Skattene ligger ikke på Main Street - Skæv tale til skolebibliotekarernes pris - (2007)

Da formand Odgaard, også kaldet Karen, ringede i maj og meddelte mig prisen, affødte det 3 sindsstemninger hos mig.

     Første stemning var en middelsvær depression. Det er nok fordi man tror jeg snart skal herfra, var min umiddelbare tanke. Og jeg er for resten også for gammel til at nyde den ære, det er for sent, tænkte jeg, for sent, som Stig Lommer i sin tid sang.

     Men - min her til festen medbragte private skolebibliotekar, det er min kone, og min sygeplejerske og psykolog - det er også min kone - har dog lært mig at vende depressionen 180 grader. Nu kan jeg sige: Bedre sent end aldrig. Og tak for det.

     Den anden reaktion var – at det er næsten for meget: Jeg syntes ved nærmere eftertanke, at jeg i skolebibliotekssammenhæng var blevet prist flere hundrede gange før, nemlig af de skolebibliotekarer der i de sidste 25 år har hyret mig som gæsteforfatter til deres skoler, til veltilrettelagte, gæstfri arrangementer; ude i det praktiske skoleliv har man mange gange sat pris på mig. Det har været gode dage i klasserne. Det vil jeg gerne også takke de mange skoler og de mange tusinde skolebørn for.

     Den tredje reaktion var – glæde. Glæde, fordi det er en god, gammeldags, klassisk pris jeg får her i aften. Ikke en larmende, spektakulær vox populi-pris - men en stille hæder givet af fornuftsvæsener, tildelt ex catedra som det sømmer sig for dannelse.

     For jeg tilhører jo en anden tid og er for gammel til at lege stjerne for en aften og deltage i populistiske afstemninger, som det er blevet så moderne også i den litterære verden. Også forfattere skal nu til Oscar & Orla-fest eller BG-Banko – events som sagtens kan have deres berettigelse, ikke mindst som underholdning.

     For pludselig er kunsten blevet til Gladiatorkamp, og hvis man vil være overleve som forfatter skal man lefle for Kejser Populus og underkaste sig; man skal råbe Morituri te salutant, de-der-skal-dø-hilser-dig, og med hånden på hjertet bedyre, at det kun er tommelfingre op eller ned der skal stemme og bestemme, om en bog skal leve eller ej; det er blevet et bogmarked med arena-mentalitet og blod i savsmuldet – og børnene, de små pus, skal sandelig have hvad de kan lide, og ingen synes at stille det nærliggende spørgsmål, hvad der ville ske, hvis man afgjorde deres ernæring og spisevaner på samme måde.

     Vi har faktisk som voksne et ansvar for den åndelige føde også, og litteraturpædagogik kan være en lang og sej vej. Som jeg har sagt ved tidligere lejligheder, ligger skattene ikke på Main Street eller motorvejen, ikke engang på den brede vej til Forum, nej, skattene er skjult på Treasure Island og kun den kyndige skolebibliotekar har kortet over den ø.

     Det er kommet i miskredit, at litteratur skal formidles. Også bøgerne skal i dag tjene hurtige og lette penge, der er gået Gold Rush i alt, også i åndslivet. Er man ikke toppen af poppen, er man ude i kulden.

     Men det kan lønne sig oliere nøglehullet og holde det rustfrit. Jeg øjner endnu en lille dør, sagde Bertolt Brecht i sit eksil, hans studerede et landkort og så en åbning i Det Nordlige Ishav. Det kalder jeg en digter med is i maven.

     Og mens vi venter på et sindelagsskift hen imod det mere begavede, kan man måske sende en venlig tanke tilbage til skolens kulturliv og de lærere, der gav deres elever en nøgle til nysyn. Som det skete for mig, da jeg i 2.g fik en rolle i En sælgers død og lærte, at det dummeste i livet var at tro på en vinder-ideologi. Gjorde man det, ville man ende som en taber. Eller da vi blev sendt i Aalborg Teater, hvor spændende, nye perspektiver udfoldede sig i 60erne med absurdismens fremkomst - eller da min lærer i latin og oldævl opfordrede os unge til at købe en bifbillet til Astoria Bio, der spillede tragedien Elektra; billetten kostede jo mindre en ti styks cigaretter, var lærerens argument. Og vi fem drenge i nysproglig gik i biffen og så – bagefter gik vi på Duus og drak øl og røg en tyve styks og talte henrevet om den græske skuespillerinde Irene Papas. Og vi lærte, at kvinder også kunne have et Ødipus-kompleks, det hed bare Elektra-kompleks; det var i sandhed en elektrisk aften!

     We called him the Tortoise because he taught us, sagde vi om en anden af vore lærere – med et citat fra Alice in Wonderland. Han var elskværdig, derfor elskede vi ham. Han havde humor, derfor lo vi med ham. Han lærte os Skildpaddens sprog. Det er det langsomste sprog i verden. Men også det klogeste. Det har skjold mod livets lunefulde omskifteligheder, valgflæsk og vås. Det er nonsense, poesi i sig selv.

     Selv havde jeg en sjov oplevelse for nogle år siden, da min folkeskoleklasse havde 25 års jubilæum. En gammel elev sagde: Lærer Mouritzen, jeg forstod ikke en skid af det stykke du tvang os til at spille – (det var Henning Nielsens Vejrmøllerne!) – om paraplyer, ikke før mange år efter, da forstod jeg at det handlede om magt og magtmisbrug. Hvad skete der da? spurgte jeg interesseret. Jeg gik ind i politik, svarede eleven.

     Jeg var stolt af mit arbejde som opdrager. Indtil min elev afslørede, hvad det var for et parti han tilhørte. Det parti var ikke lige min kop te! Men – som lærer skal jeg jo ikke bestemme, hvordan børnenes liv skal forme sig, og hvad de skal tro på. At formidle litteratur i skolen kræver sin mester: I skolen er man som lærer den herre - der siden i livet viser sig blot at have været en tjener i lang og tro tjeneste.

     I har givet prisen i dag til en sær fanden, som har kætterske tanker og som skriver skæve bøger. Jeg takker jer for jeres rummelighed og generøse gestus: At I har plads i skolebiblioteket og storsind til at prise sådan en skævert som mig. Jeg skal gøre mit bedste for at leve op til mit værste.   Tak!


(Tale holdt i anledning af Skolebibliotekarernes Børnebogspris, Gl. Avernæs, ultimo oktober 2007)

Når masken sidder skævt - om Poul Anker Bechs verdensbilleder - (1981)

Motorcykel ved bunker, maleri af Poul Anker Bech, 1981

Når Poul Anker Bechs billeder fascinerer mig i så høj grad som tilfældet er, skyldes det ikke at vi deler geografi, sådan i betydningen: Det er sjovt at se på billeder af landskaber, man kender. Vi bor ganske vist ikke så langt fra hinanden og har således mange af de samme geografiske billeder for øje i vor dagligdag, billeder som Bech ofte har brugt motivisk. Men min fascination bunder ikke i nogen genkendelsens glæde, snarere tværtimod. Foruroligelse er nærmere et nøgleord, dog er dette heller ikke en helt præcis beskrivelse af, hvad jeg føler. Hvad så? Jo, nok kan Bechs billeder påkalde den bange hare i mig, men uden jeg stikker i løb. Jeg bliver stående, lettere paralyseret, stirrende. Der er tale om en ængstelse af særegen art, er form for narcissisme måske, som noget i retning af at overvære sin egen hjerneoperation.

