House of Essays

House of Essays
www.petermouritzen.dk/

Vi vil se giraffen! - (1994)



For mig som forfatter betyder zoo-dyrene noget særligt. De repræsenterer fantasien. Det er fantastiske dyr, dyr som man har svært ved at tro virkelig findes - hvis det altså ikke var fordi man kunne se dem lyslevende.
           Giraffen f.eks. - hvis giraffer ikke fandtes i virkeligheden og aldrig havde eksisteret, ville en fantasifuld forfatter straks opdigte dyret med den lange hals, med forskellige tankevækkende reaktioner til følge. De sure og fantasifjendtlige ville indvende, at nu gik forfatterens fantasi over gevind, et dyr med så lang en hals, det ville aldrig kunne overleve i den virkelige verden, pjat! Og de, der kunne lide digteri og fantasi, ville sige: Hvor mageløst! Sikke en vidunderlig fantasi den forfatter har! Og børnene ville ønske, at dyret med den lange hals fandtes i virkeligheden, så de kunne se den med deres egne, store øjne.
         

Hvis giraffen ikke fandtes, måtte en digter straks opdigte den. Men giraffen findes som bekendt, og den er som et levende, virkeligt eksisterende fabeldyr. Ligesom myreslugeren, f.eks. Når jeg i zoo en kold januar-formiddag ser myreslugeren løbe spillevende rundt på den hvide jord uden for sit hus, må jeg tænke. Jamen, den er jo fra Mars, den er jo en marsmands hund! Og elefanten med den fantastiske snabel - som barn mente jeg den var en trold! - og hvad med alle de andre, de mange, mange andre zoo-dyr? - de er jo lige så mærkelige, ja mere mærkelige end f.eks. det fabeldyr vi kalder enhjørningen, hesten med det lange, spidse, snoede horn i panden.


Enhjørningen findes jo ikke, men hvis vi gør os det tankeeksperiment, at en lille flok enhjørninge pludselig dukkede op et sted i verden - da ville det være en sensation, der ryddede alle avisforsider, alle medier ville strømme til, ingen politisk begivenhed, selv om den var nok så vigtig, ville kunne konkurrere med nyheden om, at enhjørningen virkelig fandtes og kunne ses levende.
        På samme måde med Loch Ness-søslangen. Den har en kolossal tiltrækningskraft. Og populær er den, selv om den vel nærmest opfattes som et monster - så populær, at den har fået et sødt kælenavn, Nessie. Tænk om den virkelig dukkede op, bevisligt, tænk om den virkelig kom til syne og kunne beses - hele Skotland ville næppe kunne rumme mængden af nysgerrige mennesker!
         Hvorfor vil vi se giraffen?
         Fordi fantasien er en stærk kraft i mennesket. Vi drages mod fabeldyr - og giraffen og de andre mærkelige dyr er en slags levende udgaver af fabeldyrene.
         Ganske vist har vi vænnet os til zoo-dyrene, men ikke mere end at vi stadig tiltrækkes og fascineres af deres mærkværdige udseende og former. Vi vil se dem i naturudsendelser i TV, og vi vil se dem i zoo. Mere blaserte er vi trods alt ikke blevet. Og heldigvis for det. For uden fantasi ville alt være gråt, trist, ensformigt, konformt.
Zoo-dyrene er de fornemste repræsentanter for fantasien. De beriger vort liv, de fortæller os det vigtigste af alt - at eventyrlige dyr findes, at eventyret findes. At eventyret er virkeligt, til stede blandt os. De fortæller os, at vort liv, som vi så ofte finder gråt i gråt og rutinemæssigt trist, også er et zebrastribet, leopardskindsplettet, kvælerslangespraglet liv, et broget skue, et farverigt og festligt eventyr. De sætter kulør på livet, alle de fantasifulde dyr. De er som et karneval, de pirrer vor fantasi. De vidner om livets storhed, livets mangfoldighed, de får os til at undres, til at tænke på livet som noget underfuldt, et under.
         Det er derfor vi vil se giraffen.

(Trykt i Jyllands-Posten 8.3.94)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar