Mod kan være mangel på fantasi, har digteren Frank Jæger engang sagt. Det var dog ikke fantasimangel, der kendetegnede bokseren Børge Krogh i hans kampe i 50´erne og 60´erne. Krogh var ikke en slagmaskine, men taktiker, og dertil en teknisk-artistisk begavelse, som kunne give en boksekamp vinger.
Det sker, at jeg om sommeren falder indenfor hos Børge Krogh og fru Ninna på Pirupshvarrevej i vesterhavsbyen Blokhus ved Jammerbugten i Nordjylland. Børge var tidligere skoleleder på Klostermarksskolen i Aalborg – og det var som gæsteforfatter på denne skole, at jeg første gang kom i snak med min ungdoms bokseidol. Senere har vi udvidet bekendtskabet ved små sommervisitter i Blokhus, hvor vi begge har sommerhus.
Som forfatter til bl.a. gys for børn har jeg gennem årene forfægtet den tanke, at gys er godt, så sandt som angsten er vigtig for menneskets karakter. Man skal lære angsten at kende, som drengen i Grimms eventyr. Derfor var det lidt skuffende for mig, at Børge Krogh – på mit spørgsmål om han aldrig var bange for en kamp – svarede blankt nej. Jeg ”boksede” lidt med Børge om det spørgsmål; men nej, Børge var aldrig bange. Han glædede sig altid til kampene.
Måske måtte jeg tage mine ideer op til revision. Jeg havde respekt for Børge Kroghs viden om mennesker og menneskelige mekanismer. Det var ikke uden grund, at man kaldte ham for Bokseprofessoren. Måske var det mig, der havde haft de forkerte teorier? Indtil vi en dag kom til at tale om knockout. Hvad giver et godt knockoutstød? Det kan være angst, svarede Børge pludselig.
Bum!
Det var en lige højre til en flov forfatter; for naturligvis er angst og det at være bange ikke identiske størrelser. Det var bare mig, der havde brugt begreberne lidt skødesløst i snakkens løb. Børge led hverken af mangel på fantasi eller angst. Han kendte udmærket betingelserne, livet som en kamp og angsten for ikke at slå til. Vil du i verden frem, så boks! kunne være mottoet for Børge og hans brødre, Tage, Bjarne og Kjeld, alle markante nævekæmpere i dansk boksehistorie. Nej, vi var slet ikke uenige, bokseren og forfatteren, angsten var noget fundamentalt, ikke nødvendigvis negativ, snarere en forudsætning, en energi, der ikke stod i noget modsætningsforhold til det faktum, at Børge ikke var bange, når han stod i bokseringen. Angsten var en glød, som i nogle tilfælde – når det var påkrævet – slog gnister. Ild. Knockout.
Det er en angst, som også skuespillere kender. Rod Steiger beretter om den berømte scene i filmen ”On The Waterfront” (I Storbyens Havn), hvor han i en taxa skal spille op til kraftværket Marlon Brando. Det krævede naturligvis sin mand. Men det værste var, at Steiger i halvdelen af optagelserne måtte agere uden sparringspartner; han måtte spille, som om Marlon Brando sad ved siden af ham, selv om Brando i virkeligheden havde forladt studiet, da han havde en aftale med sin psykiater. Om denne skyggeboksning mod en fraværende kraftkarl på bagsædet i en rekvisit-taxa fortæller Steiger, at det var angsten for at tabe ansigt, der drev ham til den præstation der matchede Brandos.
I boksearenaerne vandt Børge Krogh almindeligvis sine kampe på point, der var jo ingen grund til at slutte kampen, hvis det gik godt! Tværtimod kunne man jo nyde det, som en god flaske vin, hvis man vel at mærke havde kampen i sin hule handske. Men opstod der en krisesituation, kunne Krogh sagtens få kontakt med sin angst og slå det slag, der afgjorde kampen.
Tidligt i sin karriere, blot 15 år gammel og efter kun få kampe som amatørbokser, blev Børge Krogh i 1957 matchet mod den frygtindgydende svenske landholdsbokser Alf Nordbeck, der på det tidspunkt regnedes for at være Nordens bedste. Det var en ældre og betydeligt mere erfaren dansk bokser, der egentlig skulle have mødt Nordbeck; men den rutinerede bokser fik forfald, og Børge sprang til som reserve med ungdommens gåpåmod og uden at ane, hvad han gik ind til. Den unge mand ville jo bare så gerne en tur til Sverige! Kampen foregik nemlig på Nordbecks hjemmebane, i Eslöw. Det er en kamp, som Børge Krogh stadig taler om. Krogh var trængt i defensiven, og måske derfor slog han pludselig, overraskende, svenskeren knockout. Alf Nordbeck kom sig ikke psykisk over den nedtur, hans boksekarriere var slut; men siden den kamp fulgte han Børge Kroghs boksekarriere. Tæt. Og svenskeren var også med i K.B.-Hallen den aften ni år senere, i november 1966, da Børge Krogh skulle op til svendeprøven og kæmpe om europamestermesterskabet i professionel letvægtsboksning mod den regerende mester, franskmanden Maurice Tavant.
"Svenskeren smilede. Han kendte knægten. Franskmanden skulle passe på. Knægten kunne overraske, selv om han var trængt ud i tovene. Pludselig kunne han lyne, slå, dansk akvavit, iskoldt, hedt; også selv man havde presset ham så meget, at han nærmest var filtret ind i tovene - da kunne knægten alligevel hugge til, kort, krydse med højre som et lyn, overrumplende, på en ellers så dejlig solskinsdag, lyne, som en lille tordengud, det kunne knægten, hvis han ville."
Børge Krogh vandt. På point. Franskmanden var ingen angst.
(Tidligere trykt i Weekendavisen op til Børge Kroghs 65 års fødselsdag i april 2007 og som oplæg til novellen "Er der en gud for boksere?, der også blev trykt i avisen. Her, på bloggen, er der foretaget en let redigering og en tilføjelse med citatet til sidst. Citatet stammer fra den nævnte novelle "Er der en gud for boksere?", der senere er genoptrykt i min novellesamling "Huset med de syltede hjerter", Høst & Søn 2010).
Virkelig spændende at læse. Tak!
SvarSlet