     Det er nemlig nogle af mine indre landskaber, Bech lokaliserer og konfronterer med den såkaldte virkelighed. Og det er per definition ikke nogen behagelig konfrontation, for det er altid forbundet med en ikke ringe portion angst at se masken sidde skævt på den fra barndommen indoktrinerede og vedtagne geografi. Som jo også er en sindets geografi, d.v.s. psykologi. Og en verdenslære og en universophængning. Det, den gode kunstner Poul Anker Bech gør, er at præsentere mig, den beskuende, for en grimasse, der ikke rigtig passer. Og det, at det mange gange grænser til et naturalistisk nik og goddag, gør bestemt ikke uhyggen mindre. Bechs billeder af virkeligheden rykker mere eller mindre diskret verdensaksen af led, den akse hvorom den hele virkelighedsoplevelse jo balancerer. Bech klipper et lille hul i sikkerhedsnettet, lader os ane det, eller tydeliggør sine intentioner (som jeg opfatter dem), f.eks. ved at lade ting og personer flyde ud som gopler eller fluida, rest- eller randeksistenser, immaterialiserede på godt eller ondt - hvad ved jeg? - men uden for en samfundsskabt (u)orden.

     Poul Anker Bech bor i Bastholm, Vendsyssel, men er ikke provinsiel, lokal derimod i ordets positive betydning. Det konkrete, nære, i hans billeder bærer samtidig på de kim, der synes bristefærdige, i færd med at overskride en indsnævret og dermed fordummende grænse, vor ramme om vort etablerede livsrum. Lilleverdenen som et spejl for umådelighedens skræmmende skønhed. Faktisk betragter jeg billedkunstneren Bech som værende noget af en metafysiker. Hans billeder er ikke mystik, men et vidnesbyrd om at virkeligheden i virkeligheden er et langt større rum. Og at man gør klogt i at tvivle på sin hjernes normale kapacitet. Til dette almennyttige formål synes jeg Poul Anker Bech giver en stærk håndsrækning.

Forfatteren Henrik Bjelke har i antologien "Hjørner af virkeligheden" (Arena 1977) skrevet et mildest talt tankdevækkende essay, hvori han bl.a. citerer Aldous Huxley for følgende: "Enhver af os er verdenssjælen, potentielt set. Men da vi er organiske væsener, er det vor opgave at leve videre for enhver pris. For at muliggøre biologisk videreleven må verdenssjælen kanaliseres gennem hjernens og nervesystemets reduktionsventil. Det som kommer ud af den anden ende af denne, er et usselt smådryp af den form for bevidsthed, der vil hjælpe os til at holde os i live på overfladen af vor klode."
      Billederne af Bech er med til at åbne noget mere for den hane, så dryppene bliver til de større dråber, der kan ende med en flod. For til syvende og sidst drejer det sig ikke om at holde os i live på overfladen, så behøvede vi ikke bevæge os ned fra træerne, nej, det må dreje sig om at leve sammen, med vore sansers fælles og fulde brug. Uden at kombinere fantasien og fornuften tror jeg ikke, vi overlever som menneskehed. I alt for høj grad og alt for længe har vi tæret på den halvdel af hjernen, hvor logikken sidder og sygner. Bechs billeder er åbne invitationer, et frisk syn til kombinering af fornuft og kreativitet. En fryd midt i gyset, en skønhed i det øde som kulturpessimisten repræsenterer. Denne pessimisme er ikke Bechs. Bech er en indvinder af psykens tabte terræn, ikke nostalgiker, men en nutidig seer.

     For resten hed Henrik Bjelkes essay "Undervejs til en større årvågenhed". Det kunne også være en sammenfatning af den virkning, Bech med sine billeder har gjort på mig. Og forhåbentlig også på andre. Selv er han godt på vej.

     Så mens vi venter på det ny verdensbillede med indbygget kulturchok, ville det slet ikke være så dumt at bruge ventetiden til at klargøre vore sanser. F.eks. ved at se på disse billeder af Poul Anker Bech. Og huske på at kun 1/10 af hjernen udgør vor bevidsthed.

     Bech ved det.

(Oprindelig trykt i et katalog for en Poul Anker Bech-udstilling i 1981, under titlen "Før sansefloden eller Har De husket at klargøre Deres øjne?")

En begmand og en bøhmand - (1995)

Hvad er ligheden mellem skakspillere og forfattere?

     Der er sikkert flere; men den mest iøjnefaldende er, at både skakspillere og forfattere kender betydningen af en god åbning.

     I skakkens verden har åbningsspillet ligefrem fået navne. Mange af disse er eksotiske og gådefulde, de vækker ens nysgerrighed. Hvad med Nimzoindisk f.eks.? Eller Siciliansk Parti? Eller Caro-Kann. Eller Aljechins Forsvar? Jeg ser såvel buddhaer og som mafiosoer, samt mystiske egyptere og medicin til bekæmpelse af alvorlige sygdomme, når jeg hører sådanne navne på åbningsspil i skak. Man kan fristes til at lære disse spil at kende. Hvad er deres hemmelighed, deres historie? På samme måde med litteratur. En god titel er guld værd, det ved vi; men en god begyndelseslinje er sandelig heller ikke at foragte. Som en af personerne i Arturo Pérez-Revertes roman ”Dumas-klubben”, en bibliofil, siger: Altid disse enestående begyndelseslinjer … Husker de vores samtale om Scaramouche? ”Han blev født med latterens gave”. Der findes begyndelseslinjer, der af og til kan sætte deres spor på et helt liv, synes De ikke?

     Til dette udsagn kan jeg kun nikke bekræftende. I min opvækst citerede min far altid én bestemt begyndelseslinje fra en bog. Citatet var på engelsk og lød: ”They threw me off the haytruck about noon”.

   
Sådan. Det er begyndelseslinjen i James M. Cains ”The Postman Always Rings Twice” - ”Postbudet ringer altid to gange”. Tilsyneladende er linjen måske ikke særlig original. Men den virker. Den smider os, læserne, hovedkulds ind i en historie, som intoneres, kort og godt, kontant, myndigt og markant. Her er vi nu, kastet ud i et fremmed tekstlandskab, som vi først skal lære at kende, sammen med hovedpersonen, som vi også først skal lære at kende, i et eventyr, hvor vi har fælles skæbne. Vor elementære nysgerrighed er vakt, appetitten skærpet fra starten. Vi er smidt af høvognen og er som vagabonden i Cains klassiker parate til at ”bumle” videre til et nyt liv, en ny historie.

