene 25 igen. Jeg diskuterer fodbold med bookmakeren. Han mener jeg satser for vildt. En livlig diskussion udspiller sig mellem os. Jeg har glemt alt om Laxness´ litteraturchok.
   - Det skal være vildt, livet er for kort til normalprosa, påstår jeg. Og i et anfald af overmod spørger jeg bookmakeren – der jo altså som nævnt også er boghandler – om han har nogle bøger man kan besvime af. Bookie peger på disken med bestsellere og populære nyheder. Der står en uhyggelig en af Valery Martin – Mary Reilly hedder den, og den skulle ifølge bagsiden være en vellykket gyser om en tjenestepiges oplevelse af at tjene hos den berømte/berygtede Dr. Jekyll/Mr. Hyde.
    Jeg køber den. Det er klart. Stevensons klassiske historie om den dæmoniske doktormand har altid fascineret mig. Jeg husker fra barndommen, hvordan jeg gysende måtte lægge den ulæst væk, langt ind under sengen, for at kunne falde i søvn.
    Den effekt melder sig desværre ikke med denne ”ny-Hyde” om tjenestepigen Mary. Jeg opdager, at jeg læser den! Jeg læser denne opkomling af en nygyser ubesværet, med normal puls, måske endda let gabende, jeg er ikke på besvimelsens rand, selv om bogens optakt er en gruelig historie om en lille pige, der lukkes inde i et garderobeskab sammen med en rotte, der skambider hende.
    Men det er så pænt og gennemskueligt skrevet, nydelig skolestil, forfatterskoledygtigt til karakteren 10 med en pil opad, og med en krog eller klo, hook, (rotteskabet) til at gribe læseren i kraven fra begyndelsen. Fint nok, hvis det virker.   Det gør det ikke her, ikke for alvor, jo måske for yngre, utrænede, uerfarne læsere, men ikke for en voksen med læser-erfaring. Der mangler fortættet fortællekraft, der er intet urovækkende her, intet lurende, truende angreb på tanke og sind, rotten er et nydeligt tamgys som man kan slappe af med. Bogen er tilsyneladende skrevet til filmatisering, det er den da også blevet med blandt andre Julia Roberts og Glenn Close. Måske har billedsiden chok.
    Jeg lægger bogen fra mig efter 40-50 sider. Jeg vil bestemt læse den til ende, den er tilpas underholdende. Og måske får den mere bid undervejs. Men det er rart, at der findes bøger med rotter der bider børn i garderobeskabe, som man roligt kan læse videre i, som man ikke skal besvime sig igennem. Det giver fred til nervesystemet. Det sande gys, den sande sindsbevægelse får man af sprogkniven. Hos Valery Martin er der intet knivsprog, intet chokerende lynnedslag i hjernen, i denne gyser er der fred og ingen fare, det er et guvernantegys helt uden kunstnerisk investering, det er ligesom at spille oddset, gys for sjov.
    Jeg sender en nostalgisk tanke til Poe, Lovecraft, Stevenson – de kunne være omstændelige i deres optakt, filosofisk-pedantiske, de kunne være tørre, måske endda lidt kedelige; men der var tale om en fortællemæssig opbygning, en opladning, en langsom koncentrering af et spændingsfelt, en fælde læseren lod sig lokke i, man anede at noget forfærdeligt ville komme, man anede at man blev ladet op til selve gysets indsigt. De var anelsens gysermestre – læste man dem ikke, arbejdede ens fantasi så meget desto værre og panisk, læste man dem døde man af skræk! Jeg sukker, erkender at jeg er reaktionær og romantiker, ikke halvtreds, men 150!
    Jeg tænder for tv og ser, at Danmark er ved at tabe til Kroatien. 3-0. Min tier er tabt, heldigvis spiller jeg kun for sjov. Danmark er ude af EM. Hvis fodbold er kunst, er kunsten så sandelig kort! Jeg fisker Stevenson, originalen, ud af reolen og læser fra den omhyggelige beskrivelse af sagføreren Mr. Utterson: ”Han var en nøjsom natur, drak gin når han var alene for ikke at give efter for en forkærlighed for gode årgange, og skønt han elskede teateret, havde han ikke sat sine ben i et de sidste tyve år. Men overfor andre var han overbærende og kunne undertiden næsten med misundelse undres over den forfærdelige kraft, der rummedes i deres misgerninger – og når det kom så vidt, var han den mand, der hellere gav en håndsrækning end en bebrejdelse. ’Jeg føler med Cain og hans kætteri,’ sagde han på sin sære facon: ’jeg lader min broder gå ad helvede til på sin egen maner’ – ”
    Længere når jeg ikke. Jeg må op at vandre, jeg vandrer en lang tur, for ordentlig at give plads til blodtrykkets stigen.   Heldigvis er himmelen høj over Vendsyssel, her er rum til ordenes højtryk. Og gode ord vinder hver gang. Gode ord taber aldrig. Spil på Gode Ord-Oddset, der er gevinst hver gang, og odds er svimlende!

Trykt i "Pennen og leen", forlaget Alfa 2007.
Oprindelig trykt i bogbladet Griflen nr. 25/96 under titlen "Den store Bogstávian".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar