Vintersol og Van Goghs glorie - (1979)

Hver dag kører jeg igennem det samme landskab. Fra min bopæl i Poulstrup til min arbejdsplads på skolen i Tårs. Det er en ganske smuk køretur, men som regel ænser jeg den ikke i særlig grad. Min hjernevirksomhed er ligelig fordelt imellem koncentration om kørselen og tanker til dagen (morgen) eller efterrationaliseringer (eftermiddag). Man kan sige, at mit mål ligger i Tårs om morgenen, i Poulstrup om eftermiddagen, og min kørsel i naturen er en færden i et scenisk landskab, der blot skal overstås, med træer, kuperet terræn, sving, gårde etc. som pejlepunkter. Landskabet fungerer som en genstand, en kulisse for min jagen hen imod en materialistisk nødvendighed. Skolen, hvor jeg tjener brødet, og mit hjem, hvor jeg guffer det i mig efter en endt arbejdsdag. Forår, sommer, efterår og vinter. 

     Men om vinteren især, kan det ske, at min kørsel igennem landskabet skifter karakter. Det kan hænde, at jeg en eftermiddag med med frost og sne, tindrende klart vejr og en lavthængende, skarp sol, sagtner farten og måske helt stopper bilen. Måske stiger jeg endda ud og stirrer mig ind på dette panorama af sol og sne. Til øjet mættes. Og da er det, at jeg nogle gange kan opleve at få en ren tanke, denne gnist i hjernen af pludselig forståelse, et kort øjebliks indsigt i dét, som hjernen ellers naturnødvendigt må blokere for, altings fravær og nærvær på én gang, en hvidhed der stråler af farver, ubesmittethed, Gud, Buddha, hele metafysikken, hvad man nu kan finde på at opremse af navne i et forgæves forsøg på at fange det. Men det er den ordløse brøkdel af et sekund, da man forstår alting, fordi ingen abstrakte begreber distraherer med sin menneskelige fornuft og gør det alt sammen til grammatik med grundled og udsagnsled. Jeg og Moder Natur, det er ét fedt. Eller som digteren Wallace Stevens mere poetisk har udtrykt det: "A man and a woman and a blackbird is one."

     Da den engelske forfatter Virginia Woolf i 1928 skulle forberede et foredrag om kvinders udøvelse af litteratur - et foredrag der senere er udgivet i bogform under titlen "Eget værelse" - havde hun en lignende oplevelse. Hun sad i tanker ved bredden af en flod og så en ung mand ro forbi, således beskrevet: ... "Til højre og venstre lyste buske af forskellig art op, gyldne og højrøde, glødende af farver, syntes endda forbrændte af varme, af ild. På den modsatte bred græd piletræerne i evig sorg, med håret nede ad nakken. Floden gennemspejlede, hvad den ville af himmel og bro og brændende træer, og da studenten havde roet sin båd igennem spejlbillederne, lukkede de sig igen, fuldkomment, som om han aldrig havde været til ..."

     Dette syn lagrede sig, og Virginia Woolf hentede det senere frem til beskuelse igen, nemlig da hun sad i London og kiggede ud ad vinduet ned på gaden. Pludselig opdagede hun en stilstand i form af en afbrydelse af storbytrafikken, pludselig var der ingen der kørte eller gik forbi på gaden. Gadebilledet var fuldstændig tømt, så faldt et blad fra platanen et sted uden for hendes vindue. Det blev et signal for hende, som hun sagde et signal der pegede på betydningen af ting, man havde overset: ... "Det syntes at pege på en flod, der flød forbi usynligt, rundt om hjørnet, ned ad gaden, og tog folk og førte dem med sig, lige som åen i Oxbridge havde taget studenten i hans og de visne blade. Nu førte den over gaden og en pige i lakstøvler og en ung mand i rødbrun overfrakke, den førte også en taxa med sig, og den samlede alle tre på et punkt lige under mit vindue, og der standsede taxaen, og pigen og den unge mand standsede, og de steg ind i taxaen, og så gled drosken af sted, som om den blev ført et andet sted hen ad strømmen ..."

     

Og Virginia Woolf fortsætter: ... "Måske er det anstrengende at tænke på det ene køn adskilt fra det andet, som jeg havde tænkt nu i to dage. Det skader sindets enhed. Nu var den anstrengelse ophævet og enheden genskabt ved synet af de to mennesker, der kom sammen og steg ind i en droske. Sindet er en mystisk affære, tænkte jeg og trak hovedet tilbage fra vinduet, hvorom intet vides selv om vi stoler så fuldkommen på det. Hvorfor synes jeg der er skillelinier og modsætninger i sindet lige som der af åbenlyse grunde er legemlige belastninger? Hvad mener man med sindets enhed ?"