     Cains begyndelseslinje er en åbning til det gemte barn i os voksne. Det er vor indre Tom Sawyer, der bliver kaldt på og som lader sig lokke. Det er barnets lyst til at gå på eventyr og udforske verden. Og barndommen er i sig selv som en begyndelseslinje, barnet repræsenterer den umiddelbare lyst til nyt, nye eventyr – en medfødt, naturlig egenskab som vi så ofte glemmer som voksne. Barnet skal bo i en, i et centralt værelse i ens bevidsthed, hele livet, leve med i en, som et korrektiv til det stive, forstenede voksenliv.

     For nogle år siden var jeg på Louisiana til den store René Magritte-udstilling, og en dreng udbrød til sin far – Hun er blød, far! De stod foran Magrittes maleri fra 48, ”Erindringen – (Memory)”, der forestiller et kvindehoved, en buste, med blod om det ene øje. Faderen rettede drengen – Nej, hun bløder. Men det var barnets impulsive sprog, der gav Magrittes billede sit sande, sproglige udtryk. Det var faderens korrekte sprog, der var forkert, her, i denne sammenhæng.

Det var barnet på Louisiana, der gav normalsproget en begmand og åbnede til et nysyn. På samme måde som da mit barnebarn – netop fyldt ét – for nylig var på besøg, mens jeg med stenansigt og gravalvorlig sad og studerede skakåbninger ved mit skakbord. Malte Menneskebarn kom stavrende hen til skakbordet med de fristende brik-figurer, og med et snuptag trak han en bonde et par felter frem og sagde BØH!

     Det er skak i en nøddeskal. Selvfølgelig. Skak er kamp – og angst for modstanderens næste træk. Ethvert skakparti bør derfor åbnes med et højt BØH! Det er ligheden mellem skak, litteratur – og livet, hver ny dag, hvert nyt år. Der bør altid åbnes, så det siger bøh i en. Sådan undgår man forkalkning i utide.

1995 - Trykt i bogform i "Pennen og leen", forlaget Alfa 2007

Nikotinfri næsehorn - pas på! - (2006)

Jeg er bange for udviklingen. En fornuftig oplysningskampagne ved det skadelige ved tobaksrygning er for længst afløst af en hadefuld hetz, som har givet mig stærkt ubehagelige fornemmelser. Jeg kommer til at tænke på den rumænsk-franske forfatter Ionescos Næsehornene, hvor fornuften går fløjten og folk til sidst stamper af sted i store flokke uden at tænke kritisk.

Er antirygerkampagagnerne ved at udvikle sig til en største åndelige forurening i vore samfund? Er sundhedsbølgen ved at løbe grassat? Efterhånden synes der at være tale om en regulær sundhedssyge, og det er fandme uhyggeligt, du! På et sygehus har jeg som besøgende set rygere sidde udenfor, i portåbningen, og ryge. Pakket ind i tøj og tæpper. Gamle mennesker, syge mennesker. Skubbet ud i kulden. Så kan de lære det! Er det sundhedssystemets stupide filosofi? Hensigten helliger midlet.

      Jeg tænker med gru på den politiske og ideologiske konsekvens af den sidste sundhedsbølge, der gik over Europa - omkring 1900-tallet (det var dengang, at selv den lille Franz Kafka tyggede sin mad 30 gange, det skadede ham nu ikke, han bevarede heldigvis sin sunde dæmoni!) Det startede alt sammen fornuftigt, renoveringer, lys og luft til byerne, og det endte med galopperende sundhedssyge. Fra renlighed til renhedsideologi er der et kort, men grumt spring.

      Kritik skal der til, og dét i tide. Jeg kan ikke lide at se, at videnskabelige undersøgelser om tobakkens skadevirkninger får lov at stå uimodsagte, fordi det åndelige klima ikke tåler kritik eller modsigelse, Det er for tiden, som om alle videnskabelige undersøgelser om rygningens skadelighed har frikort. Ved nytårstid, når rygerne skal stoppes, er der ingen ende på, hvad pressen køber ukritisk. I år stod nytårsmenuen på, at rygere får amputeret arme og ben. Man skulle et stykke ned i teksten for at læse, at amputationen måske også skyldtes sukkersyge og andre forhold.

      Tidligere kunne vi læse, at rygere mister deres hornhinder. Og så var der den med, at rygere var dummere end ikke-rygere (nånå, så skulle Hitler altså have været klog og Churchill dum - men okay, hvis man virkelig mener dét!). Gravide skulle undgå rygning, det skadede fostret, hed det sig. Her for nylig kom det så frem, at de nikotinplastre man har anbefalet som kur mod rygning, gav større skader på fostre end rygning! Jo. Rygere blev også federe, fandt en svensk læge ud af for et par år siden. Det var måske nødvendigt at "bevise" netop dét, da mange kvinder på trods af hetzen holdt fast i at ryge for ikke at blive tykke. Det må dog siges til danske lægers ros, at de ikke hoppede på rygere-bliver-federe-teorien - dén var lidt for tyk!

      Sidste nyt, har jeg hørt, er, at man i USA debatterer, om mordere kan slippe med betinget straf, hvis det kan bevises, at ofret var ryger. Måske er det en vits. Men hvad der er en vits i dag, er alvor i morgen; hvad der var en hyggeligt piberygende bessefar i går, bliver i fremtiden måske betragtet som en kriminel, samfundsskadelig person, som det er i orden at slå ihjel med nedsat straf. Er det for vanvittig en påstand? Åh, jeg ved såmænd ikke, de latterlige restriktioner mod rygere, som vi hidtil har set, får jo intet modspil; ingen siger, at nu er det blevet for groft, for dumt. Så man skal ingenting forsværge.  Antirygerlobbyen er som en flok næsehorn, der lider af galopperende galskab; berusede af kollektivitis, sejrsikre - der er jo ingen, der tør tale dem imod! - gungrer de afsted, der er tale om et vanvid, der breder sig som en steppebrand.

Rygerrum for de urene lærere på en skole. Oppe i klasserne underviste de frelste ikkerygende kolleger om  ghettoen i Warszawa!

Hvor ender det: det er det, man skal spørge sig selv om. Hvad er perspektivet i den syndebukkeagtige jagt på rygere? Skal de sidste rygere interneres, tvangsfjernes, tvangsbehandles, sættes i lejre, kriminaliseres, sættes i ghettoer, skal de tvinges til at bære (nikotin)gule rygerstjerner på overtøjet? Hvor går din grænse, kære læser? Det er et vigtigt spørgsmål.

      Vores gode fiskemand, Dorus, på stranden i Blokhus ved Jammerbugten i Nordjylland, hvor vi har sommerhus, er blevet udspioneret af levnedsmiddelkontrollen og har fået 6000 i bøde - og forbud mod at ryge på sin cerutstump, som er hans kendemærke. Og det er i fri luft, at han ryger, Dorus - ved Vesterhavet! Når vi anbefaler hans gode, friske fisk til andre, omtaler vi ham altid som Fiskemanden med cerutten, sådan har vi altid omtalt ham, han er som et pejlemærke på stranden, et Blokhus-ikon.

      Da jeg første gang hørte om forbudet mod fiskemandens cerutstump, fyrede jeg en flad vits af, at hvis han ikke måtte ryge, hvordan i alverden skulle vi så få en røget sild! Det gør jeg ikke mere. Vitser. Det er frygteligt at komme dertil, at angsten for kræft eller andre sygdomme overskygges af angsten for i nærmeste fremtid at skulle leve i et samfund, hvor sundhedsdyrkelsen har udviklet sig til en totalitær bevægelse og i kampen mod kræften muterer sig selv til en åndelig cancer, der æder sjæle op. Der er nok, der diagnosticerer sygdommen; men hvem diagnosticerer kuren?

      Nej, tobak er sikkert ikke det sundeste på denne jord. Selv om man jo kan opregne mange andre konkurrerende gifte, som ikke får samme opmærksomhed og slyngelstatus. Men tag lige at klappe hysteriet, før det udvikler sig til en syge, der er værre end den stærkeste tobak. Hvad bliver det næste offer? Giftige ord? Meninger, der stinker? Holdninger, der oser?

    
Der værste er, at selv begavede mennesker, belæste, litterært og historisk kyndige, ikke kan - eller vil - se faren. De synes, at kampen mod tobakken er en god sag og har ikke blik for det grimme perspektiv og det omsiggribende vanvid. Men - det er Ionescos næsehorn, der gungrer. Der er garanteret nikotinfri, de næsehorn! De er dog ikke mindre grumme af den grund.

(Trykt i Weekendavisen 20.-26. januar 2006)

Jeg er ikke tegner - om mit liv som illustrator - (1993)

Klik her og se mit galleri med illustratorer til alle mine billedbøger

Alle har en drøm, en drøm om at være noget andet end det man er. Tragikeren vil være komiker, og komikeren tragiker, og Jens Otto politiker, som det hedder i en Jørgen Ryg-monolog fra tresserne.

     Mange vil gerne være forfatter. Det forstår jeg ikke. Alt det bøvl med bogstaverne! - selv om der kun er sølle 29. Og de ser endda rimeligt uskyldige ud, taget hver for sig. Nogle er dog, indrømmet, rene sataner. I den litterære verden står bogstaverne O og K for henholdsvis sadistisk sex og et skræmmende, fremmedgjort Kafka-univers. For cineaster udløser bogstavet M et billede af en barnemorder i Peter Lorres skikkels. Men til daglig virker bogstaverne tilpas harmløse. Og bogstavet V har ligefrem en positiv nimbus - sejr. Ha! Kun forfattere ved, hvor inderligt lumsk alfabetet er. Det er en kæmpehær, en farlig fjende.          
     Kombinationsmulighederne er frygtindgydende. Sat sammen på den rigtige måde kan bogstaver danne "Krig og fred" eller et eventyr af Andersen, et rædselskabinet af Poe eller et lille, fint kærlighedsdigt. Men netop sat sammen på den rigtige måde. Hvis Gud vil, og Fanden ikke sætter sig imod det, da sker det, ellers ikke, det er det der er helvedet!

     Næ, at tegne - det er noget lykkeligt andet. Det bilder jeg mig i hvert fald ind i min lykkelige uvidenhed af mangel på erfaring. Jeg nøjes med at drømme om at kunne tegne. Jeg kan jo ikke, men på mærkelig vis er det alligevel lykkedes mig at blive tegner. Endda en af de bedste. Eller bedre endnu - mange af de bedste! Lyder det kryptisk? Det er ellers enkelt - i min egenskab af forfatter til bl.a. billedbogsfortællinger har jeg jo brug for tegnere eller illustratorer, som det korrekt hedder. Og jeg kan frit vælge! Naturligvis under forudsætning af, at illustratorerne tænder på min historie, og at de har lyst og tid til at illustrere den. Men ellers kan jeg vælge den illustrator, der passer til min historie. Og på den måde opfylder jeg min drøm - jeg kan have en illusion om selv at have tegnet bogen. Og det er ikke engang helt løwn - for man kan med en vis ret sige, at jeg har skrevet tegningerne.

     Lyder det uretfærdigt over for illustratorerne? Det er det ikke. For det omvendte gør sig naturligvis også gældende. Illustratorer har det på samme måde som forfattere. De vil - af mig komplet uforståelige grunde! - gerne skrive en historie. Nogle gør det, men sædvanligvis må de illustrere udefra kommende stof, f.eks. et eventyr, der siger dem noget - eller nyskrevne forfatterhistorier. Men lur mig om ikke de har det ligesom jeg - de føler, at det er deres historie, at det først bliver til en historie, når de har givet den billedligt udtryk. Og det har de jo ikke ganske uret i, når det gælder billedbogsfortællinger.

Således bliver tegneren forfatter, og forfatteren tegner. Og for mit vedkommende er det nærmest en berusende oplevelse - for jeg har indtil nu anvendt seks forskellige illustratorer til et tilsvarende antal fortællinger. Seks forskellige temperamenter, seks forskellige udtryksformer og teknikker - som jeg dog kan tegne!

     I et interview blev jeg spurgt, hvem jeg helst ville have som illustrator til min næste firfarvede billedbogsfortælling - hvis jeg frit kunne vælge. En debutant, svarede jeg. Og det var ingen flothed, det var sandt. For mit børnebogsforlag Apostrof havde præsenteret mig for en ung, århusiansk tegner, Bo Odgård Iversen, som jeg uden tøven havde indvilget i at give chancen. Og det er bestemt ikke, fordi jeg har været utilfreds med mine hidtidige billedbogsillustratorer: Per Tønnes Nielsens bevægende, ukuelige figur, Jens Peter, i "Sig noget, Petter!" - Irene Hedlunds atmosfæremættede "Skygge-Per", bogen for små natbangebukse, en original studie i skygger og blåt - Suzanne Ancher Mogensen med sine blidt groteske, store hoveder og markant klare farver i nostalgi-historien "Femøresfødselsdagen" - Jon Ranheimsæters overdådige festfyrværkeri af en drengefantasi i "Opfinder Ole" og Claus Deleurans humoristisk underfundige illustrationer til "Nysehornet". Men et ungt talent, en debutant, det er noget helt specielt at se frem til. 
     Ganske vist er jeg ikke tegner, men med mit virke i børnelitteraturen har jeg minsandten også fået del i illustratorlivet.


Klik her og se min hjemmeside med alle mine billedbøger

(Oprindelig trykt i Bogmarkedet nr. 40 − 1993)

Sig det med gys - (2004)

Hvis man - som jeg - mener, at et godt gys tilbyder katarsis, dvs. en rensende, lutrende effekt, må man nødvendigvis betragte gyset som en etisk handling. Gyset er som en skærsild i levende live, et purgatorium, en rituel renselse før vi får lov til at slippe ud i lyset.

Dannelse er ikke blot at løfte sig mod det skjønne. Det er også at dykke ned i dybet og kende det grumme, dannelse går også gennem gys. Hvis vi taler om ånd, bør vi huske på, at der er to ”ånder” - skønånd og grimånd. Og de hænger sammen som siamesiske tvillinger. Svaner og tyfus kommer samme sted fra, som Hannibal the Cannibal siger i Ondskabens øjne.    