     I denne forbindelse er det nærliggende at gøre holdt ved en nyere dansk kvindelig forfatter, Vita Andersen, der jo debuterede med et brag i 77 med digtsamlingen "Tryghedsnarkomaner" og her i efteråret 78 har udgivet novellesamlingen "Hold kæft og vær smuk". I anledning af den sidste udgivelse udtalte hun i et interview til et stort dagblad, at hun som forfatter endnu ikke var dygtig nok til at beskrive det gode, glæden. At hun også i bog nummer 2 kun så sig i stand til at fortælle om det onde og deprimerende triste i tilværelsen, underforstået som kvindelig forbrugsgenstand i et samfund, der er domineret af madlig købekraft og potens. Og det er rigtigt, at hendes forfatterskab befinder sig i den dystre ende af farvespektret, men hun indeholder den ømhed og forståelse for begge køns dilemma, der gør hende til en særdeles talentfuld og spændende forfatter. Der er i hendes digte og noveller en selvironi og humoristisk overbærenhed, der får hende til at rage langt over den store gruppe af mere entydigt selvmedlidende medsøstre, hvis digtning bliver ved med at være pinagtig og privatistisk i deres stædige og stadige nedskrivning af forholdet mellem mand og kvinde som en dødedans. Det kan nogle gange se ud, som om en mangel på kunstnerisk kvalitet forhindrer dem i et opbrud fra vanetænkning, nemlig den at manden er et mandschauvinistisk svin og dét kan ikke siges ofte nok. Eller også er det manglende vilje og evne til at gøre noget radikalt, der stækker deres sproglige udvikling og får dem til blot at repetere de groteske kønsrollemasker, en handling der for mig at se er dybt reaktionær.

     Det virkeligt nyskabende, ja, revolutionære, ville være at omfatte både manden og kvinden. At nå frem til en erkendelse af, som Virginia Woolf siger det et andet sted i sin bog, at den store sjæl er androgyn, d.v.s. tokønnet. Hun citerer digteren Coleridge for udsagnet og fortsætter selv: "... Den normale og behagelige tilstand er den, hvor de to lever i harmoni sammen og samarbejder i ånden. Hvis man er en mand har den kvindelige del af sindet stadig en virkning, og kvinden må også have samkvem med manden i sig. Måske mente Coleridge dette, da han sagde, at den store sjæl er androgyn. Det er når denne sammensmeltning finder sted, at sindet er fuldt gødet og udnytter alle sine egenskaber ..."

     Virgina Woolf nævner Shakespeare som et eksempel på en androgyn, mandlig-kvindelig sjæl, siger at den er naturligt skabende, hvidglødende, udelt. Hun hævder, at grunden til at vi ved så lidt om Shakespeares sindsstilstand er, at han had, nag og antipatier er skjulte. Læseren standses ikke af nogen "åbenbaring", der minder om forfatteren. Ethvert ønske om at protestere, forkynde, udråbe et overgreb på sig selv, afgøre et mellemværende, gøre verden til vidne til nogen mangel eller noget klagemål var brændt ud af ham og opslugt. Derfor flyder hans digtning frit og ubesværet. To modpolers sammensmeltning til en udbrændt, hvidglødende enhed.

Strindberg, af Edvard Munch

I Per Olov Engquists skuspil "Tribadernes nat", der for nylig blev vist i dansk tv, blev Strindberg spillet af Frits Helmuth. Dagen efter kom jeg til at diskutere stykket med en, der havde set det i svensk version med Ernst Hugo Järegård i rollen som Strindberg. Vedkommende mente, at Frits Helmuths præstation var den mest spændende, fordi Helmuth helt ud i sin pykniske kropsfremtoning fremstillede Strindberg som udelt, rummende begge køn, i modsætning til Järegård, der skulle have spillet Strindberg i højere grad som vi er vant til at se ham, kvindehaderen, der med den mytiske mandsrolles sædvanlige logik og skarpe replik fremstod som en dæmonisk intellektuel. Helmuth frembar ganske vist også denne side af mennesket, men gav samtidig udtryk for den mytiske kvinderolles sædvanlige ømhed, sårbarhed og lette poetiske vægtfylde. Noget sart og noget robust forenedes i ham til en tydelighed, der gjorde ham troværdig. Ud af det teatralske, ind som menneske. En lysende klarhed, der stiger ud af mørket. Det er det, der er det væsentlige. Kernen.

     Med en anden indfaldsvinkel skrev Paul la Cour i 1954 om dette forhold i et essay med titlen "Betragtninger over Klarhed og Dunkelhed": " ... En alvorlig følge af det stadigt skærpede indre og ydre Modsætningsforhold i dette Aarhundrede er den stigende Tilbøjelighed til kun at have Sans for Yderstandpunkterne. Alt er med Vold og Magt et Enten-Eller, som har den gunstige Egenskab at det i hvert fald kan ses, og Raabet i Tingene, og deres Evne til at paakalde sig Opmærksomhed, vurderes for Tiden højere end deres Evne til at give nye Oplysninger om tilværelsen som Helhed ..."

     Og i begyndelsen af essayet havde la Cour fortalt om maleren Van Gogh, der i den provencalske lufts klarhed kunne opsuge og videregive det LIV, som var en slags forsvar for de tåger, der huserede inde i hans sind, tåger som han også kendte fra den nordiske lufts fugtighed på sin barndoms hjemegn Groot Zundert i det hollandske Brabrant. Men Van Gogh var som bekendt ikke alene landskabsmaler, han malede også portrætter, og i et brev til broderen skrev han: "...Jeg vil male mænd og kvinder med den snert af evighed over sig, som glorien tidligere symboliserede ..." Det var hans forsøg på at forklare det inderste af menneskevæsenet. Som lys.

Og det er det man kan opleve overalt. Således også på strækningen mellem Tårs og Poulstrup en banal vintereftermiddag med sol og sne. To modsatte poler, der pludselig bliver til ét. Det store spejl for det menneskelige ansigt. Hvis man gider se.

(Oprindelig trykt i Aalborg Stiftstidende, 16.2. 1979)