Angst hører sammen med anelsen om, at man som menneske er større end det synlige og målelige, materien. Det er ånden, der spøger. Angsten er jo karakteriseret derved, at det velkendte bliver fremmed og skræmmende, selv sollyset falder på en truende måde. En gyser gør det samme, den går ind og ”farver” ens bevidsthed. Da jeg fyldte fjorten i 1960, fik jeg - som jazzinteresseret knægt - en plade med Count Basie og hans orkester - Basie plays Hefti (komponisten Neal Hefti). Samme aften så jeg Psycho, der havde premiere det år, og fik et chok. Siden har jeg ikke kunnet lytte til Basies orkester uden samtidig at høre psyko-apokalyptiske toner! Bernard Hermanns hvinende uhyggelige lydkulisse af knivstik, som han komponerede til badescenen i Hitchcocks gyser, er i mit hoved smeltet sammen med Basies swingmusik. Basies musik er blevet morderisk - knivstikmusik! Når jeg hører Basies orkester, får jeg et jag af angst. Jeg nyder nu helst Count Basie i små grupper, som Kansas City Five! 

Et godt gys rammer rent og skarpt som en skalpel, som en hjernekirurg der rører ved angstens centrum under en hjerneoperation. Det er altid udført af en kunstner, der kender sig selv og med en pinefuld præcision måler sin egen skræk, og som kan sit håndværk. Som kunstner skal man skabe gys som var det en kærlighedshandling. Passionen må ikke være mindre end hvis man skrev et glødende kærlighedsbrev til sin elskede! Eller - med den den rene, troskyldige kærlighed som hører barnet til. 

Sleepy Hollow Bridge

Et eksempel på dette er filmen Sleepy Hollow, instrueret af den syrede Tim Burton (Batman, Edward Saksehånd m.fl.) Filmen bygger på en klassisk, amerikansk halloween-historie af forfatteren Washington Irving, der i dag mest er kendt for sin rejse til Granada og fortællinger om Alhambra (et hotel lige over for Alhambra er opkaldt efter Irving). Historien i Sleepy Hollow handler om en hovedløs rytter, der hærger en lille flække i slutningen af 1800-tallets USA. Spøgelsesrytteren hugger hovederne af folk. Johnny Depp kommer - som politimanden Crane - til den lille, søvnige by Sleepy Hollow for at opklare mordene. Crane er den ny tids detektiv, optaget af videnskabelige metoder og med foragt over for overtro og overnaturlige hændelser. Dette er psykologisk begrundet i, at han som barn har oplevet sin livsglade mor blive torteret og myrdet på bestialsk, middelalderlig vis (for at frelse hendes sjæl spidder Cranes far moderen i det torturinstrument, der vist nok hedder en "jernjomfru"). Men i Sleepy Hollow får Depp-Crane sin sag for. Vi er langt fra New York, og skrækromantikken vinder med et par hestelængder! Filmen er som en kærlighedsgestus over for gysergenren. En slags Thanksgiving for horror. Det er ”barnet” Tim Burton, og »barnet« Johnny Depp, og andre barnligt-glade medvirkende, der betaler deres gæld til genren tilbage. De giver kærligheden videre, fryden ved det gys de selv fik som børn, da de hørte historien om den hovedløse rytter og andre halloweengysere. Filmen er en fest. Og en fejring af gyset som genre. Den er både uhyggelig, og meget morsom, men først og fremmest uskyldsren. Hovederne ruller, og blodet sprøjter; men instruktøren Tim Burton arbejder distant, med underfundig distance, med pokerfjæs og tungen lige i munden og humoren boblende under alle uhyrlighederne, det er som om han hvisker fortroligt til en: kære venner, det her er et spil! Nyd det! Og som tilskuer får man en æstetisk og artistisk nydelse - og en frydefuld fornemmelse af at være med - i en leg. Og man tænker - ja, sådan skal det være. Det er i litteraturen og i filmen, vi skal gennemleve det værste. Vi skal lege rædsel. Johnny Depps detektiv Crane vender tilbage til New York, med sin unge brud fra Sleepy Hollow (Christina Ricci), efter at have overlevet rædslerne. De går et nyt liv og en ny tid i møde. Du lærer hurtigt at orientere dig, trøster Depp sin lidt betuttede kæreste: The Bronx is up, the Battery´s down, and home is this way. Vi andre smiler - måske lidt smertefuldt bedrevidende - men ønsker dem af hjertet det bedste. Sådan er filmens ånd

Et andet eksempel på et filmgys, der er båret af en kunstners kærlighed til skrækken er Amenábars The Others. Den er også gotisk og et godt gys, men gennemført alvorlig i modsætning til Sleepy Hollow. Slutningen er overraskende - og indlysende. Når vi ikke gætter pointen undervejs, er det fordi instruktøren med en (trylle)kunstners dygtighed får os til at fokusere på tre mystiske tjenestefolk: Er de levende eller døde? Vi stiller det rigtige spørgsmål, til de forkerte personer! Enkelt. Og mesterligt gjort af Amenábar. Filmen er en fornem variation over det klassiske motiv med et haunted house. De gamle klicheer får nyt liv her. Derimod var jeg skuffet over The Ring. Jeg har dog kun set den amerikanske udgave. Selvfølgelig spjættede man i sædet, det manglede også bare! - men filmen virkede historiemæssigt leddeløs og kunstnerisk uforløst. Den lokkede med mystiske tegn og symboler, surrealistiske og psykedeliske billeder; men bagefter sad man med en fornemmelse af postulerede og påklistrede effekter og alt for spektakulære gys. Man var ikke rigtig bange for, at telefonen skulle ringe. Men historiens pointe og budskab var egentlig spændende nok. Pigens lidelser i brønden er et billede på menneskets (menneskebarnets) dybeste smerte. Og Ringen er en grusom udgave af børnesangen. Tag den ring og lad den vandre ... Hvis vi ikke, som medmennesker, viderebringer pigens smertefulde budskab, er vi hjemfaldne til straf. Altså, vi skal kopiere båndet og viderekolportere det. Gyset er således en nødvendighed, dets budskab er at vi skal lide med og dermed blive bedre mennesker. Måske er filmen bedre i den originale, japanske version. Måske byder den med sin fremmede kultur på det mere foruroligende, på mere ægte mystik.

Stillet lidt firkantet op vil jeg sige, at Psycho er den gyser jeg frygter mest, The Others den gyser jeg beundrer mest, Roegs Rødt chok den gyser der forundrer mig mest - og Sleepy Hollow den gyser jeg elsker. 

Rødt chok

                    

Det, der drager mig mod gyset, er angsten for det ukendte land, som gyset repræsenterer. Jeg kan ikke andet end modtage udfordringen. Jeg bryder mig - som de fleste andre - egentlig ikke om at blive skræmt; men det er værre at undvige udfordringen. Ex. - den skrækfilm, som jeg ikke tør se, vil vise sig at pine mig mere i min fantasi end hvis jeg tog mig sammen og så den. Anelsen er værre. Når man har gennemgået gyset, kommer man ud i lyset. Det, der skræmmer, styrer en. Som Kierkegaard siger i Begrebet Angest - man skal ikke flygte fra angsten, men byde dem velkommen. Da kan den blive ens tjener, i stedet for tyran.

Gyset er som en religiøs sekt, der har en hemmelig viden. Som publikum vil vi gerne indvies i denne viden. Men det koster! Gyserens hemmelighed er, at den er ”fremmedsproget”. Dens lokkemad - bogomslag, filmplakat etc. - er truende tegn, som vi ikke kan tyde. Først når vi har læst bogen eller set filmen og begynder at genfortælle den med vore egne ord og begreber, får vi sat chokket på en sproglig formel og hegnet ind til en fold. Her bliver vildhesten langsomt humaniseret, sådan at vi kan omgås den. Det er det gamle, græske ideal om at ritualisere Dionysos, så han ikke råder kaotisk og ødelæggende, men disciplineret, apollinsk, figurligt fremstillet i kentauren. Det er det samme med en ond drøm - først når vi får tolket den og bragt den fra billedligt kaos til sproglig orden, letter angsten.

De forfattere, der har betydet mest for mig, er eksempelvis Poe og Lovecraft. Poe er kunstneren, Lovecraft en forfatter med én gal idé, som han manisk gennemspiller, igen og igen; men hvilken idé! Hans uhyrer stammer fra en anden dimension, de er før-sproglige, de er før-logikken, de er fra kaos, før verdensordenen blev etableret. De kan ikke indfanges af sproget, de kan ikke ses med et normalt syn. Blot tanken om dem kan gøre en vanvittig. Og hvilket skræmsel er det ikke for en læser - og for en forfatter: Et monster uden for sproglig rækkevidde! Borges nedgør Lovecraft. I sin bog, Bogen af sand, kalder han ham for en ufrivilligt komisk epigon af Poe. Det synes jeg ikke Lovecraft er. Lovecraft er lidt støvet og knirkende, hans gys går med fjederstøvler, men om nogen repræsenterer han tanken om den navnløse rædsel, og sammenholder man Lovecrafts univers, som er befolket med ”u-guder”, med Wittgensteins berømte udsagn om det man ikke kan tale, må man tie, rives tæppet væk under en, og der åbner sig pludselig en skræmmende skakt ned til et ordløst dyb, hvor det bobler af horror-lava, hvor den rene angst bor, uden form og struktur. Det er dér Lovecraft residerer. Poe har sin brønd og sit pendul og sin malstrøm, men han er mere moderne, neurotisk, han er formsøgende, formbevidst. Lovecraft er mytisk, arketypisk, og han er ingen stilist. Ønsker vel heller ikke at være det. Han er blot en forvalter af sin gale (og sande?) idé. Sammenligningen mellem de to er for letkøbt og forkert af Borges. Dog - man er lidt usikker med Borges. Er han en filur, der også driller sig selv? Samtidig med at han mobber, skriver han nemlig en Lovecraftsk ”kopi-historie”: There Are More Things. Om det fra Borges side er ment som en lidt ondskabsfuld travesti, parodi - eller som en trods alt respektfuld pastiche - det er man som læser lidt usikker på!

Lovecraftt

Og Kafka! Kafka er jeg blevet tilbøjelig til at indplacere i galleriet af mine horror-forfattere. Som ung læste jeg ham traditionelt, ærbødigt, alvorstungt, efter bogen, som man jo skulle - men nye oplysninger og nye læsninger har givet mig et andet syn på ham. Kafka var jo som barn fascineret af vulgære gøglerier, som han var tilskuer til, når teatertrupper med dukker kom til Prag fra Polen. Disse omrejsende teaterfolk blev betragtet som østjøder med dårlig smag - deres dukketeaterforestillinger var Schmalz (fedtflomme). Men den lille Franz var begejstret og sugede til sig. Jeg forestiller mig, at han som den kunstnersjæl han var, instinktivt og intuitivt sugede næring fra disse sumpplanter (for at bruge et udtryk fra Enquists Fra regnormenes liv). Det er for mig hele hemmeligheden ved at skrive godt og kraftfuldt, at turde være sine sumpplanter bekendt og raffinere dem. I sumpen er kraften, den kraft der skal til, råstyrken og råstoffet. Svaner og tyfus kommer samme sted fra!

(2004) - Trykt i bogform i "Pennen og leen", forlaget Alfa 07

Vintersol og Van Goghs glorie - (1979)

Hver dag kører jeg igennem det samme landskab. Fra min bopæl i Poulstrup til min arbejdsplads på skolen i Tårs. Det er en ganske smuk køretur, men som regel ænser jeg den ikke i særlig grad. Min hjernevirksomhed er ligelig fordelt imellem koncentration om kørselen og tanker til dagen (morgen) eller efterrationaliseringer (eftermiddag). Man kan sige, at mit mål ligger i Tårs om morgenen, i Poulstrup om eftermiddagen, og min kørsel i naturen er en færden i et scenisk landskab, der blot skal overstås, med træer, kuperet terræn, sving, gårde etc. som pejlepunkter. Landskabet fungerer som en genstand, en kulisse for min jagen hen imod en materialistisk nødvendighed. Skolen, hvor jeg tjener brødet, og mit hjem, hvor jeg guffer det i mig efter en endt arbejdsdag. Forår, sommer, efterår og vinter. 

     Men om vinteren især, kan det ske, at min kørsel igennem landskabet skifter karakter. Det kan hænde, at jeg en eftermiddag med med frost og sne, tindrende klart vejr og en lavthængende, skarp sol, sagtner farten og måske helt stopper bilen. Måske stiger jeg endda ud og stirrer mig ind på dette panorama af sol og sne. Til øjet mættes. Og da er det, at jeg nogle gange kan opleve at få en ren tanke, denne gnist i hjernen af pludselig forståelse, et kort øjebliks indsigt i dét, som hjernen ellers naturnødvendigt må blokere for, altings fravær og nærvær på én gang, en hvidhed der stråler af farver, ubesmittethed, Gud, Buddha, hele metafysikken, hvad man nu kan finde på at opremse af navne i et forgæves forsøg på at fange det. Men det er den ordløse brøkdel af et sekund, da man forstår alting, fordi ingen abstrakte begreber distraherer med sin menneskelige fornuft og gør det alt sammen til grammatik med grundled og udsagnsled. Jeg og Moder Natur, det er ét fedt. Eller som digteren Wallace Stevens mere poetisk har udtrykt det: "A man and a woman and a blackbird is one."

     Da den engelske forfatter Virginia Woolf i 1928 skulle forberede et foredrag om kvinders udøvelse af litteratur - et foredrag der senere er udgivet i bogform under titlen "Eget værelse" - havde hun en lignende oplevelse. Hun sad i tanker ved bredden af en flod og så en ung mand ro forbi, således beskrevet: ... "Til højre og venstre lyste buske af forskellig art op, gyldne og højrøde, glødende af farver, syntes endda forbrændte af varme, af ild. På den modsatte bred græd piletræerne i evig sorg, med håret nede ad nakken. Floden gennemspejlede, hvad den ville af himmel og bro og brændende træer, og da studenten havde roet sin båd igennem spejlbillederne, lukkede de sig igen, fuldkomment, som om han aldrig havde været til ..."

     Dette syn lagrede sig, og Virginia Woolf hentede det senere frem til beskuelse igen, nemlig da hun sad i London og kiggede ud ad vinduet ned på gaden. Pludselig opdagede hun en stilstand i form af en afbrydelse af storbytrafikken, pludselig var der ingen der kørte eller gik forbi på gaden. Gadebilledet var fuldstændig tømt, så faldt et blad fra platanen et sted uden for hendes vindue. Det blev et signal for hende, som hun sagde et signal der pegede på betydningen af ting, man havde overset: ... "Det syntes at pege på en flod, der flød forbi usynligt, rundt om hjørnet, ned ad gaden, og tog folk og førte dem med sig, lige som åen i Oxbridge havde taget studenten i hans og de visne blade. Nu førte den over gaden og en pige i lakstøvler og en ung mand i rødbrun overfrakke, den førte også en taxa med sig, og den samlede alle tre på et punkt lige under mit vindue, og der standsede taxaen, og pigen og den unge mand standsede, og de steg ind i taxaen, og så gled drosken af sted, som om den blev ført et andet sted hen ad strømmen ..."

     

Og Virginia Woolf fortsætter: ... "Måske er det anstrengende at tænke på det ene køn adskilt fra det andet, som jeg havde tænkt nu i to dage. Det skader sindets enhed. Nu var den anstrengelse ophævet og enheden genskabt ved synet af de to mennesker, der kom sammen og steg ind i en droske. Sindet er en mystisk affære, tænkte jeg og trak hovedet tilbage fra vinduet, hvorom intet vides selv om vi stoler så fuldkommen på det. Hvorfor synes jeg der er skillelinier og modsætninger i sindet lige som der af åbenlyse grunde er legemlige belastninger? Hvad mener man med sindets enhed ?"

     I denne forbindelse er det nærliggende at gøre holdt ved en nyere dansk kvindelig forfatter, Vita Andersen, der jo debuterede med et brag i 77 med digtsamlingen "Tryghedsnarkomaner" og her i efteråret 78 har udgivet novellesamlingen "Hold kæft og vær smuk". I anledning af den sidste udgivelse udtalte hun i et interview til et stort dagblad, at hun som forfatter endnu ikke var dygtig nok til at beskrive det gode, glæden. At hun også i bog nummer 2 kun så sig i stand til at fortælle om det onde og deprimerende triste i tilværelsen, underforstået som kvindelig forbrugsgenstand i et samfund, der er domineret af madlig købekraft og potens. Og det er rigtigt, at hendes forfatterskab befinder sig i den dystre ende af farvespektret, men hun indeholder den ømhed og forståelse for begge køns dilemma, der gør hende til en særdeles talentfuld og spændende forfatter. Der er i hendes digte og noveller en selvironi og humoristisk overbærenhed, der får hende til at rage langt over den store gruppe af mere entydigt selvmedlidende medsøstre, hvis digtning bliver ved med at være pinagtig og privatistisk i deres stædige og stadige nedskrivning af forholdet mellem mand og kvinde som en dødedans. Det kan nogle gange se ud, som om en mangel på kunstnerisk kvalitet forhindrer dem i et opbrud fra vanetænkning, nemlig den at manden er et mandschauvinistisk svin og dét kan ikke siges ofte nok. Eller også er det manglende vilje og evne til at gøre noget radikalt, der stækker deres sproglige udvikling og får dem til blot at repetere de groteske kønsrollemasker, en handling der for mig at se er dybt reaktionær.

     Det virkeligt nyskabende, ja, revolutionære, ville være at omfatte både manden og kvinden. At nå frem til en erkendelse af, som Virginia Woolf siger det et andet sted i sin bog, at den store sjæl er androgyn, d.v.s. tokønnet. Hun citerer digteren Coleridge for udsagnet og fortsætter selv: "... Den normale og behagelige tilstand er den, hvor de to lever i harmoni sammen og samarbejder i ånden. Hvis man er en mand har den kvindelige del af sindet stadig en virkning, og kvinden må også have samkvem med manden i sig. Måske mente Coleridge dette, da han sagde, at den store sjæl er androgyn. Det er når denne sammensmeltning finder sted, at sindet er fuldt gødet og udnytter alle sine egenskaber ..."

     Virgina Woolf nævner Shakespeare som et eksempel på en androgyn, mandlig-kvindelig sjæl, siger at den er naturligt skabende, hvidglødende, udelt. Hun hævder, at grunden til at vi ved så lidt om Shakespeares sindsstilstand er, at han had, nag og antipatier er skjulte. Læseren standses ikke af nogen "åbenbaring", der minder om forfatteren. Ethvert ønske om at protestere, forkynde, udråbe et overgreb på sig selv, afgøre et mellemværende, gøre verden til vidne til nogen mangel eller noget klagemål var brændt ud af ham og opslugt. Derfor flyder hans digtning frit og ubesværet. To modpolers sammensmeltning til en udbrændt, hvidglødende enhed.

Strindberg, af Edvard Munch

I Per Olov Engquists skuspil "Tribadernes nat", der for nylig blev vist i dansk tv, blev Strindberg spillet af Frits Helmuth. Dagen efter kom jeg til at diskutere stykket med en, der havde set det i svensk version med Ernst Hugo Järegård i rollen som Strindberg. Vedkommende mente, at Frits Helmuths præstation var den mest spændende, fordi Helmuth helt ud i sin pykniske kropsfremtoning fremstillede Strindberg som udelt, rummende begge køn, i modsætning til Järegård, der skulle have spillet Strindberg i højere grad som vi er vant til at se ham, kvindehaderen, der med den mytiske mandsrolles sædvanlige logik og skarpe replik fremstod som en dæmonisk intellektuel. Helmuth frembar ganske vist også denne side af mennesket, men gav samtidig udtryk for den mytiske kvinderolles sædvanlige ømhed, sårbarhed og lette poetiske vægtfylde. Noget sart og noget robust forenedes i ham til en tydelighed, der gjorde ham troværdig. Ud af det teatralske, ind som menneske. En lysende klarhed, der stiger ud af mørket. Det er det, der er det væsentlige. Kernen.

     Med en anden indfaldsvinkel skrev Paul la Cour i 1954 om dette forhold i et essay med titlen "Betragtninger over Klarhed og Dunkelhed": " ... En alvorlig følge af det stadigt skærpede indre og ydre Modsætningsforhold i dette Aarhundrede er den stigende Tilbøjelighed til kun at have Sans for Yderstandpunkterne. Alt er med Vold og Magt et Enten-Eller, som har den gunstige Egenskab at det i hvert fald kan ses, og Raabet i Tingene, og deres Evne til at paakalde sig Opmærksomhed, vurderes for Tiden højere end deres Evne til at give nye Oplysninger om tilværelsen som Helhed ..."

     Og i begyndelsen af essayet havde la Cour fortalt om maleren Van Gogh, der i den provencalske lufts klarhed kunne opsuge og videregive det LIV, som var en slags forsvar for de tåger, der huserede inde i hans sind, tåger som han også kendte fra den nordiske lufts fugtighed på sin barndoms hjemegn Groot Zundert i det hollandske Brabrant. Men Van Gogh var som bekendt ikke alene landskabsmaler, han malede også portrætter, og i et brev til broderen skrev han: "...Jeg vil male mænd og kvinder med den snert af evighed over sig, som glorien tidligere symboliserede ..." Det var hans forsøg på at forklare det inderste af menneskevæsenet. Som lys.

Og det er det man kan opleve overalt. Således også på strækningen mellem Tårs og Poulstrup en banal vintereftermiddag med sol og sne. To modsatte poler, der pludselig bliver til ét. Det store spejl for det menneskelige ansigt. Hvis man gider se.

(Oprindelig trykt i Aalborg Stiftstidende, 16.2. 1979)

Kunst, Kölner Wasser og et vandtårn i Vrå - (1990)

Bor man i Vrå, bor man godt. God by, rar atmosfære, gode og venlige handlende, der opfylder ens daglige behov og mere end det - også for en åndeligt tørstende er der noget at hente, arrangementer på højskolen, et godt bibliotek, en boghandel der ekspanderer, den landskendte maleriudstilling hver sensommer - ikke at forglemme - og den daglige glæde ved at beskue Tøjmagasinet Ekmans altid smukke vinduesudstilling; jeg kan ikke gå forbi uden at falde i staver over en habit, en slåbrok, en skjorte, et slips.

    Der er egentlig ingen tvingende grund til at forlade Vrå. Som hjemmefødning gør jeg det også kun nødigt. men som forfatter er det nødvendigt at rejse. For at gøre studier i det fremmede, for at få inspiration ud over det daglige, for at afprøve sig selv og ens grænser under andre forhold - men til dette formål byder Vrå for resten også på et plus. Det er nemlig en stationsby, kun få skridt fra mit hus kan jeg stige på toget og køre til f.eks. Köln, der - indrømmet - har noget Vrå ikke har, nemlig en domkirke, Kölner Dom, et ypperligt stykke tysk højgotik, på én gang tiltrækkende og gyseligt frastødende.
    Flere gange i år har jeg besøgt den. Det tager faktisk ikke lang tid fra Vrå! Stiger man på toget kort før klokken syv om morgenen, ankommer man til Köln ved halvotte-tiden om aftenen, og som sådan er jeg efterhånden kommet til at betragte Köln som en forstad til Vrå. Verden er jo lille, når det kommer til stykket, og turen Vrå-Köln kun en dagsrejse.

    Når man ankommer til Köln med tog, er noget af det første man ser en høj bygning med det magiske tal 4711 lysende i klare neonfarver fra toppen: Köln er nemlig Kölner Wasser, bl.a. - og når jeg fra mit kupévindue ser parfumetårnet lyse til velkomst, synes jeg ikke det er mere end et øjeblik siden jeg sagde godnat til vandtårnet i Vrå med sin lysende kant og kalot, der udgør natteudsigten fra mit hjemlige vindue.

Først og fremmest er Köln dog byen med Domen, som sagt - og når man er kørt ind ad Hohenzollerbrügge til hovedbanegården, har man allerede fået et glimt af "dyret" - og når man kommer ud fra banegården, ligger Domen over en som noget rugende og truende, noget ubeskriveligt som fra et mareridt og alt for stort og dystert.

    Ligegyldig på hvilken måde man nærmer sig Domen - selv ad den hyggelige gågade, der fører dertil - er den monstrøs. Stor, som den er, og skidensort i kuløren, for voldsom for det lille menneskesyn og uhyggelig over al forstand.

    At den også har en historie og et indhold - den siges at indeholde de jordiske rester af de hellige tre konger, interesserer mig mindre! Som forfatter rejser jeg til den for synets og gysets skyld. Den er en skrækkatedral til fantasien.

    Som sagt er jeg begyndt at vænne mig til turen og betragter vel efterhånden Kölner Dom som domkirken i Vrå. Kun beliggende cirka 12 timers kørsel fra Vrå Hauptbahnhof. Og for at understrege det lokale i det globale udstiller maleren Poul Anker Bech for tiden i Köln. Bech bor i Bastholm, ikke langt fra Vrå og er for resten medlem af Vrå-udstillingen.

    Men han har udstillet talrige andre steder, også i udlandet, eksempelvis Paris, New York og Sao Paolo - og nu er turen kommet til Köln, hvor han udstiller i Galleri Werner Melletin i Kamekestrasse 12. Her præsenterer han sig smukt med en samling oliemalerier og kridttegninger samlet under titlen "Magische Horizonte - Landschaften aus Dänemark". Som gammel fan af Bech og supporter deltog jeg i ferniseringen, som var velbesøgt. Tyske stemmer blandede sig med danske - af hvilke der var en del, da en kunstforeningen fra det midtjyske havde taget turen med for at studere et par yngre, danske malere i Tyskland, heriblandt Bech.

    Poul Anker Bech var en veloplagt vært - men da den værste travlhed var overstået, fik jeg ham trængt op i et uferniseret hjørne til en snak om betydningen af at have kunst for en by - eller et vartegn - noget specielt at byde på?

    Bechs eget særkende er jo bruddet på den genkendelige virkelighed, en skævhed, en forrykkethed, en underlig figur midt i det ellers så naturalistiske - og som sådan er hans billeder lidt af et chok for syn og sanser, som det hed i min barndoms annoncer for gyserfilm i biografen.

    Og naturligvis er Bach også sært fascineret af Kölner Dom, men som ægte hjemmefødninge gik vores snak snart til de hjemlige græsgange.

    - Hvorfor maler du ikke det gamle vandtårn i Vrå? spurgte jeg Bech. Det er sådan en fiks idé, jeg længe har haft.

    Og Bech syntes ikke at være uinteresseret. I hvert fald ville han da gerne overveje det. Hvis det var muligt - på den ene eller anden måde.

    Så ideen er hermed givet videre: Fra Köln til Vrå! Hvem det måtte vedrøre! Lad os få et vartegn i Vrå - og hvorfor ikke det gamle vandtårn, bemalet af Bech - lad os få en lille "vandkatedral", skabt af en markant, yngre, nutidig kunstner, oven i købet fra egnen. Da ville Vrå blive en endnu bedre - og frem for alt tydeligere by at bo i.

    Dagen efter, da jeg ankom til Paris for at samle stof til en ny roman, blev jeg klar over, hvad det betyder for en by at have kunst og arkitektur. Hvilken by er Paris ikke! Jeg havde været der én gang før, for mange år siden, men glemt hvor smuk den er. Måske verdens smukkeste metropol - men målestokken behøver ikke være Paris. Mindre kan naturligvis gøre det.

    Stor eller lille - det der gør en by til noget særligt, det der tegner den udadtil, er altid dens kunstneriske og kulturelle anstrengelser. Og det betaler sig, vær vis på det!

(Oprindelig trykt i Vendsyssel Tidende d. 16.12.1990)